Blog


...

Lars Lund

08 jul 2013 10:26

Køber du den rigtige jord til drivhus og have?

 

 

Økosækken er måske slet ikke så økologisk som vi tror?

Foto: Grøn Kommunikation

 

Vi tror vi køber jord, men lang det meste af det, der er i de sække, vi køber til havens planter, er endnu ikke blevet til det, vi normalt forstår ved jord. Det er spagnum, som så kan være tilsat forskellige dele, såsom ler, sand, gødning eller kalk. En plantesæk til drivhuset fås fra 9 kr. og op til omkring 40 kr. Prisforskellen skyldes først og fremmest tre forhold.

1. Det ekstra materiale, der er tilsat spagnum.

2. Kvaliteten af selve spagnumproduktet

3. Sækkens volumen, altså hvor meget der reelt er i sækken.

Kvalitet

Kvaliteten af spagnum afhænger af, hvor lys eller mørk den er. På sækken betegnes den lyse spagnum som grov, og den mørke som fin. Jo lysere spagnummen er, jo bedre er kvaliteten. En lys spagnum er grov, og indeholder masser af luft og hulrum, til gavn for planternes rødder. Det gør især den lyse velegnet til kapillærkasser i drivhuset eller til brug i surbundsbedet. Den lyse omsættes ikke så hurtigt som en mørk spagnum. Det vil sige, den bliver ikke så hurtigt til en mørk, sammenklasket spagnum. Den mørke spagnum bliver hurtigt vandlidende. Det er til gengæld en fordel i potterne, der en varm sommerdag hurtigt tørrer ud. Husk dog altid dræn, så rødderne ikke sopper i vand.

Tilsætning

Spagnum, der ikke er tilsat noget som helst, er naturligt billigere end spagnum tilsat et materiale. Noget spagnum er tilsat naturgødning, og det koster mere end kunstgødning. Noget er tilsat Leca for at dræne. I så- og udplantningsjord er der ofte tilsat sand, og i rosenjord, lidt ler. Det at tilsætte noget, koster penge, både i produktion og i materialeomkostninger, og det er det, vi så betaler for.

Volume

Volumen betyder selvfølgelig noget i forhold til det, vi får ud af det i haven, men for plantesække til drivhuset er det heller ikke lige meget, om der er 40 liter eller 50 liter i en plantesæk. Jo mere volumen, jo bedre er det for planterne. Der findes økologiske - og lidt dyrere, plantesække, men læser man deklarationen på bagsiden, fremgår det paradoksalt nok af nogle af de økologiske produkter, at de ikke er så økologiske, som det fremgår på selve emballagen. Det skyldes især at indholdet er spagnum, der ud fra et økologisk synspunkt ikke bør bruges, fordi selve produktionen ødelægger vor natur.

Øko?

Generelt er spagnumkvaliteten på hurtig nedtur. Årsagen er netop, at verdens højmoser efterhånden er drænet for god spagnum. Tidligere regnede vi den svenske spagnum for den bedste, man kunne få fat på, men også den er faldet betydeligt i kvalitet, fordi svenskerne også er ved at udtømme deres naturlagre.

Alternativer

To gode alternativer ( til købejord) er kokosjord, og et dansk produkt kaldet Champost. Problemet i forhold til de to produkter er, at forbrugerne dels ikke vil betale en højere pris for et super produkt, og dels at det er meget vanskeligt at ændre folks forestilling om, hvad der er godt at dyrke i.
Kokos har spagnums gode kvaliteter. Det er luftigt og optager hurtigt vand og næring til lagring for planterne. Samtidig er det genbrug af kokosskaller, der har været igennem en kværn. Kokos er desværre meget vanskeligt at få fat på. Lejlighedsvist er det set i ALDI og Ikea.
Champost er fremstillet af komposteret hestegødning. Tidligere var det genbrugskompost fra produktionen af champignon. På grund af prisen, sælges det desværre ikke i samme omfang, som de spagnumbaserede produkter.

 

Champost er baseret på spagnum blandet med hestemøg

Foto: Grøn Kommunikation