Blog


...

Lars Lund

14 aug 2018 22:30

Slotsgartnerens sensommer- og vintertips til dig, der dyrker det eksotiske


Citrusfrugterne skal vinterbeskyttes og det gælde naturligvis også disse pomerans

Foto fra bogen Orangerit ©

Vi går hastigt mod september, og så skal citrusplanterne og mange af de mere eksotiske planter, vi har stående ude ind. Inden vi gør det, får du lige nogle gode råd med på vejen af en specialist.

Af Lars Lund

l@rslund.dk 

Kirsten Engholm har masser af erfaring med planter til orangeriet. Det er derfor naturligt at spørge, hvilke planter hun vil anbefale Drivhusklubbens medlemmer, kan kaste sig ud i.

Her svarer Kirsten, at det er vigtigt, at man har de rigtige kulturer i forhold til de dyrkningsforhold man har, og her er overvintringsforholdende jo helt afgørende, siger hun. Herudover handler det om, hvor meget sol der er i haven, hvor meget læ, og de forskellige krav til pasning. Det kan man bedst afgøre, når man sætter sig grundigt ind i de enkelte planters krav. Der er jo for eksempel ikke noget ved at dyrke citroner, hvis ikke man kan opbevare dem ideelt om vinteren, men er nødsaget til at købe en ny plante hvert år. Så overvintringsmuligheder, er jo måske det allerførste, man skal se på.
Her kan man komme langt med et rum, hvor man kan holde en temperatur på 5 grader. Planterne skal ikke ind i den tørre varme i stuen. Så er det bedre med en frostfri lys kælder.

Citrusplanter kan tåle at stå ude frem til slutningen af september. Herefter skal de ind i orangeriet.

Foto fra bogen Orangeriet ©

Pas på rodnettet
Rodnettet er måske det mest sarte, når vi taler om baljeplanter. Det har meget stor betydning at rodnettet er godt beskyttet mod frost. Det kan være med isoleringsmåtter, halm eller sækkelærred.

Lysforhold og temperaturforhold skal harmonere. Jo køligere jo mindre lys kan planterne tåle og jo varmere, jo mere lys skal de have. Og så skal man huske, at når planterne kommer ud i foråret, så kan de let svides af den stærke sol, så man skal sørge for let skygge i starten , siger Kirsten. Det kan gøres med fiberdug, hvis ikke der er naturlig skygge i haven.
Når planterne er hærdede, så kan de tåle at stå i fuld sol eller let skygge, og de trives bedst i læ.

Luftfugtighed 
Nogle planter dør af svampeangreb om vinteren. Derfor skal man være meget opmærksom på luftfugtigheden. En for høj luftfugtighed kan sænkes ved at hæve temperaturen eller endnu bedre at lufte ud, afhængig af lufttemperaturen ude. Er den høj, så hjælper udluftning ikke så meget. Citrus og mange subtropiske baljeplanter trives bedst ved 50 – 70 procents fugtighed. Er der meget tørt, så skal planterne overbruses.

Buddhas hånd er en af de sjove planter, man kan dyrke, hvis man har de rigtige forhold. 

Foto fra bogen Orangeriet ©

Hvor længe kan baljeplanterne stå ude?

Det afhænger af den enkelte slægt og art, siger Kirsten Engholm. De mest hårdføre orangeriplanter som laurbær, og vintersnebolle kan stå ude fra april til november, mens citrus generelt kan stå uden fra midten af maj til slutningen af september.
Faktisk er planterne mest kuldefølsomme, når de kommer ud om foråret. Om efteråret tilpasser de sig gradvis den koldere temperatur, men om foråret er det som nævnt vigtigt at hærde planterne

Hvor ofte skal baljeplanterne pottes om ?
Det skal de hvert 3-5 år. Venter man for længe, kan rodnettet blive så kraftigt, at det bliver vanskeligt af få planten ud af krukken. Det bedste tidspunkt for ompotning er de sene vintermåneder, mens planterne er i hvile. Ved ompotning beskærer Kirsten planternes rod med mellem en tredjedel og en fjerdel. Det afhænger dog af hvilken plante. Citrus rodnet udvikler sig meget langsom, så her skal nok slet ikke beskæres, mens figen og agapanthus får et stort rodnet.
Umiddelbart kunne man tro, at jo større potte man planter om i, jo bedre er det for planten, men sådan er det ikke nødvendigvis, siger Kirtsne. Generelt skal man ikke lade krukken vokse mere end ca. 20 %. Husk ikke at få rodhalsen dækket med jord. Det vil svække planten i lang tid, og husk dræn i potten. Køb også den jord der passer til de forskellige planter.

Hvis man ikke har mulighed for opvarmning af sit drivhus, så kan de ofte køres til det der i dag kaldes plantehoteller. 

Foto: Grøn Kommunikation ©

Skal citrus beskæres?

De fleste orangeriplanter kan beskæres om vinteren, men også på andre tidspunkter. Generelt er principperne de samme som de frugttræer vi ellers kender. Fjern de døde grene, krydsende grene, tynd ud i midten og forkort lange grene med 1/3 og endelig, fjern vildskud.

Hvor meget vand skal planterne have om vinteren?
Man kan let overvande sine planter om vinteren. Jorden skal tørre lidt ud inden man vander igen. Planter der overvintre ved 5- 10 grader skal højst vandes med 1 – 2 ugers intervaller. Vær især opmærksom på jordens pH værdi, når du vander med vandværksvand. Surbundsplanter kan ikke optage jern og mangan, når pH værdien bliver over 6. Det gør den let, hvis man vander med vandværksvand., med meget kalk. Vand derfor med regnvand eller kogt vand, hvis du bor i et område med meget kalkholdig vand. Om sommeren kan man regulere pH værdien med flydende gødning til surbundsplanter og til citrus.

På drivhusklubben kan du læse hvordan du laver et enkelt plantehotel i din have se på
Kortlink.dk/drivhusklubben/ukan

Du kan også læse om andre måder at opnå frostfrie rum på
Kortlink.dk/drivhusklubben/ukap

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg