Blog


...

Nanna Stærmose

08 jul 2020 10:34

Selvforsyning er et lotteri med nitter og gevinster

På deres gård ved Skibby dyrker Charlotte Banff og hendes mand jorden med henblik på at blive selvforsynende i en eller anden grad. Deres primære læring er, at selvforsyning er lotteri med nitter og gevinster, men glæden ved at dyrke jorden får de hvert år i samme store mængder.

‘Gulerødder senere’ og ‘gulerødder tidligere’, står der på to skilte for enden af to rækker med de grønne karakteristiske toppe. Charlotte Banff forklarer, at det er med henblik på at de har gulerødder de kan høste nu og senere og dermed få glæde af henover efterår og måske vinter. 

 “Vi er ikke bonderøve version 2.0, men tanken om selvforsyning tiltaler os, og vi prøver os lidt frem, og lærer henad vejen,” siger Charlotte.

Hun lever primært vegansk - nogle gange ryger der æg ind i kosten, men så kommer de fra hendes egne høns, der efter hendes eget udsagn er så forkælede, at hun med god samvittighed kan spise deres æg. Men ellers står den på grønt. Det at spise noget hun selv har frembragt af jorden kan noget særligt, synes hun. 

“Jeg føler, at jeg kommer tættere på naturen, når jeg spiser mad, jeg selv har dyrket.” 

 

 



Det ene bed endte med en nitte, men i de andre er der gevinst

 

 

Barndommens jordbær
I køkkenhaven, der er omringet af et kastanjehegn, er der tre bede. Det første er fuld af hestepærer. Her har Charlotte plantet bønner og salat, men det er ikke rigtig blevet til noget.

“Det er dødt,”siger hun og griner og kigger i stedet hen mod nabobedet, der er fuld af grønne toppe. Det gælder om ikke at dvæle ved nitten og fokusere på gevinsten. 

 “Men her har vi jordbær, rødbeder, porrer, spinat og masser af ukrudt.”

Jordbærrene er blandede sorter. Nogle af dem kommer fra Charlottes barndomshjem. Det giver noget særligt at have planter fra sin barndoms have, synes hun. Udenfor køkkenhaven har hun et rabarberbed med sin farfars rabarber. 

“Jeg kan næsten smage min farmors rødgrød, når jeg ser på det bed,” siger hun, men tilføjer så, at faktisk spiser de ikke længere af rabarberne - de er alt for store og grove. Men det ændrer ikke på, at de er betydningsfulde at have i haven. 

I et tredje bed i køkkenhaven er der lagt kartofler. De er lagt lidt sent, men er alligevel begyndt at give kartofler, og de er ifølge Charlotte “mega gode”.
Hun har for længst erkendt, at det med at dyrke og tanken om at være selvforsynende er et lotteri, og nogle gange udløser det den store gevinst og andre gange kommer der nitter på stribe. Men det ændrer ikke på, at det for Charlotte er fascinerende at dyrke jorden. 

“Hvis du putter et frø i jorden og giver det de rigtige konditioner, så kan det ikke lade være med at gro. Det er ligesom et menneske,” siger hun og smiler.


Kartoflerne blev lagt lidt sent, men giver afkast  


Charlotte lever hovedsageligt vegansk, men spiser æg fra egne høns, der efter hendes eget udsagn er så forkælede, at hun med god samvittighed
kan nyde det de lægger.

 

Charlottes tip til dyrkning
Gød med brændenælder - vi har rigtig mange brændenælder her på gården som, vi kan lave brændenældevand af.
Opskrift på brændenældevand finder du fx her hos havenyt - god fornøjelse

 


 

 

48 år
Uddannet - It-konsulent med speciale i Software Asset Management, Dyrehealer, Lydhealer, Kranio-Sakral Terapeut til dyr

Bor på Ll. Bredviggård med sin mand Mikkel, 3 hunde, 6 heste, 3 katte, 6 høns og hanen Frederik.

Laver meditationskurser og lysfester, lignende events og arrangementer med fokus på kontakten til naturen - Sidste år arrangerede hun en Lysfest, sammen med en veninde, hvor 60 mennesker var samlet i drivhuset.

Indehaver af Animalhealer Academy

Læs mere om Charlotte her: 

Animalhealer Academy
Instagram
Facebook

Spiritual Gongster

farmingfdorthenow instagram

Facebook lilwidebayfarm

 

Om Nanna Stærmose

Nanna Stærmose
Freelancejournalist.
Nanna er skribenten bag de mange artikler på Drivhusklubben. Nanna besøger glade drivhusejere og fortæller deres historier om basale dyrkeinput og ikke mindst skæve vinkler ved brug af drivhuset.

Bliv klogere på Nanna Stærmose