Blog


...

TagTomat

03 aug 2023 11:25

Efterårsdyrkning og efterafgrøder i drivhuset

Når du har ryddet drivhuset for tomatplanter og andre sommergrøntsager, som er ved at visne hen, er der fortsat rig mulighed for at udnytte din drivhusplads til dyrkning af grøntsager i sensommeren og efteråret. Du kan også dyrke efterafgrøder, der er med til at forbedre jorden til det kommende år.

Dyrkning af grøntsager i efteråret 

Flere grøntsager trives godt i de køligere temperaturer i ydresæsonen og er derfor gode til at forlænge sæsonen i drivhuset efter de sidste tomater, agurker, chilier og andre mere varmekrævende grøntsager har givet den sidste høst. Herunder har vi samlet nogle af de grøntsager, som du med fordel kan dyrke de kommende måneder, når du har ryddet drivhuset for nuværende planter.

Idéer til nemme efterårsafgrøder i drivhuset
  • Bladgrønt, fx spinat og rucola
  • Ært og valskbønne - til høst af de friske skud
  • Rødbede - til høst af bladene
  • Bladbede
  • Radiser

Mange af ovenstående grøntsager, som radiser, spinat, ærte- og valskbønne, er både nemme og hurtige grøntsager at dyrke, så du ikke skal vente længe på den første høst. Ærte- og valskbønne dyrkes i efteråret ikke for deres bælge, men du kan derimod bruge de spæde skud som frisk grønt i dine efterårsretter. Det samme gælder rødbede, som kan dyrkes for at høste bladene. Bladene har en mild smag af rødbede, og kan bruges både som salat, eller de kan vendes i dine varme efterårsretter.

Dyrk efterafgrøder til jordforbedring i drivhuset

Udover at du kan dyrke en masse spiselige afgrøder i efteråret, kan du også dyrke efterafgrøder, der er med til at forbedre din jord i drivhuset.

Grøntsagerne, vi dyrker i drivhuset, optager løbende kvælstof og andre næringsstoffer fra jorden, så de kan vokse og give os en god høst. For at jorden bliver ved med at have de næringsstoffer planterne har brug for, er vi derfor nødt til løbende at forbedre jorden. Udover at du løbende kan tilføre fx kompost, uldgødning, formuldende jorddække, brændenældegødning, eller hvad du ellers har, så kan du også dyrke efterafgrøder eller grøngødningsplanter. De kan nemlig være med til at tilføre din jord næringsstoffer samtidig med, at planterne vil hjælpe dig med at løsne og forbedre jordstrukturen og mikrolivet i jorden. 

Idéer til efterafgrøder/grøngødning i drivhuset
  • Honningurt
  • Blodkløver
  • Korn
  • Boghvede
  • Vintervikke
  • Gul sennep
  • Lucerne

Bredså blot frøene, så de dækker al jorden i drivhuset, når de spirer frem. Nogle efterafgrøder visner ned ved den første nattefrost, hvor andre overvintrer og kan hakkes ned i jorden til foråret, inden de første drivhusplanter udplantes. 

Vi håber, du vil kaste dig ud i lidt efterårsdyrkning, og hvis du deltager i Drivhusklubbens konkurrence, har du mulighed for at vinde en masse af vores frø til din efterårsdyrkning.

 

Grøn front

Team TagTomat

Om TagTomat

Bag TagTomat står et hold med en bred vifte af grønne fagligheder, der deler passionen om at skabe grønne fællesskaber og inspirere til grønne gør-det-selv og gør-det-sammen projekter. I dag har TagTomat alt fra økologiske frø, som pakkes på vores frøpakkemaskiner fra 1895, produktion af plantekasser, undervisningsmaterialer til dyrkningskits af svampe og mikrogrønt. Det hele startede med fem selvvandende plantekasser på et skraldeskur tilbage i 2011.

Bliv klogere på TagTomat