Blog


...

Drivhusklubben

14 nov 2019 22:15

Drømmen om et Orangeri 2

 

God planlægning og forberedelse kan som regel forhindre mange hovedbrud. Men når man har én leverandør, der støber fundament og en anden leverandør, der skal montere orangeriet på fundamentet, og de to leverandører aldrig møder hinanden, giver det hovedbrud hos bygherren. For vil fundamentet passe med resten af huset? 

Tekst og billeder af Louise Køster, Rabarbergaarden

 

Tidligt i processen blev vi enige om, at vi ville støbe et solidt fundament med isolering i når vi skulle etablere orangeriet. Det skal på sigt hjælpe os med at gøre orangeriet helårs anvendeligt i forbindelse med vores restaurant og aktiviteter.

Jeg må bare sige, at det er en virkelig god fornemmelse at lave et fundament. Det at se den første grab blive stykket i jorden er en vild fornemmelse. Det er det første rigtige fysiske skridt på vejen mod målet.

Men når man skal grave ud, støder man ofte på overraskelser. I store byggerier kan byggeriet støde på gravpladser og fund af Danefæ, her på Rabarbergaarden var det knap så eksotisk. Det viste sig, at der lå resterne af en gammel men stor muret vandtank nede i jorden. Den har sikkert været brugt da der for mange, mange år siden var plantagedrift. Brønden har dog være lukket af længe før vi overtog, så der var ikke andet end at få gravet sig igennem murbrokkerne og få dem op.

Når de så er oppe så skal man jo finde ud af hvad man gør ved dem. Der var for os ingen anden udvej end utrolig mange ture på genbrugspladsen, hvor de forhåbentlig kan blive til god gavn og nytte i en ny form.

 

Passer tegningerne sammen?
Den Juliana model vi havde valgt - en Botanica, var en standardmodel. Det vil sige, at der ikke som sådan var noget, der ville kunne justeres efterfølgende, hvis det ikke passede til fundamentet.

Vi havde entreret med et dygtigt entreprenørfirma til at støbe fundament og den sokkel som selve huset skulle stå på. Men hvor bred var soklen? Og hvor skulle orangeriets hovedkonstruktion stå, på soklen eller nede i fundamentet? Men så er der jo også noget med udseende. Vil det se mærkeligt ud, hvis konstruktionen bliver støbt ned i fundamentet? Vil vi miste højde og det hele blive så lavt, at man skal dukke sig for at komme ind? Alt det ved man ikke, før alt er samlet.

Det kan her på papiret lyde som en rimelig simpel ting at løse, men når man bor et sted, hvor vinterens storme kan tage godt fat, så tænker man i livrem og seler. Det gjorde vi også. 

Konstruktionen skulle i fundamentet, på den måde ville det bedre kunne modstå de stærke storme og vindstød.

Det gjorde ikke arbejdet og hovedbruddet lettere, for nu var det få millimeters nøjagtighed der var på spil. Det allerbedste ville have været, hvis entreprenør og montagefolk kunne sætte sig ned over tegningerne og blive enige om, hvordan den opgave skulle løses. Men der var ikke mulighed for at de kunne mødes fysisk. Derfor agerede vi mellemled, hvor vi efter bedste evne forsøgte at formidle mål, tal, tegninger og spørgsmål mellem de professionelle.

 

Der skydes med kanoner
Dagen oprandt, hvor der var gravet ud, niveleret, lagt isolering og rivenet ud og sat forskalling op. Så kom betonkanonen - en stor betonblander, der blev kørt ind på gårdspladsen og blev der ellers hældt beton ud. Det er knageme mange kubikmeter, der vælter ud af sådan en maskine når der skal støbes godt 50m2 gulv og fundament. Det giver kuldegysninger, både fordi det hele tager rigtig form, men også fordi, der nu ikke er nogen vej tilbage. Det er nu, at alle mål bliver fastfrosset og alle krydser fingre for, at der er læst rigtig på tegninger.

 

Ventetid og valg af gulv
Beton skal hærde, så man er helt sikker på, at det er stabilt og ikke sprækker. Et par dage med frost var i vente, og vi krydsede fingerer for, at der ikke skulle ske frostsprængninger inden det hele var tørret op. Mens vi ventede kiggede vi på gulvtegl. Og der må vi bare sige, at der kan man godt stirre sig blind. Vi var endt på at de skulle være røde, men er i klar over hvor mange nuancer af rød der findes når man snakker tegl? Helt vanvittig mange skulle vi hilse og sige. De søde folk i Vejby Tømmerhandel havde god tålmodighed, når vi igen-igen kiggede på farvekoder, mærkede på tegl og igen-igen måtte hjem og overveje.

Vi endte op med WB Rød Teglsten. Den havde den farve og struktur, som vi tænkte kun ville blive pænere efter slid og tid. Efter 10 dage var betonen klar, og det sidste tynde top-lag kunne komme på. Endnu engang kørte kanonen op foran pladsen og denne gang var det et fint puds og noget færre kubikmeter, der blev skudt ud. Møjsommeligt gik fundaments-folkene nu rundt og jævnede ud. I lange langsomme strøg. med afretter brædder og river uden tænder, fik de stille og roligt lavet en fin og jævn overfalde, der stod våd og spejlblank, da de var færdige. Alle beundrede værket, men ingen havde set katten, der kom listende bagfra. I et hurtigt spring sad musejægeren oppe på kanten af fundamentet. Det var kun takket være en hurtig reaktion fra en arbejdsdreng, at der ikke sad en kat fast i den klistrede masse.

Drivhuset monteres
En tidlig morgen ankom Juliana teamet med stålkonstruktionen. Nu skulle alle mål stå deres prøve. Ville punktstøbningerne i gulvet passe med stålspær? Stille og roligt blev alle dele lagt ud, og stille og roligt begyndte det hele at rejse sig, et spær ad gangen.

Med et lettelsens suk kunne vi konstatere, at al kommunikation på kryds og tværs var nået frem med de rigtige mål. Enkle steder skulle der hugges en hæl og klippes en lilletå, men ikke noget der forhindre at orangeriet kunne materialisere sig.

Vi nåede aldrig rejsegildet, for en-to-tre så var hele den bærende stålkonstruktion oppe og teamet var allerede i gang med at montere spær og sætte de første glas i.

Det er en vild fornemmelse at gå ind i sådan et orangeri for første gang. Hold op det var fedt. Nu var der ikke længere nogen tvivl om, at det ville blive et vidunderligt rum. Et sted der i fremtiden skulle huse mange gode aftner, dage og begivenheder. Et rum der skulle give gode betingelser for smukke planter, som alle vores gæster kunne nyde. 

Intet er gratis
Det er godt, at man bliver så glad og varm inden i når man ser sit orangeri tage form, for det er ikke gratis at bygge store glashuse.
Fundamentet er stort set lagt som til et parcelhus, Botanica orangeriet er oppe over 50m2 - alt det lagt sammen med, at vi ville have et teglstensgulv gør, at man skal lægge et lidt stort budget.

Vi startede ud med følgende budget:

Udgravning og fundament kr.    62.500,00

Botanica Type C 50,8m2 incl. montering kr.  240.000,00

Pudsening af sokkel og lægning af tegl kr.    20.000,00

Teglsten kr.    15.000,00

Etablering af strøm kr.    12.000,00

I alt incl. moms kr.  349.950,00


Dette var vores udgangspunkt, men når man snakker budgetter og byggerier, er det en naturlov, at intet holder hele vejen. Det gjorde det heller ikke her.
Hvad byggeriet endte op med at koste, og hvorfor vi måtte venter yderligere fire uger, før vi kunne tage orangeriet i brug, kan du læse om i næste og sidste afsnit i december.

 

www.rabarbergaarden.dk

Instagram: rabarbergaarden.dk

Facebook.com/Rabarbergaarden

 

 

1 Kommentarer til dette indlæg

...

Christa If jensen

15 nov 2019 18:12

Hej!
Det lyder sandelig skønt med 50m2 orangeri. Jeg har et på 18 m2, som jeg er rigtig glad for. Jeg kan vidst ikke sende jer et billede. Det er en Vica-model. Vi gjorde en fejl. Vi støbte gulvet. Jeg kan se, at I har gjort det samme. Hvis vi ikke havde støbt gulvet, kunne vi have fået god gavn af jordvarme, hvis vi alligevel havde gravet ned som til støbning. Med et lille hul i et hjørne og et rør godt langt ned, ville vi i endnu højere grad have fået gavn af jordvarme. Nu bruger vi en elektrisk varmer og holder 5 grader. Det koster ca. 3000kr om året.