Blog


...

Lars Lund

23 apr 2012 13:02

Floriade med væksthuse og bæredygtighed

Slå et smut forbi Holland i ferien

 

Et kæmpe brag af en blomster- og havefest åbnede 5. april i Holland, af den Hollandske dronning.  Drivhusklubben var med forud for åbningen, hvor verdenspressen var indbudt, heraf kun tre udvalgte havejournalister fra Danmark. Det er den såkaldte Floriade, et hollandsk arrangement om planter og haver, der besøges af europæiske haveforeninger, selskaber, arkitekter, havedesignere og ganske almindelige haveinteresserede.  Floriaden afholdes hvert tiende år, men allerede siden 2009 har arrangørerne været i gang med at bygge den store udstilling op.

Bæredygtighed vises på alle måder på Floriaden. Lige fra genbrug af regnvand til at udnytte solens stråler.

Foto: Grøn Kommunikation


Udstillingen dækker over et areal på 65 hektar, der er inddelt i fem afsnit med hver deres tema, men det overordnede mål er bæredygtighed. Der er et tema for afslapning og sundhed. Her er der fokus på haver med smag, lugt og følelse, alt sammen noget, der påvirker vores velbefindende. Et tema handler om miljø, og om hvordan træer, grøntsager og frugter kan forbedre det daglige liv.

Huset der er af træ og formet som en bønne er et stort eksperimentarium for både børn og voksne.

Foto: Grøn Kommunikation

Grøn energi med mulighed for at integrerer det grønne, festlige farver og kultur, uddannelse og innovationer er festivalens øvrige temaer. Der er arkitekttegnede anlæg og haver samt skulpturparker.  Et afsnit af udstillingen viser, hvordan man kan eksperimenterer med planter. Dyr i haven er også med, og især er der fokus på biers rolle i det økologiske kredsløb med inspiration til, hvordan man selv kan holde bier i haven.

Der er masser af væksthuse fra ganske små og helt op til 17000 kvadratmeter på Floriaden.

Foto: Grøn Kommunikation


Den bæredygtige have med udnyttelse af solenergi og regnvand er også et af de større elementer og endelig er der et 17000 kvadratmeter væksthus med tropeplanter samt en større serie med ganske almindelige drivhuse, hvor man kan hente inspiration til planter og indretning.  Floriaden afholdes fra 5.april til 7.oktober.

Billetter kan købes på www.floriade.com og koster 30 Euro for voksen og 15 for børn op ti 12 år. Inklusiv en tur med Hollands længste kabelbane, der giver udsigt til hele udstillingsarealet.  Herudover kan købes billetter til forskellige forestillinger og særarrangementer.

 

Floriaden ligger i Venlo i den sydligere del af Holland, næsten ud for Düsseldorf i Tyskland. Ligger op til motorvejen A 73. Nærmeste lufthavne er Düsseldorf, Maastricht, Eindhoven og Weeze.

Du kan eventuelt kombinere turen med en tur til Amsterdam, hvorfra der går direkte tog til Floriaden. Det er ca. to timers togrejse. Du kan også vælge at holde ferie i regionen, der byder på smukke cykelture og flodsejlads. Se mere på  Lustforlimburg.com

 

Et besøg i Floriaden kan næsten ikke gøres på under 7 timer, men der er noget at se på for både voksne og børn. Mest får børn nok ud af det, hvis de kan en smule engelsk, tysk eller hollandsk. Ellers må forældre hjælpe til.

Der er åben alle ugens 7 dage fra 10 – 19. Fra 21.juni til 2. september dog til kl. 20.

Om Lars Lund

Lars Lund er ekspertblogger i Drivhusklubben.

Lars er tidligere anlægsgartner og nu havejournalist med enorm viden om især drivhuse.

  • Fremhævede indlæg