Blog


...

Spirekassen

02 feb 2023 14:38

Dyrk hestebønner

 

Hestebønner er en lidt overset spise i Danmark, men i andre lande spises hestebønner med glæde. Det er klogt, for hestebønnen er fantastisk!

Hestebønnen kan allerede sås tidligt i drivhuset fra februar. I modsætningen til alle andre bønner kan hestebønner spire under meget lave temperaturer.

 

Sådan gør du

Så frøene i en muld, der er tilpasset spirende frø. Frøene skal sås i 1 til 2 cm. dybde. Spiretiden kan være lang, når temperaturen er lav. Det er ikke ualmindeligt med en spirings tid på 3-4 uger. Du kan lade dine hestebønner vokse og udvikle frø i drivhuset eller udplante småplanterne i april på friland.

Hestebønne har mange navne. På latin, Vicia faba. På dansk er den, kendt som hestebønne, fava bønne, valsk bønne og vælsk bønne. På engelsk Fava beans, field bean, Broad Bean og på tysk Pferdebohne.

Hestebønnes blomst er bestøvervenlig

Faktisk er hestebønnen slet ikke en bønne i den forstand, men medlem af ærteblomstfamilien og kaldes en vikke. Vikker (Vicia) er en planteslægt med omkring 140 arter under ærteblomstfamilien.

Hestebønnen blomstrer med hvidlige blomster, som dufter og er opbygget som en klassisk ærteblomst. Blomsten er bivenlig. Blomsten besøges både af honningbien, vilde solitære bier og humlebien. Vil du tiltrække bestøvende insekter ind i dit drivhus er det en god ide at plante hestebønner. Hestebønnen blomstrer tidligt og er en kærkommen fødekilde for de første bier på vingerne. Planten bliver omkring 90 cm høj og har den fordel, at den ikke behøver særlig meget opbinding. 

Hestebønner har et højt proteinindhold

Hestebønner har et højt proteinindhold på 32 % Hvis du er veganer eller spiser meget plantebaseret, er hestebønne et naturligt valg. De friske bønner skal have et let opkog, og så er de en delikatesse at spise. Hestebønnen har en lang tradition for dyrkning i landbrug verden over. Det er én af de ældste kulturplanter, man kender til og bruges som linser, ærter og kikærter.

 

Hestebønner er kvælstoffikserende

At tilhøre ærteblomstfamilien som hestebønnen gør, er helt unik. Medlemmer af ærteblomstfamilien betegnes som bælgplanter. Bælgplanter er forsynet med knoldbakterier på rodnettet. Knoldbakterierne opfanger og fikserer kvælstoffet fra luften og gemmer kvælstoffet i rødderne. Det betyder, at der ikke er det store behov for at tilføre gødning under dyrkningen. Faktisk ved man også, at naboplanter også beriges med kvælstof fra hestebønnen. Hestebønnen bruges også som covercrop for at forhindre, at næringsstoffer udvaskes gennem vinteren.

Naboplanter til hestebønner

Hestebønnen er en god nabo, fordi den deler sit ”kvælstofdepot” med naboplanter. Gode naboplanter er kartofler, som også kan dyrkes tidligt i drivhuset ved siden af hestebønnen.

Hestebønne i madlavning

Du kan høste friske hestebønner fra sidst i maj måned, hvis du dyrker udelukkende i drivhuset. Bønnefrøet og bælg kan spises frisk. Bælgen er ikke specielt spændende. Friske hestebønner og bælge kan dampes let, tilsættes salt, smør og citron. Den friske hestebønne har en hinde, der skal fjernes inden bønnen spises. Tørrede hestebønner skal lægges i blød 12 timer, inden de koges et par timer, før de kan anvendes. Hestebønner kan anvendes i gryderetter, supper eller som hovedingrediens i en alternativ og proteinrig humus. Hestebønne humus er superfood.