Blog


...

Lars Lund

13 mar 2013 23:29

Sjældne frø samler man på

Savner du nyt til haven, så prøv noget gammelt

 

Vi skal snart i gang med at så, også i haven. Savner du specielle frø fra planter, som du kun har hørt om, men ikke kan finde, så skal du have fat i Frøsamlerne.

 

Frø koster penge, og de gode gamle sorter, som man måske husker som barn, er slet ikke til at få fat på.
Heldigvis er der andre, der har tænkt samme tanker. Ja flere hundrede andre, der har samlet sig i en forening kaldet Frøsamlerne.

Foreningen blev oprettet i 1986 på initiativ af den amerikansk fødte Lila Towle. Et af de vigtigste formål er at finde frø, der ikke længere sælges, men som kunne have en kulturhistorisk værdi.

Tidligere var meget almindeligt, at man på landet selv avlede sine frø. Det betød, at man her kunne finde køkkenurter, blomstersorter, frugttræer, tomatplanter, der var gået i arv gennem flere generationer, men desværre er der nu kun meget få, der giver sig af med avlsarbejde af den slags, så mange spændende sorter forsvinder lige så stille.

EU passer skam på

Frøsamlerne er for alle interesserede, men det har ikke været uden problemer at starte foreningen og udveksle frø mellem ligesindede. Det er nemlig ikke uden videre tilladt at formidle frø, selv om formidlingen foregår som gaver til hinanden.
Statens Frøkontrol er sat til at passe på, at vi ikke får uønsket frø ind i landet og EU skal i dag godkende det frø, der kommer på markedet.

Det finder amatør frøavlerne på en måde er i orden, for meningen er jo at beskytte de planter, der hører vores kultur til, også selv om mange af de gamle planter rent faktisk er indført fra andre lande.

 

Modefrø

Når foreningen alligevel har fået grønt lys til sit samleri fra staten, skyldes det, at man har etableret sig som en forsøgsvirksomhed og herved forpligtiger sig til, at føre en slags rapport over dyrkningsresultaterne. Staten har således også kontrol over, hvor der foregår forsøg.

Frø - og det der kommer ud af dem - er som alt andet udsat for modeluner. Lige nu er det det sorte eller mørke, der er på mode og for få år siden var det meget moderne at dyrke lilla blomkål og røde grønkål. Tagetes skulle engang være høj og flot, men så kom moden, hvor alle planter skulle være miniplanter. Dermed forsvandt den høje sort for en tid.

Som medlem af Frøsamlerne har du adgang til at modtage frø fra andre medlemmer eller få frø fra foreningens frøbank og den er stor og spændende. Her findes alt fra sjældne krydderurter, køkkenurter, sommerblomster potteplantefrø , frugt og nøddetræer, ja sågar tomatfrø fra en russisk botanisk have.

Medlemmernes haver udgør en decentral "græsrods genbank".
Foreningen får frø til afprøvning fra organisationer i udlandet, og tilbyder gamle danske sorter til frøsamlere i Sverige og Norge. Samtidig samarbejder den med Nordisk Genbank for at sikre langtidsbevaring af gamle og truede urter.

Meld dig ind på www.froesamlerne.dk

Lila Towle startede frøsamlerne