Blog


...

Lars Lund

26 aug 2014 12:29

Lav en smuk taburat af beton til dit drivhus

Den elegante skammel er fra bogen Beton til boligen fra forlaget Klematis

Kast dig ud i en sjov hobby som møbeldesigner og møbelfabrikant

Det er sjovt at lave sine egne ting, og kan man tilmed lave dem smukke, enkle og holdbare er det ekstra sjovt.
Beton holder som bekendt i mange år, og du kan lave rigtig mange smukke ting af beton.


I denne artikel fortæller jeg kort, hvordan du kan lave din egen taburet til drivhuset eller til din hyggekrog, og når du har prøvet det, er der ingen grænser for, hvad du kan lave.

Ideen er hentet fra en fremragende hobbybog med titlen ”Beton til boligen”, udgivet på forlaget Klematis, Pris 250 kr. Den er alle pengene værd. Her kan du finde ideer til alt fra lækre betonhylder, pikante potter, skåle, store gulvkrukker, sengeborde og mange andre finurlige og ganske flotte ting, som ingen andre har.

Bogen er skrevet af Malin Nilsson og Camilla Arvidsson, to svenske piger der er vilde med beton og det i en grad, så man kalder det at få betoneksem. De to flicka har også skrevet bog nummer 2. Der har titlen ”Betonstøbning” , ja måske er det i virkeligheden den første bog. Også den er fyldt med super gode forslag. Når drivhussæsonen slutter, så er det bare med at bruge dit drivhus til støberi, hvis du da kan vente så længe.

Den smukke taburet laves sådan:

Form:
Du kan bruge en altanpotte. Det er den, der er brugt her. Du kan også vælge andre former som f.eks., forskellige spande. For at skamlen ikke skal blive for tung, kan du støbe tomme sodavandsflasker eller stykker af styropor ( flamingo) med ind. Så skal du jo også bruge mindre beton.

Sådan gør du:
Dæk eventuelle huller fra plastikformen med tape.
Pensl formens inderside med olie
Fyld formen med finbeton
Ryst formen så luftbobler forsvinder, og overfladen bliver glat.
Lad betonen hærde i 3 dage. Vend formen på hovedet og træk den forsigtig af.
Slib ujævnheder med en fil eller en sten.

Det er faktisk nemmere, end at være med i den store bagedyst.

Her er nogle flere eksempler fra de to bøger. Hvad du bruger af form, må du læse om i bøgerne :)

Har du problemer med at finde nummer 3? Så skal du måske have nye briller. 

                                                                                                                                                                                                                       

Om hylderne holder ? Det gør de, men de kræver et par gode hyldeknægte. 

Små søde potter er også en mulighed og store krukker er lige så lette at lave. 

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg