Blog


...

Lars Lund

14 jan 2020 13:04

De små lækre kumquat er klar til høst

Jo de er klar til marmelade og andet godt.

Foto: Grøn Kommunikation ©

 

Høst er ikke bare noget, der kun foregår om sommeren og efteråret. I løbet af vinteren kan der også høstes lækre kumquat.

 

Mine kumquat er om vinteren placeret i mit soveværelse. Nogle citrussorter kan godt tåle frost. Kumquat hører til den slags, der i meget korte perioder kan tåle ned til 10 graders frost, hvis rødderne altså ikke bundfryser. Til gengæld skal de så ikke have frugter på grenene, hvad de oftest har, når vi går mod vinter.  Som udgangspunkt omtales Kumquat derfor som en ikke frost tolerant plante. Tager man den ind i lidt varme, kan man i reglen være heldig, at planten giver små lækre frugter to gange om året.

 

 Dejlige modne kumquat, klar til at blive plukket. 

Foto: Grøn Kommunikation ©

 

I vores soveværelse ligger temperaturen på omkring 17 grader, hvilket er lidt over de anbefalede 10 – 12 grader. Trods en højere varme, trives den helt gevaldigt, og har gjort det i mange år. Som citroner er frugterne i ret lang tid grønne. Først når planten står ved en temperatur på 12-17 grader, begynder de at blive gule. Mange der har citroner, venter i lang tid på, at de skal blive gule, før de bruger dem, men faktisk er en grøn citron klar til at blive brugt. En citrons brugsegenskab er kun et spørgsmål om, hvor stor den skal være. Den bliver ikke mere sur eller sød af at blive gul.

Kumquat kommer som mange af de små citrussorter fra Kina, og mange er slet ikke klar over, at den lille frugt er en, man rolig kan sætte tænderne i. Den spises med skal og det hele. Skallen er i modsætning til andre citrusarter lidt hen mod det søde, mens kødet er mere i den sure retning. Det giver en hel anderledes smagsfornemmelse.

 

 

Du kan lave mange forskellige lækre sager af den lille citrussort kumquat. 

Foto: Grøn Kommunikation ©

 

Planter til haven

Der findes citrusarter, der er mere hårdfører end kumquat, og som du kan lade stå i haven om vinteren. Dværgcitron er en af slagsen. Det er et lille træ eller busk, alt efter hvordan det formers, der her i landet kan blive et par meter i højden. Det latinske navn er Poncirus trifoliata. Står træet beskyttet, kan det tåle ned til 20 graders frost. Når vi alligevel ikke ser den lille dværgcitron ret mange steder, er det måske, fordi dens frugter stort set ikke kan spises. De er ikke giftige, men smagen er meget bitter. Derfor er det nok mest som prydplante, man skal anskaffe den. I maj får den hvide blomster uden duft, men efterfølgende kommer de små frugter på størrelse med en mandarin. Har din lokale planteskole ikke planten, kan den købes på nettet fra danske planteskoler.   

Desværre er hårdfører sorter generelt også lig med uspiselige sorter, og derfor er udvalget herhjemme noget nær elendigt. Oftest skal du derfor lede efter udenlandske planteskoler for at finde de hårdføre sorter.  Jens Michael Gundersen, der har skrevet bogen Eksotiske planter, har eksperimenteret med forskellige sorter, der tåler frost i kortere tid. Blandt disse er Yuzu (Citrus junos) en japanske citron, der er en gammel natur-krydsning af Citrus ichangensis og mandarin. I Japan  anvendes den i det japanske køkken, hvor dens skal og juice giver en aromatisk smag til bl.a. sushi. Den tåler ned til 12 graders frost.

  

Det er bare rent slik. Kumquat kogt i sukkerlage.

Foto: Grøn Kommunikation ©

 

Et andet bud er Citsuma citrandarin en krydsning mellem dværgcitronen Poncirus trifoliata og mandarinsorten Satsuma. Planten er næsten så hårdfør som dværgcitron, tåler ned til minus17 grader, men i modsætning til dværgcitronen er den med velduftende blomster, og frugten har en bedre kvalitet end dværgcitron. Den er ikke så sød som en mandarin.

Sorten ‘Swingle citromelo’ er også meget hårdfør og tåler minus 16 grader. Det er en krydsning af grapefrugt og dværgcitron, der bliver et lille træ med en beskyttet placering.

Sinton citrangequat  tåler minus 12 grader. En krydsning af citrange og Kumquat, med kumquatlignende frugter. God til marmelade og drinks.

Rusk citrange tåler ned til 15graders frost. En krydsning af blodappelsin og dværgcitron. Kan anvendes kulinarisk. Frilandspotentiale i de mildeste egne af Danmark på en beskyttet plads. Carizzo citrange tåler minus 12 garder. En krydsning af navel-appelsin og bitterorange.

 

 

Desværre er udvalget af citrussorter ikke ret stort i Danmark.

Foto: Grøn Kommunikation ©

 

Klimazoner

De nævnte sorter kan dyrkes i det fri i den klimazone, der kaldes zone 8 . USA og England er lidt uenige om, hvor Danmark er placeret, fordi temperaturen ved kystlande kan svinge en del.

Som hovedregel kan man sige, at de der bor mindre end 5 km fra et større havområde ligger i zone 8 (-12 til -7 grader). Bor man mere end 5 km fra kysten er vi i zone 7 (-18 til -12 grader), og bor man midt i Jylland, kan man være heldig eller uheldig at ligge zone 6 (-18 til -23 grader).

 

Hvis du vil se en film fra min høst i 2017, og hvad du kan bruge dine kumquat til, så tryk på dette link:

 

https://drivhusklubben.dk/blog/february-2017/laekre-vinterhoestet-kumquat

3 Kommentarer til dette indlæg

...

Per Munch

17 jan 2020 12:53

Hej - spændende indlæg om andre cirtusfruger.
Jeg har stor glæde af citron og lime; men har en evig kamp mod flere arter af skjoldlus - findes der ikke et smart trick til at komme af med dem én gang for alle?
Hilsen Per Johansen

...

per kofoed

28 jul 2020 14:25

Hej Lars

Kan de sorter du nævner som hårdføre og spiselige købes i Danmark, og har du et tip/link. Jeg syntes altid det er de samme typer de har i plantecentre og supermarkeder når det bliver forår.

Mvh PerK

...

per kofoed

28 jul 2020 14:28

Og så lige et tillægsspørgsmål Lars- en del af mine kumquats bliver lyse og bløde i spidsen i år, og de bliver dårlige hvis jeg lader dem side- har du en ide´om hvorfor de bliver bløde/dårlige i spidsen ?

Mvh Per K.....igen

Om Lars Lund

Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svære på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.

Bliv klogere på Lars Lund
  • Aktuelle Indlæg