Blog


...

Nanna Stærmose

01 nov 2020 14:27

Jeg har slået min evighedsspinaten ihjel - tips til vinterdyrkning

Persillen har fået sit eget drivhus - en Juliana Balcony, der er perfekt til altanen. Her skal den bo vinteren over, for persille kan godt tåle frost. 

 


Min evighedsspinat er taget hinsides - til de evige markers næringsrige muld, mens jeg står tilbage med to tomme avispapirspotter med nogle tynde visne stilke, der klægt har lagt sig ned ad siden.
Jeg havde sat dem ud på altanen, fordi de sammen med persillen skulle ud, mens mine chili og tomater skulle blive inde. 


Evighedsspinante, der aldrig rigtig fik fat i livet.

Jeg er ikke slået ud. For de kom aldrig rigtig - de der evighedsspinatplanter. Længe havde jeg tænkt, at det med evighed måtte hentyde til, at de var en evighed om at blive til noget. Det vakte alligevel min sympati, da jeg synes at kunne spejle mig selv og min persona i langsommelighedens væsen. Nåh, men nu er de altså døde - måske fordi de blev ladt for meget alene, og hvem har lyst til at gro, når ingen alligevel anerkender ens eksistens?

Jeg har taget det til efterretning, og derfor giver jeg nu al min opmærksomhed til mine fire dværgtomatplanter, tre chiliplanter og min persille. To af tomaterne står nu fast i stuevinduet, hvor der er mest lys, men væk fra radiatoren, da de ikke skal stå alt for varmt. De to andre står i køkkenvinduet og får dagligt ekstra lys fra en LED-lampe. Mine chilier står i den anden stue men bliver fragtet ud i køkkenet til LED-lampen, fordi deres stue er delvist nordvendt. Og så er der persillen. Den har fået sit helt eget drivhus på altanen. 

Chili på stribe. De får lys og kærlighed - især det første er vigtigt i en mørk tid.


Her bor min persille nu, og den strutter af livsmod trods mørke og våde oktoberdage. Den bliver ikke vandet særlig ofte, men hver morgen stikker jeg hovedet ud til den og drysser opmuntrende gloser nedover den.
“Det ser rigtig fint ud", lyder dommen fra Christine Wiemann fra Spirekasse, da hun har modtaget billeder af hele molevitten. Christine er vild med vinterdyrkning og sælger kasser specielt med vinterafgrøde og tilbehør, og så har hun været med på sidelinjen i mit vinterdyrkningsprojekt med gode råd og opløftenden tilråb.
Hun har før nævnt, at jeg skal sikre mig, at planterne får lys nok, og eftersom at de to tomater, der har stået i den vestvendte vindueskarm, er højere end de to andre, der har fået mere LED-lys, indikerer det, at de rent faktisk ikke får nok lys, men at de strækker sig for at få mere lys, og dermed bliver de nogle dårlige planter. Christine har skrevet om fænomenet, der i fagsprog hedder fototropisme, og du kan læse mere om det lige her.

Men alt i alt er første kuld planter godt på vej, og mine overvejelser går nu på, om jeg skal plante flere frø. For eksempel skulle kål og radiser være gode afgrøder at dyrke om vinteren - og faktisk har jeg også lidt evighedsspinatfrø tilbage.
Fremiden ser lys ud, om det så varer evigt, må jeg lade komme an på en prøve.

 


Tomaten til venstre har fået LED-lys, mens den til højre primært har fået lys fra en vestvendt vindueskarm - den er større, men lad dig ikke narre. Det handler sandsynligvis om, at den har strukket sig for at få mere lys, og dermed får jeg en dårlig plante i sidste ende. Så nu får planten til højre også LED-lys. 

 

 

 

 

 

 

Christine Wiemann, står bag spirekassen, hvor du kan købe økologiske frø og andre fine ting. 
Se mere på spirekassen.nu
Og tjek hendes Instagram her

 

 


Tre hurtige til Christine

Skal jeg nippe mine planter?
Almindelige tomatplanter kan du med fordel nippe sideskuddene af, for at få en længere og mere produktiv plante. Anderledes er det med dværgtomater, de skal ikke nippes, men sørg for, at de får lys nok, så de ikke strækker sig for meget. Spirekassen har skrevet om tomaters vækstformer, og hvordan du passer de forskellige typer. 

 

Skal de have gødning?
Generelt skal planter ikke have for meget gødning om vinteren, men både tomater og chilier skal have nogle byggesten til at danne frugter med. Så gød dem en gang om ugen. Brug bare en almindelig gødning - det behøver ikke være nogen bestemt slags. De mange forskellige typer gødning giver mening, hvis du dyrker i et professionelt miljø, men som hobbydyrker i vindueskarmen er en almindelig all round pottegødning fin. 

 

Hvad med de der fluer, der er begyndt at sværme om den ene plante?
Hvis du oplever at der pludselig sværmer små fluer rundt om dine planter, så kan det være fordi den øverste del af jorden i potten er fugtig. Vand derfor nedefra og erstat evt. den øverste cm jord med nyt jord. 

Det kan være en god idé at tjekke dine planter en gang om ugen for utøj - husk at du skal se på bladendes underside og finder du lus eller andet, kan du købe rovmider til at bekæmpe dem med. 

 

 

Drivhuset hedder Balcony og er perfekt til dig, der har en mindre altan. Læs mere om produktet på drivhuscenter.dk

Om Nanna Stærmose

Nanna Stærmose
Freelancejournalist.
Nanna er skribenten bag de mange artikler på Drivhusklubben. Nanna besøger glade drivhusejere og fortæller deres historier om basale dyrkeinput og ikke mindst skæve vinkler ved brug af drivhuset.

Bliv klogere på Nanna Stærmose