Blog


...

Nanna

26 nov 2015 12:34

Syltede pigeonæbler

Pigeonæbler er juleæbler, og Louise Køster fra Rabarbergaarden giver dig her en lækker opskrift på, hvordan du sylter de små røde skønheder. Server dem til juleanden, gåsen eller brug dem til isdesserter. 

Velbekomme.

Pigeonæbler er gode til at sylte. Foto: Rabarbergaarden.


Et af de æbler vi gemmer med stor fornøjelse her på Rabarbergaarden er Pigeon, bedre kendt som Julens æble.

Mange tænker; ”Hvad pokker kan man gøre med det lille æble udover at hænge det op som pynt?”. Men netop det, at det er et lille æble, gør dem perfekte at sylte hele. Man sylter dem faktisk ligesom man sylter paradisæbler og bruger dem på samme måde, nemlig både til julens stege, eller hvis man laver den sødere model, til sommerens isdesserter.

Syltede pigeonæbler

Det skal du bruge:

1 kg små fine og faste pigeonæbler (helst i ca. samme størrelse)

2 dl vand

1 dl æbler cider

1 dl hybenroseeddike eller æbleeddike

½ kilo sukker - 700 gr. Hvis det skal være den søde model

3 laurbærblade

10 hele sorte peberkorn

5 kardemomme kapsler

2 hele kanelstænger 

1 flækket polynesisk vaniljestang (her er det faktisk ret vigtigt, at det er en af de fede fra Polynesien)

5 skiver af en super frisk ingefær

Skoldede rengjorte henkogningsgals eller genbrugs sylteglas.

Sådan gør du:

Skyl æblerne, lad stilken være, men fjern resten af blomsten I bunden af æblet.

Prik æblerne hele vejen rundt med tyndtandet gaffel.

Alle ingredienser minus æblerne kommes i en passende gryde (hvor der også kan være plads til æblerne senere) og bringes op at koge.

Lad lagen koge I 5 minutter og tilsæt så æblerne. Lad dem koge med op igen og tag dem så af varmen. Skum gerne lagen for de værste urenheder.

Æblerne tages forsigtig op ad lagen og lægges I enten et eller flere rengjorte glas. Det er vigtigt, at de ligger tæt og helt op til kanten, så der kommer så lidt luft som muligt.

Hæld lagen over æblerne og sørg for at de er helt dækket.

Husk at fordele krydderierne, der sikkert ligger tilbage på bunden af gryden, I de forskellige glas. De vil give god smag til æblerne mes de trækker.

Sæt glassene på køl eller i et koldt mørkt rum. Måske endda i en mørk kasse i drivhuset.

Lad dem trække 14 dage inden du tager hul på dem.

Hvis du laver dem nu ,vil de være klar til din julegås eller juleand.

Hvis du laver den søde model, kan de sagtens bruges til din ris a la mande i stedet for sauce af syltede kirsebær. 

Og glemmer du dem, vil de fint holde sig til sommerens første isdesserter. 

Her på Rabarbergaarden vil du i hvert fald kunne nyde dem i vores restaurant fra Påske. 

Glædelig jul & godt nytår

ønsker vi jer alle her fra

Rabarbergaarden

www.kosterco.dk