Blog


...

Lars Lund

29 jan 2014 16:45

Skifter du jord i dit drivhus?

God jord er som revet rugbrød

Foto: Grøn Kommunikation

Jord kan blive træt, men hvor træt bliver drivhusjord?

Træthed hos jord handler om bakterier, skadelige svampe og ganske små tynde orm, man kalder nematoder. Det er kendt at stenfrugt som kirsebær og kernefrugt som æbler ikke må stå i jord, hvor der før har været -enten den ene eller den anden slags frugt. Jorden skal skiftes, hvis et gammelt æbletræ fjernes og et nyt skal stå samme sted.

Sædskifte

I køkkenhaven er det også kendt, at man skal lave det der kaldes sædskifte. Det vil sige, at man for eksempel ikke planter kartofler, hvor der året før var kartofler, men tidligst bruger den samme jord 3 år efter.

Planter man i samme bed, får man ikke nødvendigvis syge eller dårlige kartofler, men risikoen er stor.

De gamle skiftede

Hvordan er det så drivhusjorden? Ja hvis man nu planter for eksempel tomater i samme jord år efter år, så vil jorden blive træt. Træt jord er viden tilbage fra dengang bønnerne ikke kendte til sprøjtemidler og kunstgødning, men brugte det man havde i naturen. Man udskiftede som hovedregel en tredjedel af jorden og der er igen grund til at tro, at det skulle være anderledes i drivhuset. Laver man nu vekseldrift i drivhuset, så man det ene år planter tomater et sted i drivhuset og det anden år planter agurker, hvor der stod tomater, ja så har man jo allerede reduceret arbejdet med at skifte jord til hvert andet år. I naturen klarer de små planterne sig med jordskifte med at kaste frøene et lille stykke væk fra det sted, de sidst stod. De store træers rødder søger nye græsgange.

Og dog

I drivhuset er der en tredje vej, som ser ud til at være farbar. Hvis man lægger 5 til 10 cm kompost på jorden, så skal man ikke skifte den. I al fald ikke et stykke tid. Hvor lang tid der går, inden den igen er det, vi kalder tjenlig, er ikke til at sige. Nogle har ventet med at skifte i 5 år, andre i ti år, og desværre er der ikke lavet forskning på området.

Personligt foretrækker jeg at fjerne 5 til 10 centimeter af den gamle jord og erstatte det med kompost, men jeg har også en god ryg, og det er slet ikke sikkert, det er nødvendigt. Det ser ud til, at hvis man vander- eller rettere gøder - med brændenælder, så holder jorden sig også sund i mange, mange år.

Det er sikkert samme fænomen, som man kender fra Tagetes. Planter man Tagets, kan den gøre en syg jord rask. Jo, det var da også en mulighed, det  at dyrke tagetes et år, og så bare nyde blomsterpragten. Hvis altså lige man kan lide den blomst.

       Foto: Grøn Kommunikation

2 Kommentarer til dette indlæg

...

Anja Egeriis

06 mar 2014 18:31

Jeg dyrkede i mit gamle drivhus i 20 år uden af skifte jord - og uden sygdomsproblemer  :)

Jeg fylder lidt kompost på hvert år, så en gang imellem er jeg nødt til at fjerne lidt jord, fordi der er for meget af den, men gør det ellers ikke.

Tomater trives fint i den samme jord år efter år - det økologiske gartneri Markhaven dyrker også i den samme jord hvert år :)

...

Lars Lund

09 mar 2014 21:04

Hej Anja

Ja, som læser af Praktiks Økologi, kender jeg godt Markhaven. Når man lægger et ekstra lag kompost på skifter man i princippet også jorden. Nematoder, som man gerne vil undgå,  findes kun i det øverste jordlag.

mvh

Lars