Blog


...

Lars Lund

06 sep 2023 11:12

Dejlige søde kirsebær til munden og sure til sovsen og vinen

Sådan får de lækreste kirsebær i din have

 

Af Lars Lund

 

Når kirsebærrene kommer i handlen, er der altid rift om dem, så hvorfor ikke dyrke dem selv. Engang var kirsebær store træer, men i dag kan du få dem i alle størrelser, så de passer til din have. Det er grundstammen, det handler om, når vi taler om størrelse, mens sorten sure eller søde, og hvornår de modner, og i øvrigt også smager, er et spørgsmål om den sort, der er podet på grundstammen. Du kan også købe et træ med to eller tre forskellige sorter på et og samme træ.  Typisk kaldes den slags et familiekirsebærtræ.  

 

Det søde og det sure

De søde sorter er dem, vi spiser, friske fra træet, og også dem fuglene er mest glade for, mens de sure sorter egner sig bedst til syltning. Langt de fleste af os vælger de søde til haven. De sure er dog ikke så sure, som det lyder. Når de modner, er det blot mindre søde.

Lige så vigtigt som højden kan være, lige så vigtigt er det at gøre op med sig selv, om man har kirsebær for at mætte fuglene eller mest for at mætte sig selv. Kirsebær modner ofte midt i ferietiden, og så er det måske kun fuglene, der får glæde af dem. Stort set er de også kun spiseklar i en til to uger, og altså ikke i så lang tid som meget andet frugt og bær.

Sorter

’Stella’ er klart den mest populære sort af alle kirsebær. Det skyldes blandt andet, at den er selvbestøvende, og man derfor ikke behøver at have to træer. Med alderen, når træet er de 30-40 år, vil det dog gerne have selskab af endnu et træ, men mon ikke naboen også har et kirsebærtræ. Har naboen det, kan bierne flyve fra naboens træ og over til dit.

’Stella’ smager rigtig godt, og podes næsten altid på et træ af middel størrelse, så det passer ind i stort set alle haver. Det er også et sundt træ, der giver mange dybrøde middelstore bær. Når det er lidt for modent, kan de dog revne, og lidt efter vejrforholdene revner mange nogle år og få andre år. Det er især, når sommeren er regnfuld, mens kirsebærrene modner, at kirsebær revner, nøjagtig som tomater, der har for meget dug på frugten. Bærrene modner midt i juli.

 

’Sunburst’.

En anden sort der kan anbefales ’Sunburst’. Også den er selvbestøvende og ganske frugtbar, og har knap så stor tendens til at revne. Både ’Stella’ og ’Sunburst’ kommer fra Canada. Bærrene modner sidst i juli, og er som ’Stella’ mørkerøde og lidt større end ’Stella’.

 

Merton Late’

Et lidt mindre træ, der kan anbefales for dets smag og sundhed, er Merton Late’, hvis kirsebær stort set aldrig revner. Ulempen er, at træet kræver bestøvning fra et andet træ, men ellers er det et sundt træ, der kommer fra England. Bærrene er små, men lækre og farven rødgul. Det er træet, du skal vælge, hvis du aldrig er hjemme i juli, for bærrene modner i starten af august.

 

Der findes omkring 300 andre sorter, dog heldigvis ikke så mange i handlen herhjemme, men ud fra mange eksperternes vurderinger, er de tre nævnte rigtig gode bud.

Stop for Gult

Måske skal lige nævnes gule kirsebær, som fuglene ikke er så vilde med. For eksempel ’Dønnissens gule’. Den kan dog ikke anbefales, fordi den let får svampen monilia, og bærrene revner meget hurtigt i regnvejr.

 

Til vin og sovs

Vil du lave vin eller saft og sovs af kirsebær, er det (den sure) ’Stevnsbær’ du skal gå efter. De er små men meget velegnet til formålet, blandt andet fordi smagen er kraftigere end sødkirsebærenes. Herudover er det blandt de sure ’Kirsa’, ’Coralin’ der typisk findes på markedet.  

 

Moreller er også sødkirsebær blot en østjysk betegnelse, hvorimod mirabeller, der ligner kirsebær, er noget helt andet, men dog i familien.

 

Jord og placering

Kirsebærtræer trives klart bedst i en leret, gerne kalkrig jord, der dog skal være veldrænet.

De kan tåle skygge, men bærrene bliver bedst, når de får sol. Du kan plante træet fra sidst september og frem til frosten. Grav et pænt stort hul, bland den opgravede jord med lidt omsat kompost.

 

Gødning og beskæring

Kirsebær er ikke særlig krævende med hensyn til gødning. Kompost ved træet er dog altid godt. Beskær så lidt som overhovedet muligt.

 

Sygdomme

Krøllede blade er nok den sygdom, du mest vil se. Det er lus, der forårsager dem, men det går ikke ud over udbyttet. Svampesygdommen ’Grå monilia’ og bakteriekræft er også kendte sygdomme blandt kirsebær. Bakteriekræften giver harpikslignende flåd, men man behøver ikke gå i panik. De fleste træer klarer sig mange år med kræften, og i nogle tilfælde forsvinder den næsten mere og mere.

5 Kommentarer til dette indlæg

...

Jørgen Schmidt

14 sep 2023 09:14

Vi har haft en Stella-træ i mange år med masser af dejlige kirsebær. I år var der en, der fortalte mig, at der ku' være larver dem! Det troede jeg ikke på, men da jeg skilte bærerne på midten og så efter, var der ganske rigtig en lille ulækker larve i en del af bærerne - og dem har jeg i årevis gået og spist :( Kan man gøre noget ved det?

...

Lars Lund

14 sep 2023 10:43

hej Jørgen. Du er hurtig :)

Jeg kan fortælle dig, at der også sagtens kan være orm i jordbær. Nogle gange er det nematoder, ganske tynde trådorm og andre gange ved udenlandske jordbær orm fra en flue. Hvis du vil være sikker på at dine jordbær ikke er inficeret, kan du lægge jordbærrene i en skål med 8 kopper vand, 1 kop eddike og en god sjat salt. Derefter skal du lade bærrene ligge i en halv time, og hvis de er inficeret, vil der efter noget tid poppe små, hvide larver og gennemsigtige maddiker ud gennem bærrenes overflade og lægge sig i vandoverfladen. Nogle af dem er så små, at man skal helt tæt på for at se dem.
Men nu er det kirsebær. Her er det kirsebærfluen der har lagt et æg. Den laver en lille prik i dit bær, som du ikke kan se. Æggene lægges på modnende frugter af kirsebær. De hvide larver borer sig ind i frugten og spiser omkring stenen. Når larven er fuldt udviklede, baner de sig vej ud, falder ned på jorden og overvintrer som pupper i jorden. Beskadigede kirsebær har et blødt, brunt område omkring stilken, og frugtens indre er råddent. Det er hovedsageligt, når det er meget varmt man oplever angreb. Også her er et husråd for at tjekke.
Hæld vand i en stor beholder og tilsæt et par spiseskefulde salt. Du skal røre væsken og hæld kirsebærrene i den. Efter 2-3 timer kommer ormene ud af bærrene og flyder til overfladen.

For at bekæmpe kirsebærfluen er det i begyndelsen af foråret nødvendigt at dække jorden omkring træstammen med sort plast eller andet dækmateriale. De forhindrer, at overvintrede skadedyr flyver ud af jorden. Efterlad ikke frugter på træet og fjern alle nedfaldne bær.
For at bekæmpe orme i kirsebær kan du også bruge en opløsning med hvidløg, løg, malurt, tobak eller natskygge, som du skal sprøjte på en gang om ugen fra midt maj til midt juni. Der findes nogle specielle gule limfælder, der fanger nogle af fluerne og i al fald fortæller de, at nu er de her. Du forebygger ved at grave omkring kirsebærtræet, hvor larverne forpupper sig, eller kultivere både i maj og i august er det godt at vende jorden. Og så er orme og larver jo heldigvis fyldt med protein og i mange lande spiser man både insekter og larver. Så den gode nyhed er, at du overlever g måske tilmed bliver sundere.
Hvis du vil læse råd til erhvervsavlerne og få nogle ekstra tips, kan du læse det her.
https://www.hortiadvice.dk/upl/website/7902_ipm-projekt/Overvgningvarslingogforebyggelseafkirsebrfluerne.pdf

...

Flemming Petersen

14 sep 2023 12:30

Vi har haft ganske voldsomme luseangreb på vort Stella-kirsebærtræ, som næsten ødelagde bladene. Hvordan bekæmper jeg bedst lusene?

venlig hilsen
Flemming Petersen

...

Flemming Petersen (1)

14 sep 2023 12:30

Vi har haft ganske voldsomme luseangreb på vort Stella-kirsebærtræ, som næsten ødelagde bladene. Hvordan bekæmper jeg bedst lusene?

venlig hilsen
Flemming Petersen

...

Lars Lund (1)

17 sep 2023 17:58

Hej Flemming. Jeg vil næsten sige det er mere almindeligt end modsat. Jeg har det selv hvert eneste år. Jeg gør ikke noget ved det for træet giver mange kirsebær selv om bladene misdannes. De skifter vært med åkanderne og nøkkeroser har man dem, så har man også lus på kirsebær. Du kan prøve at spule dem væk på åkanderne, hvis du alts har dem der for de kommer først her. eller skal du spule bladen på kirsebærtræet eller bruge et middel mod lus. Eventuelt lave dit eget med sulfo et oar dråber og lidt sprit. Lusene indfinder sig mest og hyppigst lige før kirsebærerne modner.

Om Lars Lund

Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.

Bliv klogere på Lars Lund