Blog


...

27 jun 2019 22:19

Fra standard til unikum drivhus

Lene Søe Højberg og hendes mand Claus Bonde har ved at ombygge et Halls Standard drivhus skabt deres helt eget unikke drømmedrivhus.
Foto Lene Søe Højberg.

Tekst: Nanna Stærmose 

Lene Søe Højberg og hendes mand Claus Bonde drømte om et drivhuse i deres eget unikke design. De købte et standard drivhus fra Juliana og byggede det ind i en kreativ trækontruktion.

I en have ved Roskilde står et unikt og smukt drivhus. Den ene ende er bygget ud med en sort trækonstruktion og begge gavle er ligeledes i sort træ. Her dyrker Lene Søe Højberg og Claus Bonde planter og gode stunder. 
“Jeg blev meget inspireret af Claus Dalbys bøger, bl.a. “Drivhusdrømme”. Vi gerne have et drivhus, der både kunne bruges som udehus og som kunne passe til vores gamle muremestervilla,” siger Lene Søe Højberg. 

Der gik mange år inden drømmen om et anderledes drivhus blev til virkelighed. Men efter en snak med gode venner, hvor manden var bygningskonstruktør og derfor kunne give råd og vejledning, begyndte det at tage form. 
“Min mand er socialrådgiver og jeg er agronom, og vi havde ingen byggetekniske forudsætninger for at gå i gang med sådan et projekt. Men med gode venners hjælp kunne det lade sig gøre,” fortæller Lene Søe Højberg. 

Første skridt var at finde ud af, hvor huset skulle stå. Men efter at familien havde nedlagt deres hønsehus, blev der en fri plads i haven. Næste skridt var at finde et standarddrivhus, der egnede sig til at blive sat ind i en trækonstruktion, og efter megen søgen endte parret med at købe et Halls Magnum 9,9 kvm. 
“Vi skulle finde et drivhus, hvor profilerne egnede sig til at blive fræset ind i træ. Vi endte med Halls, fordi profilerne har en enkel konstruktion, og fordi det er et relativt billigt hus. Det gav mere mening at begynde at splitte et billigt hus ad end en af de dyrere Julianamodeller, som vi også så på, siger Lene Søe Højberg.  

I den ene gavl er der sat en dør i. Den var lidt en udfordring at lave, og et tip er måske at købe en standarddør og så lave gavlen ud fra den.
Foto: Lene Søe Højberg

 

 

I den anden ende er der sat en brændeovn ind. Den giver god varme og betyder, at familien også har kunnet bruge huset helt hen i november måned. 
Foto: Lene Søe Højberg

 

Erfaringer
Missionen er lykkedes, og familien har fået deres helt eget unikum af et drivhus. Men det har også givet udfordringer. Bl.a. byggede de en dør fra bunden, men den har slået sig grunden nogle skæve lægter. I bagklogskabens lys havde det nok været lettere at købe en dør i standardmål og så bygge gavlen efter det, erkender Lene og hendes mand. En anden ting er fundamentet. Huset står på to fundamenter, og det betyder, at det har givet sig lidt og gaber lidt nogle steder. Ét stort fundament til både trædelen og drivhuset havde måske kunne imødekomme den udfordring, og endelig er det en vigtig overvejelse, hvordan træet bliver fæstnet til aluminiumsprofilerne. Det er vigtigt, at de kan give sig lidt. I dette tilfælde er profilerne fræset ind i træet og fæstnet med lim, hvilket indtil videre holder fint.
“Vi er jo glade amatører og en professionel ville måske trække lidt på smilebåndet. Men vi er selv meget glade for resultatet, og så har vi fået en masse erfaring,” siger Lene Søe Højberg. 

Den erfaring kan Lene og hendes mand muligvis få brug for. De flytter nemlig fra deres hus og deres unikke drivhus. Og drømmen er, at kaste sig ud i et nyt drivhusprojekt, når de er kommet på plads i deres nye domicil. 
“Jeg tror, vi skal have et drivhus igen. Jeg er meget glad for have og drivhus, og vi har haft meget glæde af det, vi lavede. Men hvordan det næste kommer til at se ud, det ved vi ikke helt endnu,” siger Lene Søe Højberg. 

 

 Profilerne er fræset ind i træet. Foto Lene Søe Højberg

 

Trædelen af huset er belagt med tagpap - en smuk løsning. Det er pænest at bruge det helt sorte tagpap, selvom det også er det dyreste. 
Foto: Lene Søe Højberg