Blog


...

Lars Lund

03 mar 2023 10:46

Dyrk stokroser: Roser på stok

 

Stokrosen er forbundet med romantik og gamle dage. Vi guider dig til en svunden tid med en guide om dyrkning af stokroser.

I mange af H.C. Andersens eventyr indgik stokrosen, som en af de blomster, man næsten kunne finde i et hvert bondesamfund. Alcea rosea kaldes den på latin, og kommer oprindelig fra det sydvestlige og centrale Asien, men er også kendt fra Balkan og Grækenland. I dag vil du kunne finde stokroser, der vokser vildt i naturen. De har spredt sig fra haverne. Det botaniske familienavn er katostfamilien. Den samme familie er for eksempel Hibiscus, hvis blomster på mange måder kan ligne stokrosens. 

 

Rose med dyb pælerod

De fleste stokroser er toårige, det vil sige, man sår et frø, og samme år kommer der blade, men ingen eller yderst sjældent blomst. I stedet for bruger stokrosen energi på at udvikle et godt rodnet. Det er dog ikke sådan, at du skal vente to år, hver gang der har været blomstring. Planten sætter normalt altid nye skud fra basis, efter at de blomstrende skud er visnet væk. Ellers ville arbejdet med at lave en pælerod eller et godt rodnet også være nær spildt.

To eller etårige

De etårige sætter blomst allerede første år, men findes ikke i nær så flot og stort et udvalg som de toårige. Netop farverne – og de meget forskellige farver – er det, der gør stokrosen særlig populær, og så blomstrer den længe, det vil sige fra juli og ind i oktober. Konstant med nye og friske blomster på de op til tre meter høje stængler. I haven kan du dog ikke være helt sikker på, at farven hos den selvsåede naboplante er den samme år for år. Det er især humlebier, der bestøver stokroser, og når de flyver fra blomst til blomst og fra den enkelte plante til den anden, sker bestøvningen og dermed måske et andet miks af farver. Men det er netop charmen.

Kan ikke deles men plantes

Stauder kan man dele, men ikke en urt som stokrosen. I en planteskole kan du købe en færdig plante, der er sået året før, og hvor rodnettet er pakket ned i potten, men vil du selv i gang, skal du så. Her kan du tage modne frø fra en stokrose, der har blomstret. Typisk vil de første frø være modnede i august, når de har en brunlig hinde omkring sig. Hver stængel giver mange frø, der er samlet i en rund flad kugle, så du vil nok ikke have problemer med at få lov til at tage en enkelt rondel hos en ven eller et sted, hvor du lige finder den helt rigtige stokrose for dig.

Sådan sår du

Du kan så frø, fra de er modnet, sådan som stokrosen selv gør. Det vil sige, du i princippet kan så dem næsten hele året, bare du kan komme i jorden, og du sikrer dig, der ikke er alt for vådt. Godt nok vil pæleroden på en stokrose gerne stå i fugtig jord, men frøene skal ikke ligge og søbe i vand. Derfor kan marts også være et godt tidspunkt at så frøene. Så dem i en priklemuld i et par centimeters dybde. Efterfølgende skal jorden holdes jævnt fugtigt og stilles lyst ved ca. 20 grader. Når de er spiret og vokset en uges tid, kan du potte dem om, og stadig stille dem så lyst som muligt, og når frosten er forbi, kan du plante dem ud. Det vil sige omkring maj. 

Hvor skal planten stå

På mange idylliske billeder ser man stokroser stå under hustage. I gamle dage, hvor man især på de stråtækte huse ikke have tagrender, var det også et ideelt sted. Stokrosen kan godt lide at læne sig op ad et eller andet, og også at lune sig op ad en mur, men de bryder sig bestemt ikke om en tør jord. Rødderne skal helts stå i en lidt fugtig jord. Så måske er det ikke under dit hustag, de skal stå, men har du et stakit eller et hegn, kunne det være løsningen. Selvfølgelig kan du også sætte bambusstokke der støtter dem ved siden af blomsterstokken, men står de i rimeligt læ, så er de faktisk ret stærke, og kan i de fleste tilfælde godt holde sig selv oppe.

Selv om de gerne vil stå fugtigt, skal de ikke om i skyggen, men gerne have så meget sol som muligt. De kan dog også sagtens tåle halvskygge.    

 

Pasning

Stokroser er meget nøjsomme. De vil gerne have kompost, men ellers er gødning ikke nødvendigt. Nip frørondellerne af efterhånden som de modner og fjern visne blomster. Har der været meget tørt i en periode, så sørg for vanding.

Sygdomme

Stokroser er generelt meget sunde, men de kan især, hvis de mangler vand, få rust. Det ses som gule til orange pletter på bladene, visne blomster og brunlige pletter på stænglerne, der godt kan ligne rust. Rust er en svampesygdom med navnet Puccinia malvacearum, der kan være vanskeligt at bekæmpe, når først den er kommet, men ser du gulorange pletter på bladene, skal du straks fjerne dem. Rust kan også forbygges ved at klippe planten ned, når alle frø er høstet.

 

Sorter

Lægestokrose Alcea Officinalis vokser vildt i mange steder Danmark og har lyserøde blomster. Højden er i den lidt lave end nemlig 60-130 cm. høj.

Havestokrosen Alcea Rosea når i hovedreglen omkring 180 til 2 meter.  

Her er for eksempel:

  • Alcea rosea var. Nigra ‘Jet Black’ Er næsten sort eller mørk lilla.
  • Alcea rosea ’Polarstar’ har hvide blomster med gul midte.
  • Alcea rosea ’Radiant Rose’ sætter rosa blomster.
  • Alcea rosea ‘Pleniflora Apricot’ har orangerosa blomster