Blog


...

Lars Lund

25 okt 2018 10:57

Den første jomfruelige safranhøst

 

Min start som safranbonde

I slutningen af september fortalte jeg på en video, at jeg ville kaste mig ud i at dyrke egen safran. Jeg lovede at lave en opfølgning på video, men fotografen er sygemeldt efter en operation, så vi må lige vente med videoindslag. Du skal dog ikke vente med at høre, hvordan det er gået indtil nu.

Safran kommer fra støvfangere plukket på safrankrokus. Knolden lægges normalt i jorden i august, september. Jeg lagde mine 150 knolde sidst i september. Det er sådan lige på grænsen, men da de fleste blev lagt i drivhuset, så burde det gå an. Jeg kan godt afsløre, at safranbonde bliver jeg nok ikke. 15. oktober kom de første blomster, og hastigt fulgte flere med. Det selv om man ikke helt skal regne med, at alle giver blomst første år. Støvfangerne skal helst plukkes, så snart blomsten springer ud. Efter plukningen skal de tørres i en ovn i 15 minutter ved 40-60 grader.

Foreløbig er det blevet til 30 blomster med hver tre støvdragere, som er tørret. Det er ikke meget. Der skal 150 blomster til bare et enkelt lille gram safran. Til gengæld synes jeg, at blomsten er noget for sig.

De krokus der blev lagt ude kom faktisk lige så hurtigt, som de krokus jeg lagde i drivhuset. Nu melder de om frost, og selv om der står strittende grønne blade fra alle knolde, så kommer der næppe flere blomster i år. 

Selv om der ikke kommer noget stort ud af safranproduktionen, så er safrankrokus under alle omstændigheder en meget smuk efterårsblomstrende plante. Helt forgæves har det ikke været.

 

 

Det er sjov at være safranbonde

Foto© Grøn Kommunikation 

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg