Blog


...

Drivhusklubben

27 jan 2020 10:36

Vinterdyrkning

 

Rundt om i landet står der på denne årstid det ene triste drivhus efter det andet. For mange af os, som elsker foråret og sommeren i drivhuset, er vinteren en meget trist tid, hvor drivhuset blot står og venter på bedre tider. Men sådan behøver det slet ikke at være!

 

Med vinterdyrkning kan du have gang i drivhuset stort set hele året rundt. Når agurkerne og tomaterne må give efter og give os deres sidste afkast for året, behøver det altså ikke være så trist, som det plejer. I november plejer de fleste at tømme drivhuset og sig tak for i år. Det kan du stadig gøre, men med et smil på læben om, at det slet ikke er slut endnu. For når du har tømt drivhuset for de visne planter, kan du klargøre jorden igen. Vand jorden til den er let fugtig, men den må ikke være direkte våd. Gennemarbejd så jorden så den bliver let og luftig, så de små rødder har let ved at brede sig. Allerede nu er du klar til vinterdyrkningen. Når jorden et let fugtig og løs, trækker du det øverste jordlag til siden, ca. 1 cm ned. Tag dine frø og bredså dem som et tæt tæppe, og drys derefter jorden løst over frøene igen og vupti, så er du færdig. Nu skal jorden holdes fugtig men ikke våd. Frøene arbejder noget langsommere her om vinteren end om foråret og sommeren, så man skal passe på, at frøene ikke rådner. Men med vinterdyrkning skal man have tålmodighed. 

 

Der er mange, som spørger - og med rette, om vinterdyrkning betyder, at man kan få ærter, rødbeder og salathoveder og lignende i drivhuset om vinteren. Hey, vi havde helt de samme spørgsmål i starten! Men i vinterdyrkning er det de mindre spirer og baby blade, som man høster, til at kunne lave forskellige salater og frisk tilbehør til vinterens retter. Men jeg kan hilse at sige, at smagen er helt fantastisk og de små blade er spækket med vitaminer og mineraler.

Men hvad kan man så vinterdyrke? Der er et væld af ting, som man kan dyrke. Dette er kun et lille udpluk. 

Ærter, rødbeder, bladbeder, spinat, mange salater og alle kålsorter samt krydderurter. Og der findes helt sikkert et væld af andre planter. Særligt hvis vi kigger på de japanske og kinesiske sorter, vil man kunne finde mange nye ting, man kan så. Jeg har også hørt, at man skulle kunne så de fleste radiser og få en frugt også. Det har vi dog stadig til gode. 

 

En ting som er ret vigtigt er, at når du høster din vinterdyrkning, så prøv ikke at høste hovedeskuddet på planten, for så vil den enkelte plante som oftest blive ved med at skyde med nye friske skud helt ind i foråret. 

 

Men mange af de afgrøder hvor vi normalt spiser f.eks en rodfrugt, kan det bladgrønne faktisk smage sindsygt godt som små babyblade. Og sådan noget som ærteskud smager rent faktisk som at få de friskeste ærter i munden. Ja det er lige før, man kan mærke vitaminerne hoppe og danse på tungen. Rødbeder har også de lækreste små babyblade i starten, som har en sød, lækker frisk smag og ikke mindst har en flot farve. Til dette er skud fra bladbede også helt vidunderligt samt de fuldvoksne planter i køkkenhaven. 

 

 

 

Vinterdyrk kan også være vinterredning! 

 

Bladbeder tåler faktisk let frost. Ved at grave dem op og flytte dem fra køkkenhaven, hvor de står udsat for vind og vejr, og plante dem i drivhuset, vil du kunne høste af dem hele året. I en mild vinter kan de nok godt overleve i haven, men planten vokser meget langsomt i det kolde vejr. Ved at flytte planten ind i drivhuset får den mere ro og varme og vil derfor vokse hurtigere, hvilket betyder en bedre høst til dig. Bladbeder er 2-årige, og du vil sikkert kunne flytte dem ud i haven igen i det tidlige forår, inden de forspirrede planter skal overtage deres plads i drivhuset. Planten vil i løbet af året gå i blomst, hvilket faktisk er ret smukt samtidig med at den producer rigtigt mange frø, som kan gemmes til vinterdyrkning til næste vinter. Vi elsker, når livet går i fuld cirkel, og intet går tabt. 

 

Hvis I har opfølgende spørgsmål til vinterdyrkning, eller om hvordan man kommer i gang, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at stille spørgsmål i kommentarfeltet under artiklen. 

 

Berg's Fairytale Garden