Blog


...

Spirekassen

12 dec 2023 11:20

Planlægning af sommerhalvåret 2024

Vi har taget hul på et helt ny år, og os i Danmark har allerede i slutningen af november og i starten af december oplevet, at vinteren faktisk stadigvæk kan være kold og fyldt af sne. Egentlig er det et godt tegn, at vinteren forsat kan være kold trods klimaforandringerne.

Hvorfor? får du svar på senere i denne artikel.

Med en helt ny kalenderår kommer også tiden for planlægning af sommersæsonen i drivhuset. I Spirekassen gør vi altid det, at vi ser tilbage på den seneste sommersæson og herefter planlægger det nye.

Her ser vi på hvad, som gik godt og hvad, der gik mindre godt. Alligevel har vi allerede tyvstartet foråret 2024, læs mere og find ud af hvordan.

 

Travlhed i efteråret og tyvstart på 2024

I efteråret 2023 lagde vi en del blomsterløg i begge vores drivhuse. Faktisk lagde vi omkring 300 blomsterløg i begge drivhuse fordelt på tulipan, narcissus og mindre løg som krokus, skilla og snepryd. Vi har nemlig meget fokus på at bruge specielt vores Juliana Orangeri 21,5 m2 lige så snart, det er varmt nok til at opholde sig i det. De første løgblomster viser deres skønhed i marts, og her vil der midt på dagen allerede være gode varme timer i drivhuset.

Vi har lagt blomsterløg i vores faste jordbede, men også i plantekummer, potter og krukker. I takt med at blomsterløgene afblomstrer, fjernes de, og pladsen skal herefter bruges til årets sommergrøntsager.

 

Evaluering af 2023

2023 var speciel på rigtig mange måder for os alle. Vi havde en historisk tørke i foråret, og sommeren 2023 har globalt set været den varmeste, der nogensinde er målt. Der blev slået varmerekorder mange steder i Europa og resten af verden.

Hvilken betydning har det så for dit og mit drivhus? En helt tydelig markør på klimaforandringer hos os i Spirekassen var skadedyrene. Vi har aldrig nogensinde haft så stort angreb af bladlus som i 2023. Det tørre og lune forår gjorde, at bladlusene stortrives i begge vores drivhuse, og de var ikke til at få has på. Først da bladlusenes naturlige fjende, mariehønen, rigtig kom i vækst, skete der noget. Langt de fleste arter af mariehøns lever både som voksne og som larver af bladlus, og i sensommeren var bladlusene stort set væk fra begge drivhuse. Forsommeren var helt forfærdelig, og vi fik ødelagt en del planter pga. bladlus.

Dog frygter vi at nogle bladlus har overvintret i drivhuset og starter op med at yngle igen, når varmen igen kommer i foråret 2024. Det skal vi have stoppet med en grundig rengøring af drivhusets glas og sprosser i det tidlige forår. Yderligere vil vi som forebyggende behandling udsætte nyttedyr i drivhuset for at skabe en naturlig balance mellem skadedyr og nyttedyr fra starten af sæsonen.

Den kolde vintervej i slutningen af 2023 med tocifrede kuldegrader hjælper på skadedyrsproblemet i 2024. Frost og helst hård frost slår simpelthen overvintrende skadedyr ihjel og virker næsten som en god hovedrengøring i drivhuset.

 

Vi mangler mere skygge 

Det kan ikke gentages nok - tænk i skyggemuligheder! God skygge er en nødvendighed i ethvert drivhus, stor eller lille. Vi troede egentlig sidste år, at vi havde en god løsning med skygge, men den viste sig ikke at fungere i praksis.

Vi vælger i 2024 selv at sy skyggegardiner til vores Juliana Orangeri. Det er fuldstændig nødvendigt, at vi får styr på klimaet, da hverken planter eller mennesker trives i et overophedet drivhus.

Et sted man meget nemt kunne se, vi ikke helt havde styr på drivhusklimaet i 2023, var på tomaterne i vores selvvandingskasser. De led nemlig meget tidligt af griffelråd. (Læs artikel om tomatdyrkning og griffelråd)

I 2024 skal der altså fokus på bedre skyggemuligheder, og vi dropper helt at have selvvandingskasser i vores drivhuse fra næste år.

 

Valg af frugt og grøntsagsplanter i 2024

Vi håber ikke, at vi igen i 2024 får så massive problemer med bladlus, men vi har besluttet at udelade bladlusenes favoritplanter, nemlig peber og chili. Sidste år voksede der chili på drivhusets varmeste plads, men i år flytter der auberginer ind i stedet. Hos Spirekassen introducerer vi i år etiopisk aubergine 'Rosso Di Napoli' og Aubergine ‘Bambino'. Begge sorter er økologiske og meget varmekrævende.

I det hele taget er vi meget til farver, og derfor skal vi også forsøge os med Tomatillo 'Purple', som bruges i det Mexicanske køkken. Igen en varmekrævende kultur, som passer perfekt i drivhusets varme hjørne. I 2024 udelader vi også tomaterne i Juliana Orangeriet, da der simpelthen er for varmt for tomaterne. Det man ofte ser, hvis klimaet er for varm for tomater er, at frugtsætningen er dårlig, og høsten af frugter er mindre god. Det oplevede vi til fulde. Tomaterne flyttes til Det gamle Orangeri, hvor vi dyrker en kombination mellem blomster til snit og så tomater.

Pladsen, som før var optaget af vores selvvandingskasser, skal i år optages af én enkelt melonplante. Det tilvælger vi, fordi vi nu ved, at klimaet i vores Juliana Orangeri er varmt, og det vil en melon elske. I Det Gamle Orangeri sniger der også noget frugt ind. Allerede i efteråret 2023 plantede vi en Kiwi plante i orangeriet. Vi håber, at den allerede i 2024 giver os frugter.

 

Blomsterne overtager i 2024

Rent generelt er den smart at have blomster i drivhuset. Blomsterduften tiltrækker bestøvende insekter, som skal bestøve vores grøntsager og frugter.

Vi genoptager en klassiker i sommeren 2024. Passionsblomsten var populær i 1990'erne. Dog mest som potteplante, men den trives virkelig fint i drivhuset i sommerhalvåret. Passifloraceae er en familie af blomstrende planter, der indeholder omkring 750 arter og opdelt i omkring 27 slægter. De er alle meget forskellige.

Passiflora caerulea er den, vi kender bedst, og også den vi ønsker at ”støve af” og lade få nyt liv i drivhuset. Arten danner ikke spiselige passionsfrugter. De kommer fra arten Passiflora edulis. Passiflora caeruleas vækst er massiv, og dens ranker kan blive op til 25 meter lange. Blomstring er fantastisk, og får drivhuset til at fremstå tropisk. Passiflora caerulea er interessant, fordi den er relativ kuldetålende. Hvis planten står beskyttet, kan den klare helt ned til minus 10 grader. Klimaet har ændret sig siden 1990érne. Vores vintre er blevet mildere, og det kan have stor betydning for passionsblomsten. Måske den nu vil kunne overvintre i drivhuset og skyde igen i 2025. Det skal afprøves!

I Det Gamle Orangeri har vi allerede tyvstartet på blomsterfloret i 2024. Vi har efterårssået Hardy annuals, og de er allerede på vej op. Væksten af de små planter går i stå gennem vinteren, når frosten og sneen kommer. Dog begynder væksten igen, når varmen kommer i foråret 2024. Efterårssåning giver tidligere blomstring allerede i start juni måned.

Vi har efterårssået

  • Sommerridderspore, Delphinium consolida
  • Nigella, Nigella damascena
  • Dusksalvie, Salvia viridis

 

De gode råd til den nye sæson
  • Evaluer dit sidste drivhusår
  • Plant strategisk: plant varmekrævende arter, hvor drivhuset er varmest
  • Plant tomater hvor det er køligst og mest skyggefuldt
  • Husk dit drivhusklima, tænk i skyggemuligheder
  • Plant blomster, som kan lokke bestøvede insekter til
  • Udsæt nyttedyr forebyggende fra maj måned