Blog


...

Lars Lund

17 nov 2011 11:41

Hjælp pindsvinet over vinteren

Hjælp pindsvinet over vinteren
Den hjælper dig med de små dræbersnegle

 

 

En pindsvineunge forsøger sig med en sej dræbersnegl. Det bliver et af de sidste måltider, inden den går i hi.
Foto: Grøn Kommunikation

 

Pindsvin kræver hverken udsigt til hav eller skov, når de vælger vinterbolig. En kompostbunke og en træpalle er et glimrende bo for det lille dyr, der i disse dage snøfter rundt for at finde en bolig inden det for alvor bliver vinter.

Pindsvineboet kan blot være et tørt hulrum under en træplade eller en lille kasse, der står på hovedet.


En træpalle med en kompostbunke ovenpå kan fint bruges som pindsvinebo. Pindsvinet skal kunne komme ind under bunken, men sæt et skilt på bunken og skriv pindsvinebo. Måske glemmer du at her bor et pindsvin, når vi når til foråret, og du måske stikker en greb eller en spade ind i kompostbunken. Tjek også grenbunker og den slags for sovende pindsvin, før du brænder dem bunken af.


Ved at lade ukrudt, grene og visne blade ligge i nogen af de mere afsides og skyggefulde hjørner af haven, skaber man gode levevilkår for de snegle, orme, bænkebidere og andet kryb, som pindsvinet lever af

Det er vigtigt, at der er vand i haven, så pindsvinet har noget at drikke. Det kan være i form af en skål eller et lavt fuglebad. Har du en dyb havedam, er det godt med en rampe i form af et bræt, som et tørstigt pindsvinet kan kravle op ad, hvis det falder i dammen.


Hvis du vil have et mere raffineret pindsvinebo, som du kan bruge år efter år, så kan du i mange planteskoler eller butikker der handler med haveting købe færdige pindsvinebo.

 

Fakta om pindsvinet

Pindsvinets slægt hedder Erinaceus og det er jordens ældste slægt af pattedyr. Man ved, at der for mindst 15 millioner år siden levede pindsvin, der ligner dem vi kender i dag. Pindsvinet er altså ret god til at overleve og tilpasse sig nye miljøer.

Pindsvinet kan rulle sig sammen til en levende nålepude der har cirka 6000 pigge. Piggene er hår der er omdannet til sylespidse forsvarsvåben.

Pindsvinet er et skumrings- og natdyr og sover 5 – 6 måneder om vinteren uden at spise! Gennem hele sommeren og efteråret har pindsvinet spist en masse mad og opbygget et tykt fedtlag. Det skal det leve af fra det går i hi i november, til det vågner igen omkring april.

Vintersøvnen er ikke en almindelig søvn. Det er nødt til at spare på energien, hvis dets fedtlag skal kunne strække i de mange vinter måneder. Derfor sænker pindsvinet sin temperatur, så den kun er lige over temperaturen i luften omkring det så længe det ikke er frost. Når det fryser udenfor, holder pindsvinet sin krops temperatur på 2 – 4 grader.

I dvale, slår dets hjerte ganske langsomt. Kun 6 – 15 gange pr. minut. Pindsvinet trækker næsten heller ikke vejret. Nogen gange kan det holde vejret i over en time. Så trækker det vejret ud og ind i 4 minutter og holder en ny pause på en time.

Det sker at pindsvin vågner op af vintersøvnen og går lidt rundt. Men tit lægger de sig til at sove igen.

Pindsvinet er en ægte vintersover. Det er der kun få andre pattedyr der er i Danmark. Eksempler er flagermusene, birkemusen og hasselmusen.
Kilde: Skoven i skolen