Blog


...

Spirekassen

12 mar 2024 15:06

Glas eller polykarbonat?

Jeg fik mit første drivhus for over 25 år siden. Siden har der været 5 drivhuse i mit liv, og de har alle haft deres fordele og ulemper. Specielt det første drivhus, man anskaffer sig, kræver store overvejelser.

Der er virkelig en del overvejelser!

Gennem tiden er drivhuset blevet større og større. Variationen af drivhusmodeller flere og flere. Formålet med drivhuset har også forandret sig gennem tiden. Da de første hobbydrivhuse kom på det danske marked i 1970’erne, var de skab til plantedyrkning. I dag 50 år efter er drivhuse lige så ofte designet og tænkt til at være et opholdsrum for hele familien.

 

Skal jeg vælge glas eller polycarbonat?

Begge ting har fordele og ulemper, men det helt afgørende er, hvad du skal bruge dit drivhus til nu og i fremtiden.

 

Nogle af de spørgsmål du bør stille dig
  • Er der legende børn tæt ved drivhuset?
  • Skal drivhuset bruges til andet end plantedyrkning?
  • Ønsker du at dyrke hele året?
  • Hvad vil du gerne dyrke?
  • Vil du opvarme dit drivhus med ekstern varmekilde?
  • Det subjektive; Hvad synes du er pænest?

 

Drivhus af glas

De fleste hobbydrivhuse er glasdrivhuse og har altid været det. Den gode grund til det er, at glas er det bedste dækningsmateriale til drivhuse. Først og fremmest pga. den gode lystransmission og glassets styrke. Når sollyset rammer drivhusglasset, vil en del af lyset reflekteres udad igen. Det hedder genspejling, og vi oplever det som genskin. Ca. 15-20% af sollyset reflekteres eller absorberes i glasset. Den resterende vil passere gennem glasset og ind i drivhuset. Det er den mængde sollys, planterne kan bruge til fotosyntese.

Før i tiden så man ofte, at hobbydrivhuse var belagt med 3 mm eller 4 mm delt glas. Fordelen ved denne glastype er, at man let kan købe glas og skære det til selv. Ulempen ved delt glas er dog, at når det går i stykker, brydes det i store stykker, som er skarpe. Det er nemt at skære sig.

Hærdet glas er fremtiden

I moderne hobbydrivhuse bruges nu hærdet glas 3 mm. Hærdet glas er kendt for sin styrke og modstandsdygtighed over for stød og tryk. Hærdet glas er mindre tilbøjeligt til at blive beskadiget af vind, hagl eller andre ydre påvirkninger sammenlignet med almindeligt glas. Hærdet glas er kendt for sin langvarige levetid. Det kræver minimal vedligeholdelse og bevarer sit udseende og funktion over tid. Hvis hærdet glas skulle gå i stykker, splintrer det i små ufarlige stykker i stedet for skarpe farlige skår. Ruden kan gå i stykker, hvis der for eksempel springer en sten op på kanten af ruden fra en græsslåmaskine. Du kan dog ikke selv tilskære en rude i hærdet glas, hvilket gør udskiftning mere omstændigt. 


Indstråling i glasdrivhuset

Glas tillader maksimal lysgennemtrængelighed, hvilket skaber optimale vækstbetingelser for planterne inde i drivhuset. Hærdet glas er også modstandsdygtigt over for UV-stråler, hvilket beskytter planterne inde i drivhuset mod skadelig solstråling. Lysstyrken kan være meget høj, hvilket er ret godt for mange kulturer fx agurk, aubergine, chili og peber. Dog er der normalt altid behov for skyggemuligheder, da specielt tomater ikke tåler direkte varme og sol.


Indeklimaet i glasdrivhuset

Glas har ikke den samme isoleringsevne som f.eks. kanalplader af polycarbonat. I et polycarbonat drivhus opretholdes en mere stabil temperatur inde i drivhuset året rundt. I et glasdrivhus er temperaturen lagt mere varieret og kan springe fra 5-20 grader på kort tid, hvis solen er fremme. På meget klare vinternætter kan temperaturen i et glasdrivhuset, lige inden solopgang, være flere grader under temperaturen ude i det fri.

Positivt er det, at drivhuse af glas har det bedste indeklima. På grund af de store temperaturforskelle på yder- og indersiden af glasset opstår der dug og kondens på indersiden af glasset. Dette gør resten af drivhusklimaet mere tørt. Yderligere arbejder glas, drivhuskonstruktion og fundament i forhold til hinanden. Dette er med til at danne et drivhusklima med et godt luftskifte, og det forebygger svampesygdomme.


Den personlige smag og driverhuset

Glasdrivhuset er førstevalget for de fleste drivhuskøbere. Specielt på de dyre modeller af drivhuse, hvis du ønsker at bruge drivhuset til andet end dyrkning. Skal dit drivhus også skal være din lille ”Driver oase”, så bør du vælge glas. Hvis der er børn og dyr i haven, er det ganske klogt at tilvælge hærdet glas.

Drivhus af polykarbonat 

Hvis valget falder på polykarbonat, er den første fordel, at polykarbonat er let vægtigt i forhold til glas og samtidig meget holdbart. Det gør det lettere at håndtere under opsætning af drivhuset og mindsker risikoen for brud.

Polycarbonat er et stærkt, slagfast plastmateriale. Dog ridses plasten nemt. Pladerne af polykarbonat varierer lidt fra drivhusmærke til drivhusmærke. Polykarbonatplader kan have en tykkelse på alt lige fra 4 mm og være massive eller udformet som kanalplader i 2 lag med et luftrum i mellem og have en samlet tykkelse på 10 mm.

At have et drivhus af polykarbonat er en fordel, hvis du har børn og dyr i haven. En bold eller andet smadrer ikke lige en polykarbonat plade. Børn og dyr skærer sig ikke på knust glas. Du skal ikke være bekymret for glas, der ødelægges i en storm.

Polykarbonat, der bruges til drivhus er behandlet så plasten kan modstå UV stråler. Plasten er oftest kun behandlet med UV stråling på den ene side. Derfor er det utroligt vigtigt, at polykarbonatpladerne monteres korrekt under opsætningen. UV-filteret beskytter planterne mod overdreven eksponering for solen. Polykarbonat plader har det desværre med at få et gulligt skær med tiden. Gerne efter 6 til 7 år.

Juliana har lavet en video, der viser, hvor modstandsdygtig polykarbonat plader er. Der bliver testet med både en golfbold, hammer og en fodbold.

 

Indstrålingen i polykarbonatdrivhuset

Indstrålingen gennem en massiv Polykarbonatplade er mindre end igennem glas. Kun 30-40% af sollyset kommer igennem, specielt hvis den er tonet i en farve eller har en nistret struktur.

Kanalplader af klar polykarbonat vil have en bedre lysgennemstrømning på omkring de 80%. Dog bliver indstrålingen aldrig så godt som ved glas.

I modsætning til glas er der ingen genspejlingseffekt i plastpladen, hvilket gør, at lysgennemstrømningen er nogenlunde konstant og ikke så afhængig af drivhusets taghældning. Polykarbonatplader spreder sollyset jævnt inde i drivhuset, hvilket skaber optimale vækstbetingelser for planterne.

Igennem foråret og sommeren er den mindre indstråling af sollys gennem polykarbonatpladen ikke det store problem. Foråret kan være lunefuldt, og specielt de kolde nætter kan blive mindre kolde med et polycarbonat drivhus. Du er fri for at opsætte skyggegardin og en kultur som tomat, er ikke specielt glad for meget direkte sollys i forvejen. Polykarbonatdrivhuse er også god til andre mere skyggeelskende planter som orkideer og tropiske regnskovsstueplanter.

Om vinteren vil planterne få mindre gavn af den lille mængde af vinterlys. Drivhuset vil generelt være en smule lunere end et drivhus af glas, men altså mørkere.


Indeklimaet i polykarbonatdrivhuset

Polykarbonat drivhuse er langt mere tætte end glasdrivhuset. Næsten for tætte hvilket betyder, at man som drivhusejer skal være meget opmærksom på at udlufte grundigt.

Den gode isoleringsevne betyder også, at der ikke kondenseres så meget vanddamp på polykarbonatpladerne, så luftfugtigheden er højere i et polykarbonatdrivhus end i et glasdrivhus.

En høj luftfugtighed kan danne grobunden for en del svampesygdomme. Dette er specielt udfordrende om vinteren og for din vinterdyrkning.

Et drivhus af polykarbonat har generelt et mere stabilt drivhusklima. Temperaturen falder ikke så brat. Der ses heller ikke de massive kuldedyk inden solopgang, som i glasdrivhuset. 

Fun Facts omkring opvarmning

Hvis du har planer om at opvarme dit drivhus i vinterhalvåret med en ekstern varmekilde, er det sund fornuft at tilvælge polykarbonat, hvis du vil sænke din varmeudgift. Ved at tilvælge polykarbonat til fordel for ganske almindelig enkeltlag glas, kan du nedsætte dit varmeforbrug markant.


Regne eksempel

Et 10 m2 drivhus har en overflade på ca. 36 m2 for at holde 10 grader højere end ude og med en typisk strømpris på 2 kr.

Glasdrivhus: Forbrug 2,160 kW i timen

Polykarbonatdrivhus: Forbrug 1,440 i timen

Pris for opvarmning

Glasdrivhus: 104 kr. i døgnet

Polykarbonatdrivhus: 69 kr. i døgnet

Den personlige smag og driverhuset

For dig som vil dyrke mindre og hygge mere i drivhuset, er polykarbonat ikke førstevalget. Den type af polykarbonat, man bruger i drivhuse, er ikke gennemsigtig, og det føles ikke rart med længere tids ophold i et polykarbonat drivhus.

Polykarbonatdrivhuse skal bruges til, hvad det er skabt til, nemlig plantedyrkning.

Det er også en personlig smag, om man synes, at et polykarbonat drivhus er pænt. I dag er salget af polykarbonatdrivhuse faldene specielt på de dyre drivhusmodeller.


Tak til:

Daniel Dam Barrett, Induflex

Klaus Bisgaard Lillesø, Kvalitetsansvarlig, Juliana Drivhuse

Bent Løschenkohl, Hortonom

Peter Birk Jespersen, Tømrer