Blog


...

Signe Wenneberg

26 okt 2012 14:27

Jul i drivhuset

Indrømmet. Julen er ikke over os endnu. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at jeg gør drivhuset klar til jul. Efterårsferien er overstået og jeg går rundt og rydder op i have og drivhus og gør det hele klar til vinteren. Jeg prøver, at indrette drivhuset, så det ikke minder alt for meget om et skrammelskur for gamle havemøbler og haveredskaber hele vinteren. Der må gerne være hyggeligt, hvis der skulle komme en uventet solskinsdag. Jeg stiller en bænk klar med puder og tæpper. Et lille bord ved siden af, til at stille en kop te på. Sådan, så er det indbydende.

 

Jeg fjerner alle de visne blade fra vinen. Klipper de sidste tiloversblevne druer ned og giver dem til hønsene (høsten var god i år). Skærer tomatplanterne og hindbærrene ned. Kører et læs hestpærer (som ikke lugter) ind på de åbne jordbede. Rydder op. Tænker, at drivhuset gerne må være et rart sted for nisserne at holde jul. Det sidste, er der ingen her, som tror på mere. Desværre. Men jeg har alligevel nisserne i baghovedet, når jeg ordner drivhuset for vinteren og jeg stiller, bare for en sikkerheds skyld, en kurv med røde æbler på plantebordet.

 

Selvom efteråret er en vemodig årstid, så er det også nu, vi ser nogle af de smukkeste dage på hele året. Lav sol. Røde pigeon-æbler på træerne lige uden for drivhuset. Orange græskar klar til græskarlygtemænd. Høj, stolt mørkegrøn kål, der ikke har tænkt sig at falme overhovedet. Sortkålen eller palmekålen, som den også hedder, er så smuk, at jeg har lyst til at plukke stokkene til store buketter, men lader være, for at få kål til det grønne drys i kødretter til vinter. Georginerne i pangfarver plukker jeg og bliver en lille smule ked af, at der er så lang tid til jeg skal se dem blomstre igen. Jeg graver deres knolde op, børster dem af og sorterer dem. Så de er klar til at blive gravet ned igen næste år (efter en tur i den frostfri og heller ikke for varme kælder).

 

Jordskokkerne er tre meter høje og har elsket hver en dråbe regn, de har fået den sidste måned. Tomaterne er grønne og mange er taget ind fra drivhus og friland for at blive til den skønneste chutney. Der er gule blade på græsset og for lidt siden kom min yngste søn og hans ven stormende fra skole og ind i haven (som de ikke har set i en uge, fordi vi har været bortrejst). De udbrød: - ”Se lige syyyygt! Se lige hvordan haven ser ud. Det minder helt vildt meget om halloween…”. Og det har de jo ret i. Gule blade fra ask ud over hele plænen, på legehustaget, på trampolinen, på hønsehuset og på taget af drivhuset. Det ser faktisk flot ud.

 

Jeg fjerner bladene fra drivhusets tag. Fra tagrenden på drivhuset. Og putter alt hvad der er af blad-affald over i komposten. Blade er ikke affald. De er grundlaget for næste års næring i jorden. De skal genopstå som muld.

 

Jeg lader mange blade ligge i bedene. De dækker godt af. Og noterer mig de steder, hvor der trænger til at blive lagt gran, for at dække af for eventuelle snemængder på rødder og planter. Gran vil jeg snarest få fat i – for der er rygter om kulde og sne allerede om en uge. Så ja, så er der næsten juleagtigt i haven. Og drivhuset er klar til jul.