Blog


...

Lars Lund

20 apr 2017 15:46

Femten læsebud til kolde regnvejrsdage

 

Det vælter ind med nyt havelitteratur, og jeg kan slet ikke nå at anmelde alle de utrolig dejlige bøger, der kommer. Men som en service for vores trofaste læsere, får du en kort omtale, af de seneste, endnu ikke omtalte bøger. Jeg har forsøgt at dele dem lidt op i grupper.   

 

Bøger om indretning af haver

 

Design din have

Når Nina Ewald laver en bog, kan man altid forvente noget interessant. Design din have er en nyfortolkning af en ni år gammel bog med samme titel. Der sker meget på ni år, og derfor kommer den for længst udsolgte bog nu i en helt ny version. Nina Ewald er havejournalist og designer, og skriver blandt andre for Jyllands Posten. Medforfatter er Birgitte Busch, der er en erfaren havedesigner, og sammen har de to lavet en virkelig instruktiv bog til dig, der skal anlægge en ny have, eller blot have justeret den gamle. Bogen er udgivet på forlaget Nice og koster 300 kr.

 

Cottagehaven

En cottagehave er kendetegnende ved, at den ikke er spor designet. Den vokser organisk frem. Stilen er uprætentiøs og personlig, og handler først og fremmest om stemning og sjæl. I bogen øser Jytte Aggerholm Justesen - også kendt som bloggeren Tante Grøn - ud af mange års erfaringer. Hun giver gode råd til typiske planter i cottagehaven. Det er for eksempel pæoner, nelliker og bunddække. Bogen rummer mange personlige fortællinger, der gør den levende og andet end en havebog. Cottagehaven er også for fattigrøve og pensionister. Det er ”simple living” der i bæredygtige tider giver mening.

Bogen koster 300 kr. og er udgivet af Gyldendal.    

 

 

Bøger om mere natur i haven

 

Den naturlige have

Flere og flere ønsker naturen ind i haven. Noel Kingsbury viser i sin bog, hvordan, du skaber og  beplanter din have på en naturlig måde, så du bringer naturen ind i haven. Det gøres ved også at inddrage de seneste tendenser inden for havedesign. Mange af haverne i bogen er ikke mere end få hundrede kvadratmeter store. Nogle er lidt større, så der er gode forslag også til den lille have. Bogen er med lækre billeder og udgivet på Gyldendal. Den koster 300 kr.

 

Naturhaven

Naturhaven er en dansk bog, skrevet af tre biologer Lilli Gruwier, Lars Brøndum og Katrine Turner. Baggrunden som biologer fornægter sig ikke i bogen, men det skal man kun være glad for. Det er en skøn bog, der får os til at dykke endnu mere ned i det liv, der også er i haven. Naturhaven udfordrer den traditionelle form for æstetik, og gør dig måske mere glad for, at din have måske ikke altid er en lige  vel friseret have. Du må godt skrue ambitionerne lidt ned og i stedet nyde det dyreliv, der følger med i en have  med en smule uorden. Bogen er udgivet på Turbine og koster 280 kr.

 

Havehåndbogen

Bogens grundlæggende udgangspunkt er, at havedyrkning skal foregå uden gift og kunstgødning. Bogen tager udgangspunkt i, at man får størst mulighed for succes, hvis man tilpasser sig de naturlige forhold i haven. Endelig har bogen som udgangspunkt, at havearbejdet skal være en fornøjelse. Man kan ganske vist ikke skabe en have uden arbejde, men det skal ikke være unødigt besværligt. Både prydhaven frugthaven og køkkenhaven er med i bogen, der er skrevet af to dygtige forfattere. De ved, hvad de taler om. Jens Thejsen er den ene og er forfatter til en lang række havebøger om blandt andet biodiversitet. Mia Stochholm er især kendt for firmaet Urtehaver, og har specialiseret sig i jordnær formidling af økologisk havebrug. Bogen er på 356 sider, og prisen 300 kr. Forlaget Gyldendal.   

 

Havens fugle

Carl Christian Tofte er ornitolog, kunstner og musiker. Han står selv bag de billedskønne tegninger af havens fugle i bogen Havens fugle, som jeg ser dem. Der er skrevet rigtig mange fuglebøger, men denne er mere end en bog om fugle. Der er masser af information og viden i teksten, og den er skrevet på en personlig måde, der fanger læserne, og ja måske ligefrem gør at man husker meget mere om de fugle, man har i haven, end man gør ud fra de mere traditionelle bøger om emnet.  Bogen er fra Koustrup & Co og koster 150 kr.

 

 

 

Bøger om haver på altan og krukker

 

Økologisk byhaver

Er der mode i noget, så er det byhaver. Altaner og hustage bugner af grønne urter og baggårdene fyldes op med kartofler og grønkål. Økologisk byhaver er med på bølgen, og bogen beskriver, hvordan det kan lade sig gøre at dyrke stort set alt i en byhave. Forfatterne Jens Juhl og Sølva Falgren har dyrket deres egen lille have ud fra økologiske principper i mere end 25 år. Det er deres store lidenskab, og de har gennem årene høstet mange erfaringer, som ikke mindst unge byboere, der ikke alle er helt sikre på, hvad det grønne på en gulerod skal bruges til kan få glæde af. På landet ved man, at den grønne top er til at trække guleroden op med. Bogen har gode illustrationer og er nem at gå til. Prisen er 228 kr. og forlaget er Koustrup & Co.

 

Krukker og højbede

Karina Demuth står bag bogen Krukker og højbede. Bogen er fuld af tips og konkrete ideer til, hvordan du nemt og billigt indretter en hyggelig have med krukker, plantekasser og højbede. Bogen viser hvordan du kan designe med krukker og højbede og lege med forskellige virkemidler indenfor havedesign, for eksempel ved at snyde øjet, trylle med farver, udvide eller markere grænserne, og lege med symmetri, perspektiv og blikfang. Karina Demuth har tidligere skrevet bøger om krukker og bidrager i flere Magasiner med en personlig og sikker stil inden for havedesign. Bogen koster 238 kr. og udgivet af Politikens forlag.

 

 

Bøger om urter

 

Apotekerhaven

Historien bag urter og deres brug, ikke mindst i medicin, har altid været interessant. Apotekerhaven har udvalgt de bedste og let-dyrkelige medicinske planter, som har forskellig virkninger. Bogen er skrevet af den anerkendte forsker Elizabeth Millard og er tilpasset danske forhold og danske planter. Det er en bog for dig, der vil styrke kroppens immunforsvar med naturlige hjælpemidler fra din egen have. Der er mere end 200 fotografier samt skrift for skridt instruktioner til såning og plantning og tips til konservering af urterene.

Prisen er 250 kr. Forlag Turbine

 

Duftende planter

En lille dejlig håndbog af den kendte urteekspert Anemette Olesen. Duftende planter har opskrifter på cremer, salver, badesalt mv. Der omtales 28 planter, man let kan dyrke og deres gavnlige virkning for kroppen beskrives. En lille kogebog for de duftglade, der ikke bare lige går hen og køber den dyreste creme, men selv laver den. Pris 99 kr. Forlaget Koustrup &CO

 

 

 

Bøger om kolonihaven

 

Kolonihaveliv

Kolonihaver har altid fascineret mig. Det er haver med meget personlig stil og ikke mindst huse. I bogen Kolonihaveliv lukker Julia Lahme havelågen op for 16 meget forskellige kolonihaver i Danmark. Vi møder de mennesker, der bor der, hører deres historie og bliver vist rundt i deres kolonihaver. Man forstår godt, at så mange står på venteliste for at komme ind i dette forjættede land som Julia Lahme beskriver, og viser i bogen. Forlaget er Gyldendal og prisen 350 kr. 

 

 

 

Bøger om roser

 

Romantiske roser

Der findes næsten ikke en have uden roser, og måske derfor også ret mange bøger om emnet. Bogen Romantiske roser viser et udsøgt udvalg af både historiske og moderne roser. Mere end 60 sorter er indfanget af den berømte blomsterfotograf Georgianna Lane med tekst af Jane Eastoes. Det er utrolig lækre billeder. Bogen har spændende afsnit om rosens historie og de mange portrætterede sorter beskrives af en kort historie. Forlaget Turbine 280 kr.

 

 

         

Bøger om stueplanter

 

Stueplanter

I dag skal alt være nemt, når det handler om planter, for faktisk har vi alt for travlt til at passe dem. Undertitlen på bogen Stueplanter, er da også 200 smukke stueplanter, alle kan passe. Det er med andre ord ikke kun kaktus og sukkulenter travle familier kan nøjes med.

Bogen Stueplanter beskriver, hvordan stueplanter generelt skal passes, og blandt de 200 planter der er nævnt, er der særlige portrætter af 49 potteplanter. Bogen er oprindelig amerikansk, men den danske hortonom Grethe Bjerregaard, der selv er kendt for flere bøger om stueplanter, har omhyggeligt tilpasset bogen til danske forhold. Bogen er skrevet af Tovah Martin, udgivet på Turbine og koster 280 kr.

 

 

Hus med Planter

Det nemme går igen i Gyldendals bud på en bog om stueplanter. Bogen er skrevet af to engelske modedesignere, hvoraf den ene arvede sin bedstemors hus, fyldt med gamle kaktus og sukkulenter. Det blev startskuddet til en interesse for de nemme planter, der senere udviklede sig til en succesfyldt forretning. I bogen Hus med planter, er der en god guide til, hvordan man skal passe planterne, hvordan de arrangeres og ikke mindst overlever. Den er fyldt med tips og små tricks, der får det hele til at tage sig godt og moderigtigt ud i hjemmet.

Forfatterne er Caro Langton og Rose Ray. Prisen 300 kr. og forlaget Gyldendal.

 

 

Luftrensende stueplanter

Frisk luft på kontoret eller i hjemmet er altid vigtigt. Det hjælper panterne med at skaffe. Ikke alle planter er lige gode til at rense luften. Der skelnes mellem to typer af planter. Den ene type er planter med grønne blade. De laver almindelig fotosyntese med dannelse af ilt fra kuldioxid og vand. Om natten stiger niveauet af kuldioxid. Den anden type udgør sukkulenter og orkideer. De kan forbruge kuldioxid om natten og alligevel gennemføre fotosyntese om dagen. For at få den bedste luft i hjemmet, er det en god ide at have begge typer.

Viden om luftrensende stueplanter er et resultat af rumfartslaboratoriet i NASA, og blev i en bog på engelsk publiceret i 1996. Bogen Luftrensende stueplanter er dermed oprindelig 21 år gammel. Den findes i en tysk udgave fra 1997. Trods alderen må den nu danske oversættelse hilses velkommen. Den amerikanske professor Dr. B.C. Wolverton, var den første der forskede i planternes luftrensende effekt. Han skabte ikke mindre end en revolution på kontorlandskaber verden over, og hans forskningsresultater er citeret i en uendelighed.  Forfatter Dr. B. C. Wolverton

Pris 250 kr.  Forlaget Turbine