Blog
Georginer eller Dahlia
Uanset navnet, får du en guide, der giver dig en fantastisk blomstrende sommer.
Dahlia er blandt de smukkeste blomster i haven og elsket af ung som gammel. Den forunderlige plante går også under navnet Georginer, men det korrekte latinske navn er Dahlia. En østeuropæer vil dog fastholde, at det rigtige navn er georginer. Kort fortalt er det en strid om, hvem der først fandt dahliaerne, eller måske rettere, hvem der først navngav dem. Her holder vi i Vesteuropa fast på, at navnet er efter en kendt botaniker Anders Dahl, der var elev hos den lige så berømte Linne, der først har lagt navn til dahliaen, og skal vi være helt korrekte, så var det faktisk en kvindelig direktør fra den botaniske have i Madrid, der kendte og gav Anders Dahl en plante, hun som den første i Europa havde dyrket fra et frø, og som hun navngav Dahlia efter hendes gode ven Dahl. Navnet georgine er efter en tysk-russiske professor med navnet Georgi.
Oprindelig kommer planten fra Mexico, Guatemala og Colombia, og der findes omkring 20 vilde arter, der siden er forædlet i et utal af variationer, typer og sorter. De inddeles i forskellige grupper, der baserer sig på blomsternes udseende og størrelse. Nogle er næsten kugleformede og andre med meget enkle kronblade som anemoner. Andre ligner strittende kaktus.
Deres rodknolde fungerer som et forrådslager, og da de er meget kødfulde, har de også været anvendt til både føde og naturmedicin. Den dag i dag kan man stadig i Mexico købe naturmedicin baseret på dahlia.
Sådan får du succes med Dahlia
Knoldene kan du lægge i et bed i maj, men tyvstarter du i en potte i drivhuset eller andet lunt sted, dog ikke for varmt sted, så kommer der tidligere i blomstring. De kan selvfølgelig også vokse i en krukke, hvis du ikke vil have dem i et bed.
Jord og placering
Brug en god næringsrig muldjord gerne med kompost og gerne staldgødning blandet i jorden. Sæt knoldene et solrigt sted. De skal have mindst 6 timers sol for at udvikle sig korrekt, og får også flere blomster i det solrige hjørne.
Plantedybde og plantetid
Du kan sætte dem til forspiring og plante dem ud, når der ikke er risiko for frost. Jordtemperaturen skal være over 12 grader, normalt i slutningen af april, men kommer der alligevel frost, kan du dække jorden med noget isolerende. Plantes de for tidligt, vokser planterne ikke optimalt. Dahlia kan ikke lide den kolde jord. Plantehullet skal være lidt større end plantens rodkugle. Sæt knolde i hullet med vækstpunkterne eller øjnene opad og dæk med fem cm jord. Når stænglerne spirer, fyldes der jord på indtil det når jordhøjde. Afstand på ca. 40 cm. Sætter du dem alt for tæt, skygger de let for hinanden.
Gødning og vand
Dahliaer trives godt med flydende gødning. Gød først efter spiring og derefter hver 3. til 4 uge fra midten af sommeren til tidligt efterår, men giv endelig ikke for meget gødning. Især ikke med for højt kvælstof. For meget gødning betyder ofte små eller ingen blomster, eller svage knolde eller at knoldene rådner. Der er ingen grund til at vande jorden før planterne viser sig over jorden. Overvanding betyder også knoldene rådner.
Øvrig pasning
Nip hovederne af når de er ved at visne, så dannes nye blomster.
Op til vinter
Dahlia graves op, når den første nattefrost viser sig. Der er dog en fordel at gøre det før frosten indtræder. Jo længere tid der går, jo mere visner blomsten, og så kan det være vanskeligt at se, hvilken farve den havde. Det kan naturligvis klares med et lille skilt ved planterne, men er der frost, er det også vanskeligere at grave dem op. Grav dem op med blomst og stængel og klip dem så ned til ti centimeters højde, når du har anbragt dem i den kasse, du gerne vil have dem opbevaret i. Nu har du styr på farverne. Klipper man dem først af og efterfølgende graver dem op, kan det hurtigt blive noget rod.
Opbevaring
Opbevaring skal ske frostfrit og gerne køligt. Har du ikke mulighed for at opbevare dem frostfrit, så må de jo ind i det køligste rum du har. Hellere for varmt end risiko for frost. De kan fint ligge i mørke, så noget isolerende materiale er også en mulighed. Sørg dog for, at der kommer luft til knoldene, og tjek dem gerne med mellemrum. Skrumper de ind, så kan de vandes lidt. Ofte sker en eventuel vanding omkring januar eller februar. Nogle opbevarer dem i kasser med lidt tørt spagnum. Det beskytter til en vis grad mod fordampning.
Plantning i krukker
Vælg ikke de højeste sorter, så vælter de let i en krukke. Op til en meter er fint. Vælg en stor krukke og husk at vande oftere, men lad jorden tørre let ud mellem vandingerne.
Så frø
Har du Dahlia i haven, eller kender en, der har, kan du lave dine egne Dahlia. Du skal blot så de frø der kommer fra blomsten. Her er det vigtigt du lader blomsten sidde indtil frøene er modne. Frøerne udvikler sig ikke som moderplanten, men bliver givetvis forskellig herfra, og kan afvige fra moderplantens farve. Vil du have en fuldstændig identisk plante, skal du bruge en af de knolde, der er på moderplanten, eller købe frø fra frøfirmaer. Frøene sår du midt i marts indenfor i kasser. Dæk dem med 1 cm jord. De kommer ret hurtigt op, og skal så stå i lyset. Giv dem gødning fra sidst i april. Har du mulighed for at sætte dem i drivhus, så gør det, men pas igen på frosten. Plant dem eventuelt om i lidt større potter undervejs. Fra 1. juni kan du plante dem ud.
Deling af knolden
Knolde kan deles forår eller efterår. Lettest at se om foråret, hvor man kan se de små sorte skud. Hver knold på en plante skal have en fortykket krop og på den en hals og endelig skal et stykke af det halsen sidder på kaldet kronen også med. Deling skal ikke ske de første par år, men når hele roden er blevet stor. Jo større den bliver, jo mere går det ud over blomstringen. Du kan også lave stiklinger. Det bør ske så tidligt på som muligt. Driv en knold frem i februar og tag en stikling, når der er et 10 cm langt skud. Skær af helt ved basis.
Sygdomme og skadedyr
- Dræbersnegle er nok Dalias værste skadedyr. Det kan i nogle tilfælde hjælpe at fjerne de nederste blade. Stammen er bitter og den kan sneglen ikke lide. Fåreuld omkring stammen hjælper også til at holde sneglene væk.
- Ørentvisten kan godt lide blomsterhovederne. Læg fugtig bølgepap på jorden som de kravler ind i om dagen og fjern så pappet.
- Trips (små insekter) og bladlus kan være et problem først på sæsonen. Brug et bladslusemiddel.
- Mosaikvirus er en virus der misfarver bladene eller får dem til at krølle. Kan ikke helbredes. Meldug kan komme når planterne ikke får luft nok omkring sig.
- Blomkålssyge (leafy gall) er en bakterie som danner små blomkålslignende skud lige over jorden. Klip planten helt ned, så det ikke smitter.
Læs mere
På engelsk og tysk findes der flere bøger om Dahlia. På dansk findes en oversættelse af den svenske bog Dahlia af Ulrika Grönlund, der udkom i 2022. Bogen omtaler 222 sorter.
Grupper
Det Kgl. engelske Haveselskab delte i 1964 Dahliaerne op i 11 grupper efter blomsternes facon. I alle grupper er der farvestrålende blomster.
De 11 grupper er:
- Enkeltblomstrende: Kendetegnende ved 8 kronblade som de oprindelige arter. Øjet er fremhævet som en oftest gul knap og højden ca. en meter.
- Annemoneblomstrende: Kendetegnet ved blomster der ligner fyldte anemoner. Planterne er ca. 75 cm i højde.
- Halskrave/colarette: Blomsterne har 8 kronblade i randen som de vilde arter. Den lille midte er fremhævet med en gul knap og derimellem sidder korte kronblade som en krave. Højden er godt en meter.
- Halvfyldte: Udgør en mindre gruppe. Blomsternes randkroner gentages en gang mere, men forskudt, så der bliver en fyldig blomst. I midten er en gullig knap. Kan være vanskelig at skelne fra gruppen halskrave.
- Dekorativ: Blomsterne er fyldte, helfyldt i mange farver. Nogle sorter er ensartede fyldte andre tofarvede og fyldte.
- Ball: Fyldte blomster, der er lidt tættere end gruppen dekorative. Lidt flade i toppen. Hovederne kan være 10 – 15 cm store
- Pompon: Blomsterne er fast, fyldte og runde eller næsten runde som en pompon. Ensfarvede eller i to farver.
- Kaktus: Store blomster med lange spidse kronblade. De fleste sorter er ensfarvede. Kan blive op til 1. 5 meter.
- Semikaktus: Ligner meget kaktusgruppen men tornene er lidt bredere og tykkere.
- Baby: Små planter der er fra 20-50 cm høje og med kun 2-3 cm store blomster.
- Blandede: Sorter man ikke rigtig kan sætte i bås.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster