Blog


...

Lars Lund

05 jun 2013 12:46

Når hækken skal klippes

Hold bare ferie og skub den dårlige samvittighed til side

 

Hvornår er det nu, man klipper hæk? Ja efter gammel tradition er det jo inden Sankt. Hans, og det kan man da også sagtens, men det er en myte, at det skulle være det bedste tidspunkt, set fra hækkens eget synspunkt.

Hækkens blade er med til at skaffe næring og kraft til hækken og ikke mindst sikre et godt og veludviklet rodnet. Jo tidligere man klipper hækken, jo mere kraft klipper man af. Cirka midt i juli er hækken færdigudviklet og bladene har nu en rum tid bidraget med det, der er deres formål, så nu kan hækken klippes. Med andre ord, du behøver slet ikke have dårlig samvittighed, hvis ikke du lige når klipperiet inden den gyldne dato.  

 

Langt de fleste har en ligusterhæk fordi den vokser hurtigt, er rimelig let at klippe og er tæt hele året.

Ud over hvad der nu er sundest for hækken, så kan andre både praktiske og æstetiske forhold spille en rolle. Klippetidspunktet kan for eksempel afhænge af, hvor stilren hækken skal være, og hvor meget den eventuelt rager ud over fortov og vej. Klipper du den sidt i juni, kan du tæmme den, men du skal så klippe igen senere på året. Venter du til midt i juli, kan du nøjes med en gang klipning. Ulempen er, at der så skal klippes meget.

 

En nyplantet hæk skal man lade vokse op til den højde, man ønsker den skal være i, og herefter klippe den tyve centimeter under den ønskede højde. Siderne kan man tage hvert år. Mange husker sikkert at morfar altid klippede en nyplantet hækken ned hvert år, så den blev tæt. Den metode anvendes ikke længere, fordi planterne er tilpasset i tæthed i planteskolen. 

 

Det kræver øvelse, at få det perfekte resultat, når hækken skal klippes, men på den anden side er det ikke vanskeligere, end man kan lære det i løbet af ganske få sæsoner.

Typisk laver man tre fejl. Den måske største er, at man ikke klipper nok af hækken, så den ender med at blive meget bred eller meget høj. Dernæst, at man meget let kommer til at klippe hækken så den smaller ned for neden og bliver bredere for oven, og endelig, at den bølger sig i bakke dal på en måde, man egentlig ikke lige havde tænkt sig. Den udvoksede hæk skal klippes godt tilbage, til gammelt ved, eller så det er lige før, den ikke ser så køn ud. Det gælder både top og sider. Ellers bliver den bred og høj. 

Den helt gamle ligusterhæk, der er åben og dårlig kan du klippe helt tilbage. F.eks. 20 – 30 cm over jorden. Den er oppe igen på to år til max. tre år. Gør det i februar. Er den for bred, så klip den ene side ind i februar og vent næste februar med den anden side.

 

Start klipningen fra bunden og gå op ad siden. Sørg for at hækken er bredest for neden og "smaller" ind for oven. 40 – 50 cm i bunden og 30 – 40 cm i toppen er passende, så får hækken lys hele vejen og vælter ikke så let, når sneen tynger.

Den lige hæk kommer med øvelse. Ellers kan du trække en snor og følge den. Det er altid en god ide, at du engang i mellem træder lidt tilbage. Så kan du hurtigere rette fejl, inden det går helt galt.

                           

Hvis du har vanskeligt ved at klippe lige, så kan du da klippe hækken som ligustaen bag havedammen.

Foto: Grøn Kommunikation

 

Du kan selvfølgelig også plante hæk i høje potter, så skal du ikke vente år på at de når den højde, du ønsker. Bort set fra det, så kan man også købe en hæk, der har den højde, den nu skal have. Den sælges under navnet "FÆRDIGHÆK" og der findes forskellig plantetyper.  

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg