Blog


...

Spirekassen

03 jul 2023 09:01

Drivhusets opbygning

 

Du er sikkert den lykkelige ejer af et drivhus, eller du er på vej til at skaffe dig et. Der findes mange typer af drivhuse på markedet, og i store træk ligner de meget hinanden. Dog er der markante forskelle, som er gode at kende. 

Det er nemlig muligt at ”spotte” en god kvalitet af drivhuse i forhold til de billigere modeller. Når du har læst denne artikel, vil du helt sikkert meget nemt kunne se forskel. Det er god viden, hvis du skal til at købe drivhus. I denne artikel har vi fokus på fritstående drivhuse og ikke væg- og minidrivhuse.

Drivhusets konstruktion er vigtig at forholde sig til af flere grunde:

  • Bedste lysindfald
  • Bedste indeklima
  • Bedste og mest solide konstruktion

 

Trempelhøjden er vigtig

Trempelhøjden kaldes også højden af drivhusets sider/vægkonstruktion. På billedet nr 1 er trempelhøjden 175 cm. Det er ret vigtigt, at tremplen er så høj som muligt.

Både agurker og tomater kan blive flere meter høje, og hvis trempelhøjden er for lav, vil planten hurtigt nå drivhusets loft.

Et drivhus med en god trempelhøjde indeholder et stort luftvolumen, altså mængden af luft i drivhuset. Det er med til at give et sundt indeklima, hvor luftfugtigheden kan holdes på et sundt niveau for dig, som opholder sig i drivhuset og især for planterne.

Minimums trempelhøjden bør ikke være lavere end 150 cm.

På mange af de billigere drivhusmodeller er trempelhøjden lav. I drivhuse med lav trempelhøjde vil du ofte se mere dug og dråber på drivhusglasset, hvilket er tegn på dårligt indeklima med store svingninger.

 

Hældning på taget

Det handler om at få mest muligt lys ind i drivhuset hele året rundt. Specielt hvis du også vinterdyrker i dit drivhus. Der er forskel på, hvor meget lys forskellige drivhuskonstruktioner lukker ind til planterne.

Når sollyset rammer drivhusglasset, vil en del af lyset reflekteres udad igen. Vi oplever det som genskin. Ca. 15-20% af sollyset reflekteres eller absorberes i glasset. Den resterende vil passere gennem glasset og ind i drivhuset. Det er den mængde sollys, planterne kan bruge til fotosyntese. Hvor meget lys, der passerer gennem glasset til planterne, afhænger af flere ting fx drivhusets konstruktion og tagets hældning.

Den nordiske himmel har en lav solhøjde om vinteren. På større industridrivhuse i Danmark er taghældningen mellem 25-27°. Alle Julianas drivhuse er meget tæt på denne hældning nemlig med en taghældning på 30° Denne taghældning giver et godt lysindfald. Jo længere nord på, jo spidsere en taghældning er nødvendig for bedst mulig indstråling. Det modsatte gør sig gældende i Sydeuropa, hvor man kan se en taghældning på 20-23°.

Taghældningen på de billigere drivhusmodeller er ofte ret spids. Det er den fordi, vægtbæringen på vægkonstruktionen og tremplen bliver mindre. Derfor kan man slippe afsted med at bruge en mere spinkel aluminiumsprofil, som er billigere. Det man så giver afkald på er, at mindre lys slipper ind til planterne, specielt om vinteren.

Jo tættere taghældningen er på det optimale altså 25-27°, jo kraftigere konstruktion kræver det, før drivhuset er stabilt, men der kommer også en masse dejligt lys ind i drivhuset.

 

Udluftningsmuligheder

Udluftning i et drivhus er vigtigt. Alle os med drivhus kender udmærket til et varmt drivhus i højsommeren.

Drivhuse bliver hurtigt ubehagelig varme, hvis der ikke luftes ud. Det er ikke kun os mennesker, der synes, at et overhedt drivhus er ubehageligt. Planter fordamper, som vi sveder, for at opretholde en sund temperatur. Ligesom os, trives planter ikke med en temperatur over 25-30 grader. En plante kan fordampe mange liter vand om sommeren for at holde sig kølig. Faktisk siger man, at en skov fordamper lige så meget vand, som en åben sø. Inde i dit drivhus fordampes litervis af vand i døgnet. Derfor er det vigtigt, med god udluftning.

Inden for drivhusbygning af hobbydrivhuse er der en grundregel.

10% af drivhusets grundareal skal være udluftningsmuligheder. Altså hvis dit drivhus er 10 kvm skal 1 kvm bestå af udluftningsmuligheder ex vinduer og dør.

Man ser ofte på billige drivhusmodeller, at denne regel ikke overholdes. Det er simpelthen billigere at producere drivhuset med færre vinduer og enkeltdør i stedet for dobbeltdør og mange vinduer.

 

Pris og kvalitet følger hinanden

Se efter disse tre vigtige elementer når du er ved at indkøbe dit første drivhus. Ved at lægge vægt på disse tre elementer ender du også med at få den bedste kvalitet og den mest solide drivhus konstruktion. Kvalitet og pris følger hinanden, når der drejer sig om drivhuse. De gode drivhuse er ganske simpelt dyre at producere. Der bruges flere råvarer, men du får også et langt bedre drivhus.

Se efter

  • Høj trempel
  • Lav taghældning
  • Mange udluftningsmuligheder

 

Tak til hortonom, Bent Løschenkohl