Blog


...

Bodil

11 jul 2012 00:03

Orkidé-eksperiment i drivhuset

 

Nytårsaften 2010 fik jeg foræret en meget smuk orkidè - der var 2 lange stængler hver besat med smalle grønne blade og de yndigste hvide små blomster hele vejen op. De stod meget længe, og i løbet af foråret spirede 2 små nye stængler op fra roden, og underet med blomstring gentog sig ved juletid 2011.

Her i foråret klippede jeg som tidligere de gamle stængler af, da der igen var kommet et par nye tilsyne. De afklippede stængler med bladene var fint grønne, omend med afblomstrede hoveder, og i lang tid stod de og var dekorative i hver sin lille keramikvase.

Da jeg - vel efter en 3 ugers tid - ville kassere dem pga. at bladene efterhånden blev gule og faldt af, havde de hver en lille grøn vorteagtigt knop nederst. Det så spændende ud, så de kom i vand i endnu nogle dage. - Og knopperne voksede!

Det var efterhånden blevet maj måned, og jeg tænkte, at jeg måtte give de små "tingester" nogle vilkår, som derfra hvor de stammer, altså fugtigt og varmt.

Stænglerne blev kortet af lige over knopperne og sat i orkidéjord tilsat en smule så- og prinklejord - potten blev placeret i en urtepotteskjuler, der blev placeret i en lanterne (med låg uden glas) til bloklys, som derefter fik plads i drivhuset.

Efter en uges tid sygnede den ene "stikling" hen, så væk med den. - Men den anden har nu ud af den vortelignende knop leveret 3 små blomster. - Det er som om, der er aktiveret en forsinket blomstring - og spændende har det været at følge.

Det næste spørgsmål er så, om der mon er dannet rod i den anden ende? Foreløbig får den fred for nysgerrig pillen.

Desværre kender jeg ikke navnet på den - ikke helt almindelige - orkidé.

Vedhæfter nogle fotos af den seneste udvikling.

 

Hilsen Bodil

 

 

1 Kommentarer til dette indlæg

...

Bodil

27 aug 2012 19:04

Så er det vist på tide med opfølgning på orkidé-eksperimentet.

Den lille pusling er selvfølgelig afblomstret forlængst. Den har fået vand i passende mængder og ellers stået på samme plads i sin "kuvøse" (en forholdsvis stor lanterne) i drivhuset.

I går skulle det afsløres, om der mon var sket en form for roddannelse nede i potten. - Det var der ikke!

Men puslingen er stadig frisk grøn, så jeg fandt tiden inde til at give den en frisk potte i form af et sødt lyserødt fyrfadsglas, idet jeg tænkte, at den måske manglede noget lys omkring sin "rod" (såkaldt normale orkidéer står jo i gennemsigtige plastpotter). Orkidéjorden blev genbrugt, og jeg kunne ikke nære mig for at give den noget "mad" i form af vanding med et strejf orkidégødning. Derefter blev den genplaceret i "kuvøsen", som det fremgår af nedenstående foto.

Småstenene er med til at holde på varmen om natten, og så pynter de jo :-))

 

Viser også lige, hvordan "moderen" ser ud lige nu. Der skulle gerne komme en masse hvide små blomster op langs stænglerne ved juletid.

 

Den har normalt ikke luftrødder som orkidéer ellers benytter, men fotoet afslører alligevel en lille forsigtig en af slagsen, tror jeg.

 

Den er bestemt også dekorativ inden blomstring, og læg mærke til på sidste foto, hvordan det nyeste blad har ligget "pakket ind" i det foregående. - Underholdende plante, må jeg sige :-))