Kan en figen i krukke overleve frosten?

Spørgsmål: 

Hej,
Vi har en bornholmsk figen i krukke. Den er fem år gammel. Mere end 1 meter i diameter. Har været super flot de andre år. Den står ude. Den satte 10-15 cm nye skud tidligere på foråret, men står helt nøgen nu. Tænker ikke de nye skud kunne tåle den lange periode med nattefrost efter den var begyndt at skyde... Kan vi gøre noget? Eller er den død? Vi har en stor figen der står i jorden, som bugner af små figner og blade.

Med venlig hilsen
Joan

Svar: 

Hej Joan,
Krukkeplanter er altid meget mere udsatte i frost. Jorden kan let bundfryse og så dør planterne oftere, men har krukken været isoleret eller ikke været udsat for længerevarende frost, kan grene også fryse tilbage. Det gælder også ret store grene.
I år har frosten været i lidt længere perioder, altså flere samlede dage og også hos mig er min figen frosset ret meget tilbage hist og her. Mine skud er også nøgne. Det er dog helt normalt efter en lang kuldeperiode og der har ikke rigtigt været noget varme til at sætte gang i det hele igen. Jeg tror dog der helt sikkert er liv i den, så hav blot lidt tålmodighed og klip det af, der ikke kommer, når der kommer andet og ikke før. Et lille tjek er med en negl forsigtigt at kradse lidt i barken på hovedstammen. Er den grøn, det er min,  er der liv og håb. Det tror jeg på. Så indhenter den lyn hurtigt det tabte igen.

Mvh Lars Lund