Blog


...

Spirekassen

08 maj 2024 14:15

Drivhuset som sanserum

Tekst & foto: Christine Wiemann, Spirekassen

 

Igennem de over 50 år hobbydrivhuse har været på marked i Europa, har drivhuset gennemgået en kæmpe forandring. Tidligt i 1970érne hvor de første hobbydrivhuse kom på marked, var drivhusene små og bygget til én funktion, nemlig at man kunne dyrke planter i dem.

Tiderne har ændret sig, og det har hobbydrivhuset i den grad også. Drivhushusene er blevet større, og mange modeller minder om små orangerier med inspiration fra Englands skønne havetraditioner og Kew Gardens klassiske skønhed.

Måden at anvende drivhuset på har også ændret sig. Faktisk er vores måde at bruge hobbydrivhuset forskelligt, alt efter hvilket land du kommer fra. Tyskerne og Englænderne anvender deres drivhuse overvejende traditionelt med fokus på plantedyrkning. I Danmark er der en tendens til, at vi anvender vores drivhus som et ”Driverhus” med fokus på drivhuset som et opholdsrum og mindre fokus på plantedyrkning.

Hos Spirekassen har vi to drivhuse. Et ældre orangeri på 25 m2, som bruges til klassisk dyrkning af en masse grøntsager. Vi ejer også et nyt Juliana Orangeri 21,5 m2, som er placeret ved vores sø. Det bruges meget bevist som et sanserum, der på én og samme gang stimulerer vores sanser men også skabe mental ro.

Vi har hele året rundt meget sårbare mennesker i praktik hos os. Det kan være mennesker med stress, angst eller depression. Nogle lider af det hele på én og samme gang. Her bruger vi vores orangeri meget bevist som sanserum, afslapningsrum, møderum og meget andet. Den store fællesnævner er, at opholdet i drivhuset skal være en god og rolig oplevelse.

Elementer i drivhuset som sanserum

Følelse af natur

Vi ved, at ophold i naturen kan være en effektiv måde at reducere stress på og fremme generel trivsel. Naturen, som her repræsenteres via drivhuset, giver os en unik mulighed for at være til stede i øjeblikket og praktisere mindfulness. Lyden af fugle, suset fra træerne og synet af planter som gror, dufter og har forskellige farver, kan alle bidrage til at berolige sindet og reducere stress. Når vi oplever, vi er stressede, handler det ofte om at være overstimuleret i hverdagen. Hvis du bruger drivhuset bevist som sanserum, kan du ofte skabe et miljø med færre stimuli, hvilket giver sindet en pause fra den konstante påvirkning af skærme, trafik, støj og hverdagslivet. Mennesker har en medfødt tilknytning til naturen. Ved at tilbringe tid i naturen kan vi genoprette denne forbindelse og fremme følelsen af ro og velvære i kroppen.


Plantevalg til sanse drivhuset

Arbejd bevist med at tilvælge planter med forskellige teksturer og farver for at skabe en visuel stimulans. Overvej også planter med interessante former eller vækstmåder. Spirekassens fokus i år er på former, farver og frodighed netop for at skabe et sanseligt drivhus. Vores plantevalg er faldet på anderledes auberginer med helt små frugter på størrelse med et hønseæg. Ikke mindst en spændende egyptisk aubergine med stærk orange frugter. Vi prøver også Tomatillo 'Purple'. Plantevalget er for at skabe en visuel oplevelse.

For at få et meget frodigt indslag har vi valgt Passiflora caerulea, passionsblomst. Denne art har en kraftig og klatrende vækst, og man kan næsten se, at den vokser dag for dag. Det skaber en tropisk stemning i drivhuset i kombination med vores figentræer. Figentræer har den fineste duft og aroma af figen, når man berører bladene og stængel. Duftende planter er i det hele taget også et ”Must Have” i sansedrivhuset. Hos os har vi krydderurter fx rosmarin og duftpelargonier, som udskiller æteriske olier gennem bladene.

For at gøre stemningen endnu mere tropisk har vi i år også valgt at fylde vores orangeri med tropiske stueplanter.

Lydelementer

Vi har mange naturlige lyde fra søen tæt på, men også fra den omkringliggende natur. Yderligere har vi et vindspil med blide lyde, som giver en beroligende akustisk baggrund. Lyden af søvandet i bevægelse i kombination med det fine vindspil bidrager til en afslappende atmosfære.


Taktil oplevelse

Ordet taktil er udledt af det latinske ord tactilis, som betyder 'at røre'. Taktil sansning omfatter enhver sansning, som beskriver noget, der kan opfattes gennem berøring.

Den taktile oplevelse kan skabes ved en rar indretning og den rette skygge i drivhuset, så drivhusklimaet bliver behageligt. Herved bliver drivhuset et naturligt sted at opholde sig. Vi har et stort langbord, hvor alle kan sidde og nyde udsigten over søen eller fornemme drivhuses frodighed, farver, former og dufte. Planter kan røres, og flere planter udskiller naturlige aromastoffer. 


Belysning

Brug naturligt lys fra solen, som udgangspunkt men husk også gode skyggemuligheder i drivhuset. Overvej også at installere dæmpet belysning til aftenbrug. Vi er meget glade for Juliana Drivhuses solcellelampe og fyrfadsholder

Belysningen er blød og harmonisk og er perfekt i den halv lyse sommeraften. Husk at eksponering for naturligt lys i løbet af dagen kan hjælpe med at regulere søvnmønster og humør i den positive retning, hvilket igen kan reducere en underliggende stress.