Blog


...

Lars Lund

13 jun 2023 13:09

Status i drivhuset juni

Det gror, og der skal vandes, for solen er skarp, og vinen skal have et kærligt dask.

Af Lars Lund

l@rslund.dk

Tørken har ramt os, men ikke i drivhuset. Her er der aldrig tørke, for vanding hører med til at have drivhus, så her er der virkelig gang i det grønne. Hos mig er det specielt i mit grønne tag, vinen, der længe har truet med stor vækst, og nu gør alvor af det. Dejligt for bladene er nu i fuld gang med at give lidt tiltrængt skygge.

 

Dask til vinen

Sidst i maj satte vinen blomsterklaser. Hver morgen når jeg hilser på mine planter, får vinen et særligt kærligt godmorgen dask. Det skal den have, for vin skal bestøves, og i naturen sker det med vinden. I drivhuset er der ikke meget vind til at gøre arbejdet. Her kan man snarere synge med på musicalen 'Borte med blæsten'. I stedet er jeg vind og ryster de store ranker. Når de meget små blomster falder af, er der nogle, der bliver forskrækket. Hvorfor taber de blomsterne spørges ofte. Det enkle svar er, at også æbletræerne og andre frugttræers blomster falder af, og alligevel kommer der frugt på dem. Som de tidligere år er der igen udsigt til et stort udbytte. Jeg kan ikke spise mig ud af alle druer, og når mine naboer, der vander mit drivhus i ferietiden, har fået deres andel, laver jeg saft af resten. Vinsaft er det lækreste lækre uden nogen tilsætning, men blandet med danskvand eller mixet med en tør hvidvin, er det nu heller ikke ringe. Man skal blot huske, at en saft af vin godt kan stå og gære, hvis den står for længe. Det måtte jeg sande, da jeg en dag kom til mit sommerhus. Her havde jeg glemt en flaske saft på køkkenbordet. Flasken sad nu som splintret glas på alle køkkenvægge, der tilmed var farvet rød af indholdet fra flasken. Ikke just planen og en lidt uhyggelig tanke, for tænk hvis den var eksploderet, mens nogle var i huset. Med andre ord vil du gemme vinsaften, så frys den ned. 

Læs også denne relateret artikel: Lækker saft af overskudsdruer

 

Nye blade på oliven

Min oliven der er plantet i jorden, og altså ikke står i en krukke, tabte for første gang i dens snart tiårige liv mange blade i løbet af vinteren. Heldigvis er der nu gang i den igen, og nye friske blade er dukket op. Oliven vil gerne have vand, men tåler ikke overvanding. Især ældre træer vil gerne have udtørring, men mens de danner selve frugten, skal der vandes. Unge træer må ikke tørre ud alt for længe. Også her glæder jeg mig til senere at høste oliven og lave mine egne super velsmagne smagsbomber. Se hvordan jeg laver dem her: 

 

 

Læs mere om pasning af oliven her: Pas på dine oliven og citrus i sommersolen

 

Klokkerne ringer på ny

Mine klokkechilier der har overlevet vinteren i mit badeværelse blev klippet ned i marts, og nu er de igen meterhøje og begyndt at sætte blomster. Fordelen ved at lade chilier overleve og ikke smide de gamle ud er, at der hurtigt kommer i bær. De skal ikke bruge en masse energi til at lave et nyt rodnet eller en ny stamme. Til gengæld skal du nippe de første blomster af, der dannes. Så kommer der endnu flere. Mere drastisk er at klippe toppen godt ned, når og hvis den er blevet for høj og ranglet og gerne gør det flere gange, indtil du har en kraftig og busket plante, der kan holde sig selv oppe. Det kan godt gøre ondt, men der kommer en bedre plante ud af det, og du får større udbytte. Har du ikke mod på det, så prøv med en enkelt plante, og du vil gøre det for ever.

Læs også denne relateret artikel: Sådan får du klokkechili til at ringe i flere år

 

Tomaterne er ude

I øjeblikket dyrker jeg ikke tomater inde, men på friland. På friland passer de sig selv, og de er næsten lige plantet ud. Det er særlige sorter, der kan klare det lidt mere barske klima ude. Traditionelt er Gemini en udendørs sort, men den sort jeg har bedst erfaring med er 'Bloddy Butcher'. Trods det noget blodige og let makabre navn er ’Bloody Butcher’ en super tomat. De fleste tomater kan høstes ca. 80 dage fra såning til første høst, mens ’Bloody Butcher’ kun ca. 55 dage efter såning. ’Bloody Butcher’ er derfor en meget tidlig og hårdfør tomatsort, og derfor velegnet både i drivhus, og på friland. Den giver perfekt klassiske rundede tomater, saftige og blodrøde både af ydre og indre. De bliver ca. fem cm i diameter og har en god og intens tomatsmag.

 

Nip tomaterne

Hvis dine tomater er blevet ranglede, er det nok gået ud over blomsterdannelsen. Skyder de for hurtigt og for meget, måske på grund af manglende lys, afsættes de første blomster først et stykke op ad stænglen. Står de derimod på den mere kølige side, bliver planterne mere kompakte, og blomsterne begynder så også længere nede med det resultat, at der er plads til endnu flere blomster, der senere ender som lækre tomater. Også alt for høj varme går ud over blomsterne. Husk at det er nu, du skal nippe alle de små sideskud af, der kommer i hjørnerne (dog ikke på busktomater) og husk også at binde tomaterne op.

 

Jordbær før andre

I butikkerne kan man næsten få friske jordbær hele året. Mine er også klar. Jeg har altid et par potter med jordbær ligesom et par spande med kartofler. På fars dag blev de første kartofler høstet og spist, og til dessert egne jordbær. Bedre kan en fars dag da ikke være. I Mange butikker sælges en særlig potte, hvor du ikke graver kartoflerne op, men plukker dem og lader planten gro videre. De kaldes blandt andet potato pot. De findes også i store grønne presenningstof sække, hvor du kan åbne en låge og plukke kartoflerne. Nogle af den slags er også lavet af jute, og er fine både til kartofler og til gulerødder. Du kan også sagtens lave dem selv med to større plastpotter og en hobbykniv, hvor du skærer firkanter ud i den inderste af potterne.

Læs også denne relateret artikel: Nyt på kartoffelfronten

 

Bønner til spindemider

De sidste af mine grønsager bønner og majs er nu plantet ud efter de har forspiret i varmen inde i drivhuset. Jeg lader et par bønneplanter stå sammen med agurkerne. Spindemider og agurker er en kombination der ikke altid er nem at have med at gøre, men bønner under agurkerne hjælper. Spindemiderne går i lokkemaden, bønnerne og lader agurkerne stå. Ellers er det koldt vand under bladene der kan afhjælpe en del angreb og også neemolie.

Læs også denne relateret artikel: Få bugt med lusene inden foråret springer ud

 

Luft varme og vand

Tre udfordringer i drivhuset er nu at få lidt skygge, få luftet nok ud og få nem adgang til vand.

Skygge kan du lave med en vin, der kravler op under taget. Du skal selvfølgelig ikke skygge hele huset med vinen, men måske halvdelen. En anden løsning er Julianas rullegardiner. De er nemme at sætte op med et par sugekopper. Giv den en dråbe sulfo, så sætter de sig bedre fast.

En luksusudgave så jeg på Chelsea flowershow sidst i maj. Det var en form for udvendige rullegardiner lavet af små teaktræslister. Du kan få bambusrullegardiner, der minder om dem. De kræver et system med en talje og trisse, som skrues fast i tagrygningen udvendig på dit drivhus. Med varme skal der også luftes ud. Det er en anden måde at komme af med varmen på, og det nedsætter risikoen for mange plantesygdomme. Du kan næsten ikke lufte for meget ud.

Vand og atter vand. Det er det, planterne mest lever af. Her har Juliana deres Vanlet tank med dypslanger. Det fungerer rigtig godt for mange, især når man dyrker i faste bede. Kapilærkasser er et andet system og siveslanger med vandingsur, så vandet ikke løber konstant, er en mulighed. Endelig er der selvfølgelig opsamling af regnvand opsamlet fra tønder eller fra støbte kar.

Læs også disse artikler:

 

1 Kommentarer til dette indlæg

...

Mikkel

09 jul 2023 18:01

Spændende at følge med i!