Blog


...

Birte Marboe

12 dec 2015 11:04

At holde plusgrader i drivhuset v.h.a. nedgravede rør...er det muligt?

Jeg blev fyr og flamme, da jeg læste det spændende indlæg fra Rabarbergården, om hvordan de formåede at holde drivhuset frostfrit v.h.a. nedgravede betonrør. Nu er jeg ikke ude efter at overvintre æbler eller andet spiseligt, men udsigten til at kunne skabe en nærmest subtropisk vinter inde i sit drivhus, hvor det ikke gør noget med let frost er jo en tanke, der vækker entusiasten i en.

Jeg drømmer om at plante et citrontræ, duftende jasminer, laurbær og rosmarin frit ud i mit drivhus...planter, som alle kan tåle en smule frost. Jeg ville så gerne spørge deltagerne i dette forum, om det ikke burde være muligt at skabe et subtropisk paradis i et drivhus på 18 kvadratmeter beliggende i Hørsholm v.h.a. betonrør, 2 i hvert hjørne, gravet ned i 125 cm. dybde? Og hvorfor skal det lige være betonrør, som er lidt svære at få fat på og ikke almindelig plastic(?) rør, som man kan få i ethvert byggemarked? Princippet er jo det samme....jordvarme som stille siver op fra 125 cms dybde....Er det muligt, er en gammel drøm gået i opfyldelse for mig. Lad mig høre..... 

Mange hilsener Birte

5 Kommentarer til dette indlæg

...

Bent Løschenkohl

13 dec 2015 09:16

Nej, det er ikke muligt.

Der er normalt frostfrit i 90 cm dybde, men kun fordi jorden ovenover isolerer. At grave nogle rør ned har ingen effekt. 

Mit drivhus har 50 m sorte rør i toppen som solfanger, og rør en halv meter nede i jorden som varmelager, det styres af en mikroprocesser. Den 12. december var en solskinsdag, i fire timer kørte cirkulationspumpen, og varmelageret i jorden blev 2,5 grader varmere, men det bevirker kun at jeg kan dyrke salat i en mild vinter (sygeplanter.dk).

I en stjerneklar nat er temperaturen i et drivhus 4-5 grader lavere pga udstråling, og der kan være frostskader selv om det er tøvejr udenfor.

...

Freddy Wisler

14 dec 2015 14:43

Hej Birte.

Jeg er helt enig med Bent.

Når jeg skriver til dig er det for at fortælle, at der faktisk er noget, som hedder varmeledende rør, som dog mest anvendes inden for elektronikindustrien; men som sikker også i nogen forklædning kan anvendes i stedet for de omtalte betonrør. Det engelske navn er "Heatpipe". Her har du en tegning over røret.

Røret kan eksempelvis være et kobberrør, som er helt lukket i begge ender. Røret indeholder i bunden en væske, som koger ved en temperatur, som findes i den dybde af jorden, som rørets bund rammer. Under kogningen dannes der damp, som fordeler sig i hele røret - og hermed altså også oppe i rørets top, som befinder øverst i drivhusjorden. Hvis der heroppe er så koldt, at dampene fortættes og igen bliver til væske, vil den falde ned i bunden af røret, hvor den igen kommer til at koge. Derfor vil der gå en evig strøm af damp opad og væske nedad. Varmen bliver derfor flyttet fra dybt under drivhuset op til drivhusets jordoverflade. Virkningen af dette rør er så effektiv, at det leder varmen ca. 400 gange så godt, som havde det været et massiv rør, fremstillet af sølv, som er den bedste varmeleder man kender. Her er i øvrigt et link med en animation af funktionen:  

http://home.ctw.utwente.nl/witsww/images/HPAnimation.gif

Jeg har forsøgt at finde en termoprofil i jorden for at finde frem til den nødvendige dybde - men det er ikke lykkedes mig endnu - det kommer måske senere.

Da du har interesse for opvarmning af dit drivhus, skulle du måske lige kigge på dette link: http://planterogteknik.dk. Her klikker du først på "Artikler" og dernæst "Drivhusets termiske forhold".

Bent Løschenkohl har i øvrigt foretaget nogle udmærkede beregninger på, hvad det koster at opvarme et drivhus - det er voldsomt dyrt. I stedet kan du nøjes med at opvarme en lille del i det tidlige forår. Hvorledes er beskrevet i artiklen: "Plantekuvøse", som står lige under artiklen om "Drivhusets termiske forhold".

Endelig vil jeg kort fortælle, at det nok slet ikke er nødvendigt at bruge drivhustes kostbare plads på at opfylde dine eksotiske drømme. Jeg har et sommerhus på Samsø, og her dyrker vi f.eks.  både citroner, spisekastanjer, figner, abrikoser, kivifrugter og ferskner UDENDØRS. Det kan jeg ikke se, hvorfor du ikke også skulle kunne i Hørsholm. I øvrigt kan du også finde en del af disse planter beskrevet i http://planterogteknik.dk. Her finder du ligeledes en del blomstrende eksotiske træer og buske.

Du er inde på et spændende område - så held og lykke med dit forehavende.

Freddy

...

Bent Løschenkohl

17 dec 2015 21:36

Den 15. december 2015 var der udsigt til nattefrost. Mit drivhus har 50 m sorte slanger som solfanger i taget og ca. 20 m slanger i et varmelager i jorden. Det styres af en mikroprocesser, der starter og stopper en cirkulationspumpe. Temperaturen måles 5 steder med en nøjagtighed på 0,06 grader.

Klokken 15:25 var jordtemperaturen i 25 cm dybde udenfor 4,75 grader og i midten af drivhusgulvet, også 25 cm dybde 5,81 grader. Lufttemperaturen i drivhuset var 4,63 grader og udenfor 3,5 grader. Pumpen blev startet og kørte hele natten, den pumper ca. 300 liter vand i timen.

Klokken 16:51 var de tilsvarende temperaturer 4,75  5,69  3,81 og 3,5 grader.

Klokken 8:35 var temperaturerne 4,50  4,88  2,94 og 2,4 grader.

Selv om der aktivt er flyttet varme fra jorden til luften har det ingen effekt.

Kan det så ikke bruges til noget? Jo, fra midten af februar kan jordtemperaturen i drivhuset stige med 2-5 grader på en solskinsdag, og det kan ses på væksten.

Men man får altså ikke noget foræret om vinteren….

...

Birte Marboe

21 dec 2015 09:55

Hej Bent og Freddy!

Jeg er taknemmelig for jeres seriøse indlæg, som i den grad har gjort det nemt for mig at indse, hvad der er værd at forsøge og håbe på.....og at jeg i hvert fald ikke skal opstøve 8 betonrør fra et eller andet sted og tilbringe vinteren med at grave i dybden i mit drivhus til ingen nytte. At Rabarbergården kan holde drivhuset frostfrit må skyldes de lokale forhold med andre ord. Men en ting vil jeg dog trøst mig med.....når man på Samsø kan lykkes med at dyrke bl.a citroner under åben himmel, så giver det da i det mindste mig en sandsynlig mulighed for at lykkes med mit citrontræ inde i drivhuset....og det er et stort plaster på såret! Rigtig glædelig jul til alle på bloggen!

...

Freddy Wisler

21 dec 2015 23:52

Hej igen Birte.

Hvis du vil have glæde af en citronbusk/træ i dit uopvarmede drivhus, kan du kun benytte en "DVÆRGCITRON". På dette link kan du læse om dværgcitrontræet: Citrus.  Du kan ikke være sikker på, at dit nuværende citrontræ kan overleve en vinter i dit uopvarmede drivhus. Du kan læse mere generelt om citrustræer overlevelse ved at klikke på dette link: http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/frugttraeer_og_buske/eksotiske/705.html.

Lars Lund har anvist en billig opvarmningsmetode, hvor han anvender gas/olie og bobleplast. Jeg kunne tænke mig at, han evt. udførligt vil forklare hvordan, og hvilke resultater, han har opnået. Forhåbentligt har også andre afprøvet metoder, der kan være interessante at få kendskab til.