Blog


...

Lars Lund

16 jul 2012 12:03

Ukrudtet venter, men pas på sprøjten!

Når du kommer hjem fra ferie, venter en masse ukrudt, og så er det jo fristende at kaste sig over Round up, eller andre mærker med glyphosat. I 2009 viste mange målinger ved vandværkerne, at Round Up nåede ned til grundvandet, men der blev fra politisk side sat et stort spørgsmål ved rigtigheden af målingerne. Nu fastslår en helt ny dugfrisk rapport fra Miljøstyrelsen, at målingerne skam var rigtige. 2009 var særlig slemt og nogle år kan man faktisk måle mere end andre år, uden at vide hvorfor. Muligvis kan det skyldes ændringer i nedbørsmængden, der kan påvirke resultatet.

 

Hvor giftigt er det for mennesker?

Det store spørgsmål er så: Hvad sker der, når vi drikker glyphosat? Betyder de mængder der er målt noget?

Giftekspert Nina Cedergren fra Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet udtaler til Ingeniøren.dk, at vi overhovedet ikke behøver at bekymre os om den smule Roundup, der kan måles i grundvandet. Aktivstoffet glyphosat er så ugiftigt at både bordsalt og kaffe er mere skadeligt for mennesker. Kun hvis du drikker direkte af flasken, risikerer du at tage skade, siger hun, men tilføjer, at det gør du også, hvis du drikker for meget kaffe.

Til gengæld bekymrer det hende, at når man kan finde glyphosat i grundvandet, så vil man også kunne risikerer at finde langt mere farlige stoffer som insekticider, der selv i små doser er giftige for mennesker og dyr. Tre procent af vores pesticideforbrug hører til den farlige kategori. Så bekymret i forhold til om stoffet kan skade dig eller andre, behøver du måske ikke at være. Diskussionen er måske snarere, at når vi nu har rent drikkevand, hvorfor så overhovedet forurene det, selv i så små mængder, at det ikke er skadeligt.

Her sprøjtes der, men forhåbentlig er det ikke et middel med glyphosat, der er i sprøjten

Foto: Grøn Kommunikation.    

Gas er ikke bedre

Gas er meget populært, men set ud fra miljømæssige synspunkter, så slipper vi faktisk meget CO2 ud i luften, når vi gasser den. Hvad er så tilbage af muligheder? Det mest miljøvenlige er hakkejernet. Dernæst kommer produkter der indeholder fedtsyre som har samme virkning som gas, nemlig at planterne svides.

Så er der den mere kreative måde. Det er at dække sin jord med alle de planter, man synes om, at putte sand mellem fugerne som ukrudt ikke kan vokse i fordi der er for basisk (f.eks. Dansand) eller at dække et stykke jord der har megen ukrudt og ikke andet, med sort plastik et stykke tid, og få det væk på en 3 måneders tid.

 

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg