Blog


...

Lars Lund

20 nov 2015 20:28

Trin for trin

Et skridt frem og to tilbage og så frem igen

Nyhedsbrevet fra november indeholdt en video, om hvordan man piller et drivhus ned herunder, hvordan man piller glas ud, der er limet med silikone. Jeg kom vist til at love, at næste video ville handle om det nye drivhus, et Juliana Gartner på 14,5 kvm. Det er et dejligt højt hus. Det har den plads, jeg har brug for, og er af en rigtig god kvalitet. Desværre er der endnu ikke blevet tid til en video, og desværre har der været en del forhindringer, der gør at huset kun lige er rejst, men dog stadig mangler end del. Det handler for mig som alle andre om:Arbejde, tidligt mørkt og stærkt blæst. 

Helt snydes skal I dog ikke, så her kommer lidt trin for trin billeder:

Foto: Grøn Kommunikation

Det gamle hus er nede. Det fungerede faktisk rigtig godt. Heldigvis er det overtaget af nogle andre og jeg er sikker på de bliver glade for det. Nu er min helt ekstrem givende vin tilbage uden støtteophæng fra huset, så der må pæle og stiger i brug.   

 De sidste tomater er taget ud af drivhuset og stængler med grønne og halvmodne frugter hængt op i et lærketræ, hvor solen kan modne dem.

Det gamle hus stod på sokkelsten anbragt på jorden. Det nye er større, så her graver jeg ned i jorden så der er tre sokkelstensten ovenpå hinanden. Jeg kunne også lave et punktfundament. Det er meget, meget  lettere, men min jord skråner, så jeg går den hårde vej. Det er tidskrævende. Herudover kan jeg godt lide at huset står lidt højt, så der er udsigt over haven.

I det gamle hus stod en regnvandstønde, der fik vand fra min boligs tagrende. Nu fører jeg ledningen ud af huset igen. Jeg vil mure et opsamlingskar uden for huset. Dels for at få mere plads inde i huset, men også for at lave det hele lidt anderledes. Vandkar ude til regnvand og vandværksvand inde.

 Soya er på ferie hos mig og konen, og hun vil gerne hjælpe til med det hele, så vi snupper lige en selfie.

 

Tomaterne er ved at modne og der er muret sten på fundablokkene. Her kunne man så sætte det nye hus uden et stålfundament, men det sorte fundament hæver lige huset 10 cm mere, og så synes jeg nu også det er flot.

 Der skal selvfølgelig vandværksvand og vandhane ind og el. Det er der taget højde for med et rør i fundamentet.

Jeg har denne gang valgt at have murstensgulv i hele huset. Man er jo nødsaget til at prøve det også. Nu har jeg dyrket i bede og også i halm hen over 30 år, og nu skal vi prøve noget andet. Derfor skal der sand ind, og det skal komprimeres. Desværre vil dyret ikke starte, men det fikser naboen Willy.

 Det ryster, når man banker sandet på plads, så bukserne falder ned.

Stenen lægges, og når først sandet er afrette, er det meget let. Det er gule almindelige mursten og gule Flensborgsten, som jeg har haft stående et par år. De to sten spiller lidt til hinanden. Ude ville jeg aldrig vælge bløde sten, men her i tørvejr skal de nok holde. En palle med 112 sten koster 3,50 kr. pr. styk. Flensborgstenene noget mere.    

 

Indgangsgavlen samles. Jeg følger brugsanvisningen. Samling af gavl og sider er godt ”beskrevet”. Tegningerne er logiske og lige til at gå til. Senere da jeg samlede døre var det noget anderledes. Hvor svært kan det være !!! har de nok tænkt. Fire stykker der skal samles, men de kan faktisk samles på rigtig mange måder, så her mangler en mere detaljeret tegning. Plads til forbedring. 

Siderne samles. De er lettere og hurtigere at samle end at samle gavlene.

Gavl og sider stilles op. To gode råd: Hav mindst en hjælper, men gerne to. Vi var i starten kun to og en kastevind væltede den ene side, så de øvrigefulgte med. Efterfølgende blæste det så meget, at vi måtte udskyde opstillingen i 14 dage. Så det andet råd er: Vælg en dag med vindstille vejr. Skru ikke boltene for fast i hjørner på gavlen. Den skal kunne give sig lidt, ellers kan det være ret vanskeligt at få siderne koblet på plads. De skal lirkes sammen med gavlene.   

Og to hjælpere er bedre end en. Bemærk støttestopler ved siderne. Skulle der komme end vind fra vest,så kan det ikke gå helt galt.

Hertil er vi så nået til. Huset er stort set samlet. Jeg bankede som beskrevet ovenfor nogle støtte stolper ned så de kunne støtte siderne, hvis vi igen skulle opleve en kastevind. Skulle det ske,  så ville stolperne holde siderne på plads. Senere efter huset var samlet kom en kraftig kuling. Stolperne væltede, men huset rokkede sig ikke en millimeter. Vi glæder os til at få tid til resten: Glas, montering af dør og vinduer, en bred trappe op til drivhuset, hvor der også kan stå planter og så indretningen.  Det må der laves en video af.