Blog


...

Nanna Stærmose

01 okt 2020 09:54

Åhh nej, jeg stresser mine planter!!!

 

Du kan sagtens dyrke i din vindueskarm henover de mørke måneder - blot du sørger for ekstra lys i form af fx en LED-pære. 

 

Vinterdyrkning er en sjov disciplin, men just som jeg blev helt høj over at se små grønne kimblade pible frem i min vindueskarm, fik jeg at vide, at jeg stressede mine planter. Dommen faldt fra Christine Wiemann fra Spirekassen, der nu har givet mig en lektion i vinterdyrkningen does and donts

 

Af: Nanna Stærmose

Jeg føler mig som en succes, og der er faktisk langt imellem, at jeg gør det. Men sagen er, at blot et par uger efter, at jeg gik i gang med at så mine vinterafgrøder, kom der små fine grønne skud med endnu finere, små grønne blade frem. For en bybo er det noget nær et mirakel.

Høj på adrenalin tænkte jeg, at mine planter (tomat, chili, persille og spinat) ville elske at få lidt mere plads og en potte, så jeg begyndte at plante dem over fra de tørvebriketter, jeg havde sået frøene i til hjemmerullede avispapirspotter tilsat sukkulent- og kaktusjord. 
I plantecentret havde en sød ekspedient kigget undrende på mig, da jeg spurgte efter priklejord - det var jo udenfor sæson. Men som hun sagde, så handler det om, at nye planter skal have næringsfattigt jord, og her var sukkulent- og kaktusjord det bedste alternativ.

Ups! Tomater skal ikke ud på altanen
En af de efterfølgende dage efter min udplantning skinnede septembersolen lunt og dejligt direkte ned på min altan, og jeg tænkte, at det ville mine små spirer elske. Frisk luft og lun sol. Så jeg satte dem ud - bare et par timer. 

Jeg følte seriøst, at de små væsner struttede taknemmeligt op mod solen, og sendte mig en taknemmelig hilsen. Men jeg er åbenbart ikke i en position til aflæse planter. For da jeg nogle dage senere sendte et billede til Christine Wiemann fra Spirekassen, hvor jeg har frø og dyrkningsudstyr fra, lød det prompte: “Uha - tomat og chili må slet ikke være ude nu.”


Selvom det var en lun september dag, så skulle tomater og chili ikke udenfor. Anderledes er det med persille og Evighedsspinat, de skal faktisk dyrkes udenfor også om efteråret/vinteren. 



At dyrke grøntsager har ingen fast formel. Det handler, som Christine formulerer det, “mere om at forstå plantens signaler og sprog til dig.”

"Du stresser dine planter"
Efter en længere samtale stod det klart, at jeg nok skal sænke mit engagement lidt. 

“Du stresser dem, ved at gøre det, du gør,” siger Christine og uddyber.

“Tommelfingerreglen er, at du ikke skal plante ud, før de små planter har fået løvblade (voksenblade)," forklarer hun.
 
Jeg ved ikke, hvordan et løvblad ser ud, men Christine forklarer, at det er blade med 'hakker' i - altså de ligner rigtige blade og ikke de små kimblade, der er helt lige og fine i kanten. 


Løvblade - eller 'voksen'-blade (tomat)


Kimblade (chili)



Med hensyn til at bruge avispotter, så er meldingen fra eksperten, at selvom de ser søde ud, så har de nogle ulemper. Avispapiret suger meget af vandet, der dermed fordamper før planterne når at få glæde af det. Dermed bruger planten simpelthen for meget energi på at stresse over at mangle vand til at opretholde saftspænding og temperaturreguleringen.
"Desuden er avispapiret fuld af tryksværte,” siger Christine , men understreger også, at det naturligvis er en smagssag, og at jeg kan nedsætte fordampningen ved at stille potterne tæt, så de holder mere på fugten.

“Du skal bare være opmærksom på, at planter, der står for tæt ofte kommer til at strække sig for meget (gro for lange stilke) for at komme fri af hinanden og få luft, og det giver en dårligere plante i sidste ende”. 

Jeg er forvirret på et højere plan, men bliver også bevidst om, at der ikke findes endegyldige svar. At dyrke grøntsager har ingen fast formel. Det handler, som Christine formulerer det, “mere om at forstå plantens signaler og sprog til dig.”

Kunstigt lys halvdelen af døgnet
Jeg har noget at lære, men Christine hjælper mig på vej. Efter at hun har set mine planter lyder dommen, at de har strukket sig lidt (selv uden at de har stået tæt). De har fået for meget varme og for lidt lys, lyder dommen. 

Så jeg må have mere gang i LED-lampen, som kom med i vinterdyrkningskassen fra Christine - faktisk mellem 12-14 timer i døgnet, lyder det fra eksperten. 

Jeg spørger forsigtigt, om jeg evt. kan sætte dem ind i et vestvendt vindue, hvor der er mere sol, og det får jeg en opvendt tommelfinger til.
Så nu har de fået plads i soveværelset - og jeg skal ikke bekymre mig om, hvorvidt de skal nurses om natten for Christine siger, at planter helst vil sove otte timer i døgnet. Med andre ord - vi sover igennem.

 

Andre artikler om vinterdyrkning:

Det er tid til at så, for nu skal vi vinterdyrke

Brug din gamle plantesæk, når du skal vinterdyrke 

Christines feedback til min fremgangsmåde

1. Jeg brugte tørvebriketter til at så i - de lægges i vand og svulmer op og så puttede jeg et par frø i hver.
Christines kommentar: Et enkelt frø i hver er nok

 

2. De blev sat i en drivhushylde fra Juliana - der er beregnet til undervanding og derfor tæt - så selvom spirerne skal vandes ovenfra, så opsamler hylden evt. vand, der måtte løbe igennem. jeg har sat dem i en spirebakke i plastik med hul i bunden, men i princippet kunne de sikkert stå direkte i drivhushylde.
Christines kommentar: Fint


3. De fik LED-lys på de mørkeste dage - Pæren sælger Christine i sin shop, og den er lige til at sætte op i en almindelige fatning, men har et stykke vidt plast omkring sig, som fordeler lyset udover en større flade.
Christines kommentar: De skal have mellem 12-14 også gerne 16 timers lys hver dag -
På denne årstid bruger jeg et billigt tænd og sluk ur og sætter lyset til at brænde fra jeg selv står op og så 14-16 timer frem. Så skal jeg ikke tænke på noget andet end at vende planten dagligt, så de bliver ensartede og harmoniske.

 

4. Jeg plantede dem om efter tre ugers tid i avispapirspotter - Det er nemt og sjovt at lave avispapirspotter - mange bruger dem til forspiring og planter derefter hele molevitten ud i alm. jord.
Christines kommentar: Det havde du ikke behøvet - du kunne blot vente til de havde groet voksenblade. Tommelfingerreglen er, at du planter en forspiring ud, når den har dannet to sæt vokenblade - altså fire blade i alt. Voksenbladene ser anderledet ud - de har typisk flere ‘hakker’ og ligner et rigtigt blad, hvor kimbladet er helt lige og fint i kanten.

 

5. Hvad gør jeg nu? - Jeg er optaget af at give mine planter de bedste betingelser uden at stresse dem.

 

Christines kommentar: Du giver tomaterne rigeligt med lys og planter dem over i plastikpotter med hul i bunden (alm. pottemuld), når de er klar - gerne 30 cm i diameter - herefter kan du også begynde at vande nedefra (men vand stadig også oppefra) Efter et par uger i den nye pottemuld er det en god idé at give planten depotgødning eller flydende gødning en gang om ugen. Og så væbner du dig med tålmodighed og lader dem gro stille og roligt. Hvis alt går vel har du nok tomater til januar. 
Med chili er arbejdsgangen den sammen. Din persille og spinat skal du dyrke udenfor så ud på altanen med dem. Stil dem op af husmuren, hvor der er mest lunt.

 

Christine Wiemann står bag Spirekassen, der sælger økologiske frø. 
Læs mere og bestil online på Spirekassen.nu
F
ølge Spirekassen på Instagram 

Om Nanna Stærmose

Nanna Stærmose
Freelancejournalist.
Nanna er skribenten bag de mange artikler på Drivhusklubben. Nanna besøger glade drivhusejere og fortæller deres historier om basale dyrkeinput og ikke mindst skæve vinkler ved brug af drivhuset.

Bliv klogere på Nanna Stærmose