Blog


...

Lars Lund

27 jul 2016 13:49

Test om din buksbom er syg

Buksbom er en af de mest populær planter i haven

Foto: Grøn Kommunikation ©

En simpel test kan afsløre, om dine buksbom er ramt af den nye farlige sygdom

 

Buksbom er skønne rumdelere, når man gerne vil kunne se over hækken, men desværre er der gået sygdom i mange buksbom, så gamle hække skal plantes og nye graves op.

 

Buksbom kan dog også få sygdomme, der ikke tager livet af dem. Bladene kan blive brune af andre årsager, for eksempel blot ganske almindelig frost eller udtørring. Er det tilfældet, er der ikke nogen grund til panik. Faktisk kan du lave en lille test, der kan give dig et klart fingerpeg, om den sygdom dine buksbom har, nu også er en alvorlig sygdom.

Inden jeg fortæller dig om testen, så kort om de to vigtigste og alvorligste sygdomme.

 

Den ene hedder buksbomgrentørre på latin Volutella buxi. Den viser sig som bleggule blade og visne skud. De lyserøde eller hudfarvede sporepuder kan ses på bladenes underside. Sygdommen er bestemt alvorlig, men spredningen kan lettere styres end den anden sygdom. Generelt skal man dog kasserer syge planter.

 

Den sygdom der har fået alle danske haveejere, og for den sags skyld også plantecentre, i chok, hedder buksbomkvistdød, på latin Cylindrcladium buxicola. Det er en sygdom, der er kommet inden for de seneste år.

Hvis problemet ikke opdages i tide, kan det gå lynhurtigt med at smitte alle dine buksbom. Sygdommen starter som små pletter på bladene. Herefter visner bladspidsen og hele bladet bliver gråligt. Men det er jo netop de hersens brune pletter, der kan skabe både tvivl og panik.  

 

Put den i plast

Hvis du er i tvivl om dine buksbom er angrebet af netop denne sygdom, så har plantedoktoren Magnus Gammelgaard et godt tip, som ikke skulle efterlade tvivl.

 

Klip nogle af de angrebne blade i en plasticpose sammen med noget fugtigt køkkenrulle. Læg posen ved ca. 20 grader i 2-3 døgn. Hvis du kan se en hvid lidt grålig pels på undersiden af bladene, så er din plante angrebet af den farlige sygdom.  

 

Generelt skal du undgå de fleste svampesygdomme ved at være sparsom med at vande planterne fra toppen. Våde og tætte planter fremmer sygdomme.

Denne buksbom kunne godt se ud til at være syg, men egentlig er den blevet ramt af en algegift, fordi en algebekæmper ikke passede på, da han rensede et tag.  

Foto: Grøn Kommunikation ©

Også her kan det ligne sygdom. I virkeligheden er det nok snarere udtørring. 

Foto: Grøn Kommunikation ©

Du kan læse meget mere og se mange flere detaljerede billeder på http://plante-doktor.dk/cylindrocladium%20buskbom.htm

Eller på http://www.danskehavecentre.dk/hold-oje-med/pas-pa-ny-sygdom-i-buksbom

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg