Blog


...

Lars Lund

31 jan 2012 07:56

Drivhuset i januar - Lys men ikke nok til alt

Så kom vi ind i det nye år og ud af det gamle. Julen i drivhuset blev rigtig hyggelig, med masser af nisser, ild i kakkelovnen og varme æbleskiver og gløgg. Jo sådan nogle dage er det dejligt at være ude og alligevel inde.  
Januar, hvad mon den byder på? Det er måneden, hvor næsten alt med grønne fingre bliver til hvide fingre og næsten ligger alt stille. Og dog. Det er også måneden, hvor mange løg i potter i drivhuset pibler op, og det er måneden, hvor man kan nyde at nippe de friske krydderurter, der hygger sig under det lunere glas. Ja, nippe kan man alle måneder, men jo længere vi kommer hen på vinteren, jo mere smager det friske, blandt andet fordi, der ikke er så meget af det, måske lige bort set fra kålen, der langsomt, men sikkert gror videre.

Jo et af mine drivhuse blev i december brugt til både julehygge og nytårsskål med champagne. Herfra kunne vi nytårsaften skåle i ly og varme uden at miste det store bang.  I juledagene blev det brugt til et lunt ophold mellem puslerierne i haven og med dejlig varme æbleskiver og gløgg.

Nisserne hyggede sig i kurven der ellers var beregnet til potteplanter.

Sommeren begynder nu.
I januar starter de mest entusiastiske også såning af mange af de tidligere sommerblomster til senere udplantning eller såning af f.eks. chili.  Det kan man selvfølgelig godt gøre ude i sit drivhus, men der kræver stadig nogen energi til opvarmning, så mere fornuftigt er det at starte inde i en lys vindueskarm og så sætte ekstra lys på. De senere år er der sket en stor udvikling af LEDlys, der er særlig egnet til planter. Priserne er faldet, selv om de stadig er klart i den dyre, ende. En gennemsnitspris for en LEDpære egnet til planter er omkring en plovmand, eller 1/3 af prisen for et par år siden, og strømforbruget og deres holdbarhed gør dem til en god investering, i al fald for dig, der vil forvandle de hvide fingre til kriblende fingre, og slet ikke kan vente med at komme i gang. Senere kan du bruge dem til f.eks. tomatfrøene

Tomaterne er fra den tid, hvor man brugte neonlys med særlig farve. Det virker, men planterne er knap så grønne som de kunne have været, hvis de nu havde fået lys nok. Med LED lys bliver farven mere korrekt viser erfaringer fra drivhusentusiaster.


Masser af lys.
Selv om vi går mod lysere tider, så er problemet at skaffe lys nok til spirene i karmen. Hverken i marts eller april er der så meget lys, som planter godt kunne bruge. Derfor er det nødvendigt med kunstlys, og det er lidt af en videnskab at finde den helt rette kombination, eller måske mere det helt rigtige lys.
Planterne skal bruge lys til fotosyntesen og bruger mest lys i det røde og det blå område. Planter er grønne, fordi de reflekterer en del af det grønne lys, mens de andre populært sagt suges op af planten.  


Billig og enkelt
Den mest enkle metode til at få mere lys er at købe et lysstofrør med farve nummer 83 eller 31. Man kan for eksempel sætte de spirende planter i et stort akvarium og sætte lys på med et armatur ovenpå akvariet hvori lysstofrøret sidder. Lyset skal være tændt omkring 12 - 16 timer.
Glødelamper, der er på vej ud af markedet, giver et forkert lys og et alt for megen varme. Faktisk er kun 7 procent lys, mens resten af energien anvendes til varme.  Sparepærerne giver ikke lys nok og heller ikke lys i den rigtige farveskala, så planterne kan gro tilfredsstillende.

Højtryksnatriumlamper er de gullige lamper, man kender fra gadelys og fra de store drivhuse. De er ret effektive, men ikke nok i sig selv, og derfor bruger erhvervs gartneren to slags lamper en til væksten og en til blomstring. Natriumslamperne er også kostbare og daler effektiviteten jo længere tid de anvendes.  
LED lys ikke mindst til planter er så nyt, at kun få har afprøvet lyset som plantelys. Herhjemme anvendes det i nogle væksthuse på forsøgsbasis, men udviklingen indenfor LED lys til planter går meget stærk.  Det forventes at LED lys bliver fremtiden for gartnerierne, der økonomisk er hårdt trængt i disse tider.   

Hvis du vil læse mere om LED belysning, så er det bare at Google  ”LED til planter”. Her kan du både finde firmaer der sælger LED lys til planter, samt drivhusamatører, der eksperimenterer med LED lys, som var de professionelle. Det dejlige er, at de øser ud af deres erfaringer. Se efter datoerne, når du læser om meninger og erfaringer. Det der var rigtigt for 5 år siden, er ikke nødvendigvis rigtigt i dag. Gå f.eks. ind på Danske Chilientusiasters hjemmeside www.chilifan.dk. Her kan du se nyere praktisk erfaring om LED lys.  På www.prolys.dk kan du se priser og lamper til formålet.  

Hvis dine egne såede Chilien skal blive store og flotte, skal du tidligt i gang. 


Prøv også at tjekke:
www.mamut.net
www.ledgrowlightsoutlet.com/50-w-ufo-led-grow-lights.html

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg