Blog


...

Drivhusklubben

13 dec 2019 21:15

Drømmen om et orangeri 3


Et færdigt orangeri, med et smukt gulv af fine røde brændte gulvtegl

Alle ender skal mødes i slutspurten af et byggeri, og når man på forhånd har solgt resultatet til et stort arrangement, så er det virkelig vigtigt at deadline ikke overskrides. Hvilket den så naturligvis gør. Og så er gode råd dyre. Helt bogstavligt.
Her kommer tredje og sidste del om Rabarbergaardens drøm om et orangeri.

Tekst og foto: Louise Køster, Rabarbergaarden 

Sælg ikke skindet før bjørnen er skudt. Lige ved og næsten slår ingen mand af hesten. Gode råd er dyre. Alle tre gode gamle ordsprog og alle tre nogen der kendetegner vores byggeri af Orangeriet her på Rabarbergaarden.

Vi er ret optimistiske her på Rabarbergaarden. Det skal man være når man arbejder med at være selvforsynende med økologiske grøntsager og kød til sin egen restaurant. Derfor havde vi også, i vores optimisme, solgt et arrangement til et større firma, et arrangement, der naturligvis skulle foregå i det nye Orangeri. Ifølge den oprindelig produktionsplan, ville vi have tre ugers margin efter at byggeriet var færdigt inden firmaet skulle holde deres event. Det er så godt som at gå med både livrem og seler i vores optik.

Men det går sjældent som præsten prædiker for nu at bruge endnu et ordsprog.

Juliana folkene havde nu monteret al glas, døre, lagt fuger, spændt efter og hele huset stod så smukt. Nu manglede der bare den sidste del, nemlig gulvbelægningen. Vi havde valgt de fine røde brændte gulvtegl, der stod klar til deres små paller. Grus og stenmel lå klar i deres bunker, lige til at lægge under og imellem de røde brændte tegl. 

Nu manglede vi bare brolæggeren, som vi havde lavet en startdato og aftale med. Dagen oprandt, men der kom ingen gulvlægger. 

Det er jo sket før i historien, at en håndværker ikke er dukket op til den aftalte dag og tid. Vi sendte derfor en venlig ’husker-du-vi-har-en-aftale-’ sms. Dagen efter havde vi stadig ikke hørt noget. Nu begyndte vi så at ringe og senere at kime håndværkeren ned.

Efter en uge kom der lyd. Som den folkesygdom det efterhånden er, så var den stakkel blev ramt af stres. Han havde taget alt, alt for mange opgaver ind og havde måtte kaste håndklædet i ringen, hvilket han var rigtig ked af måtte gå ud over os.

Vi kan og vil ikke blive sure over at folk bliver syge, for det er noget der kan ramme os alle, og når det rammer har man brug for medfølelse og omsorg, ikke bebrejdelser. I stedet gik jagten nu ind på at finde en ny brolægger. Vi havde nu mistet en uge af vores margin på de tre uger inden det forestående arrangement for det store firma. 

Og vi kan lige så godt sige det med det samme, der er alt, alt for få brolæggere i Danmark. Det var simpelthen ikke til at stampe én op af jorden. Heldigvis kender vi utrolig mange andre håndværkere, tømrer, murer, VVS’er med flere. De kan ikke lægge tegl, men de kender til gengæld en masse andre håndværkere, så derfor blev tropperne kaldt ind og jungletrommerne sat i gang.

Flasker med vin blev udlovet, til den eller dem, der kunne sætte os i kontakt med en brolægger der kunne lægge gulvet og lægge det NU. 

Og som det så ofte er tilfældet, så endte det op med en-som-kender-en-der-har-en-fætter-der-har-en-kæreste-hvis-far-er-brolægger. Indsatsen blev honoreret med de før nævnte flasker, en ny og noget dyrere aftale lavet med den nye brolægger og så blev tidsplanen konsulteret endnu engang. Vi var nu kun fem dage fra absolut deadline!

Møbler
Imens gulvlægningspanikken havde kørt, landende møblerne til Orangeriet. Vi havde valgt de meget smukke Selandia møbler fra Skagerak Danmark. De er i teak og er FSC certificerede, hvilket i vores optik er vigtigt. Vi havde i forvejen de fine Drachmann møbler fra Skagerak ude i Rosengården, så det ville give en god rød tråd at fortsætte i samme stil. 

Selandia møblerne er mere spinkle end Drachmann, og kan lettere sættes sammen til enten et langt bord eller deles til flere små. Noget der er vigtigt år man som os skal bruge det til en restaurant.
Alle møbler lå på paller i utrolig mange kasser, så mens der blev lagt tegl, så pakkede vi ud. Og vi pakkede ud og vi pakkede ud.


Dækket op til fest. Orangeriet blev færdigt, men det var i sidste øjeblik 

 

I ellevte time
Det vil ikke være helt usandt, hvis vi sagde, at vi åndede brolæggerholdet i nakken. Det gjorde vi helt bogstavligt. Dagen før dagen, eller nærmere aftenen før dagen, blev den sidste stenmel kørt ind i Orangeriet og møjsommeligt fordelt mellem de brændte teglsten.

Sent om aftenen, midt i juni måned, kunne vi så rykke møbler ind og gøre klar til arrangement dagen efter.

Tidligt om morgenen, på dagen, kom elektrikeren og sluttede strømmen til, og små to timer før firmaet der havde booket Orangeriet ankom, var vi helt klar.

At det så viste sig at blive en dag med høj sol og så varmt, at firmaet rykkede ud i løbet af dagen fordi de kogte inde i Orangeriet, kunne ikke tage glæden fra os, ved at vi faktisk var lykkedes med at komme i mål og at vores drøm om et Orangeri på Rabarbergaarden var blevet til virkelighed.

Men vi skrev dog to noter til os selv; Skygge, hvad gør vi med det?? Og en anden gang; Sælge ikke skindet før bjørnen er skudt…

 

Ikke helt i hus
Hele sommeren har Orangeriet bragt glæde og givet os mulighed for at kunne have sene gæster siddende ude. For når duggen falder, kan det blive køligt i Danmark. Men nu har vi muligheden for, at vores gæster kan sidde inde, men stadig tæt på den natur og den udsigt som mange nyder her, mens de spiser deres menu.

I efteråret har vi brugt Orangeriet til at servere kaffe og kage til alle de mange gæster, der kommer i weekenderne. I julen har Orangeriet huset julemarked, gløgg arrangementer, Jule bingo og meget mere.

Vi er ikke helt i hus endnu, men det tror jeg aldrig, vi kommer med vores Orangeri, for der er så mange nye ting man hele tiden kan gøre. Det næste der skal ske er, at vi skal have sat skyggeplanter ind, og så er det store projekt at få sat en varmekilde ind, vi pønser på en brændeovn med glaslåge, så man kan se ilden.

Vi skal også have lagt en flise hele vejen rundt på toppen af fundamentet, og lige nu spekulere vi over, hvilken farve og mønster den skal have.

Vi har også bøvlet lidt med vand, der kom ind. Heldigvis har de servicemindede Juliana folk monteret flere og nye tagrender, så den store tagflade kan komme af med vandet. Vi samler det nu op, så det kan bruges til vanding af planter i drivhuset og andet steds.

 

Gode råd behøver ikke være dyre

Fra os til jer - et par råd (og de er ganske gratis) 

  1. Research og planlægning er alfa og omega, også selvom tidsplanen skrider. Nu mere du ved, hvad du vil bygge og hvad det vil koste, jo nemmere og mindre omkostninsgfuldt bliver det, hvis der kommer udsving.
  2. Gå kun med kvalitets materialer. Dit glashus skal stå i mange år, og med gode materialer bliver det kun smukkere med årene og holder længere.
  3. Gør det! Vi lever kun dette liv engang, og det vil være så ærgerligt ikke at leve drømmen ud.

 

Alting har sin pris
Som skrevet i 2. afsnit, så er det ikke billigt at bygge et orangeri, og når man skal skifte håndværker midt i vadestedet, så koster det også. I alt løb byggeriet op i kr. 378.000,00 uden møbler.

For en virksomhed som vores giver det både god mening og god økonomi på sigt, fordi vi kan strække sæsonerne og tilbyde vores gæster en ny oplevelse.

Vores orangeri er et stort et af slagsen, støbt og bund isoleret, indlagt strøm og det hele. Men så stort brød behøver man jo ikke slå op. I din egen have kan meget mindre gøre det. Men har du en drøm om et orangeri, så kan vi kun anbefale, at du lever den ud.

 Glædelig jul & godt nytår.

Thomas & Louise Køster

Rabarbergaarden 

 

Kom og besøg os
På Rabarbergaarden har vi åben hver weekend frem til nytår. I 2020 åbner vi op igen d. 31. januar.

Til foråret planlægger vi sammen med Juliana et arrangement, hvor man kan komme og se orangeriet og samtidig høre fra fagfolkene om mulighederne for orangerier.

Følg med her i Drivhusklubben, hvor der vil komme mere information om arrangementet i det nye år.

 

www.rabarbergaarden.dk

Instagram

Facebook

 

 

 

Om Drivhusklubben

Nanna Stærmose
Freelancejournalist.
Nanna er skribenten bag de mange artikler på Drivhusklubben. Nanna besøger glade drivhusejere og fortæller deres historier om basale dyrkeinput og ikke mindst skæve vinkler ved brug af drivhuset.

Bliv klogere på Drivhusklubben
  • Aktuelle Indlæg