Blog


...

TagTomat

28 mar 2023 12:11

Forårsdyrkning af spiselige svampe i kævler

Ligesom forår betyder en masse forspiring og udplantning i drivhuset, så er foråret faktisk også det allerbedste tidspunkt at sætte gang i dyrkningen af spiselige svampe i træstammer, da svampen udvikler sig bedst ved lidt højere temperaturer, og så har du hele vækstsæsonen foran dig. Og gør du det i drivhuset, vil de lidt højere temperaturer i drivhuset både gøre, at du kan komme tidligere i gang med podningen, ligesom de lidt højere temperaturer vil give svampen en god start.

Lidt længere nede guider vi dig igennem, hvordan du trin-for-trin kommer i gang.

 

Opstart af svampedyrkning i drivhuset

Lige som du kan komme tidligere i gang med forspiringen og udplantningen, når du har et drivhus, hvor temperaturen holder sig lidt højere end ude i haven, så kan det samme siges at gælde for svampedyrkningen i kævler. Det er nemlig vigtigt, at dine nypodede kævler ikke udsættes for frost den første tid efter podning, indtil myceliet har etableret sig i kævlen. Derudover vokser svampen bedst, når temperaturen er lidt højere. Når du kommer lidt senere hen på foråret, kan du flytte kævlerne ud et fugtigt og skyggefuldt sted i haven, da de ikke vil trives i det sommervarme drivhus.

 

Guide: Dyrkning af svampe i kævler

Har du nogle kævler liggende i haven, eller skal du til at beskære eller fælde et løvtræ, vil vi herunder guide dig igennem, hvordan du kan bruge dem til at dyrke lækre spiselige svampe i.

Du skal bruge:

  • Dyvler (eller små træpinde på 8-10 mm i diameter) af løvtræ, gerne bøg eller birk
  • En kævle eller træstub af løvtræ, gerne bøg eller birk
  • Mycelium af den svamp, du vil dyrke
  • Gammelt stort syltetøjsglas med låg
  • Luftgennemtrængelig tape
  • Hammer og søm til at lave huller i låget med
  • Sprit
  • Skål, gryde og dørslag
  • 8-10 mm bor og boremaskine
  • Bivoks eller evt. stearin
  • Pensel eller evt. en ske

Sådan gør du:

(1) Læg dyvlerne i blød i en skål med vand i en-to dage. Kog herefter dyvlerne i 20-30 minutter, så de bliver pasteuriseret samt blødgjort yderligere. Læg herefter dyvlerne til afdrypning, og køl dem ned til stuetemperatur.

(2) Lav huller i låget af dit syltetøjsglas med hammer og søm, så der kan komme ilt til myceliet, og desinficer dit syltetøjsglas grundigt (med kogende vand og/eller sprit).

 

(3) Sæt luftgennemtrængelig tape (”englehud”) over hullerne for at mindske risikoen for kontaminering.

(4) Hæld dyvler og mycelium i dit syltetøjsglas og ryst. Sørg for at have rene hænder, og undgå så vidt muligt at røre ved dyvler og mycelium. Sæt låget på og ryst glasset, til mycelium og dyvler er godt blandet. Placer derefter syltetøjsglasset et mørkt sted ved stuetemperatur.

(5) Vent tre-fire uger, mens dyvlerne gennemløbes af mycelium. Når myceliet har spredt sig som et hvidt lag på dyvlerne, er de klar til brug.

 

(6) Bor huller til dyvlerne rundt omkring på din kævle eller træstub med omkring 10-12 cm afstand. Jo kortere afstand jo flere dyvler skal du bruge, men det gør også, at svampen hurtigere får fat, og du derfor hurtigere opnår at kunne høste hjemmedyrkede svampe. Hullerne skal være ½ cm længere end dyvlerne, så der er plads til lidt luft i den inderste ende af hullet. Vrid boremaskinen lidt rundt, når du borer; så bliver hullerne lidt større i diameter, og du kan nemt få dyvlerne ind i træet. Sæt de gennemløbne dyvler i hullerne - jo mere af myceliet du kan få med, når du poder med dyvlerne, jo bedre. Smelt bivoks i et vandbad, og smør et tyndt lag ud over hullerne med en pensel. Hvis du borer i toppen af træstub eller kævle, så bor tæt ved barken, da svampene etablerer sig bedst i stykket mellem bark og trækerne. Hvis du bruger en kævle, så læg den i blød et-to døgn, inden du går i gang.

 

(7) Væbn dig med tålmodighed og vent, mens myceliet spreder sig ud i kævlen eller i stubben. Hvis du dyrker i en kævle, er det vigtigt at vande den jævnligt (en gang om ugen), så den altid er fugtig. Det kan godt tage op til et år eller to, før du kan forvente svampehøst, men du kan være heldig allerede at kunne høste til efteråret, hvis du går i gang allerede nu.

 

(8) Når den største hat har foldet sig helt ud og er blevet ”skarp” i kanten, er svampene klar til høst.

Guiden er udformet i samarbejde med Funga Farm, hvor vi får vores mycelium fra.

 

Placering – Start op i drivhuset og flyt ud i haven et fugtigt og skyggefuldt sted

Poder du her i det tidlige forår, hvor der kan være chance for nattefrost, kan det være en fordel at starte med at have den stående i drivhuset, hvor temperaturerne er lidt højere, så svampen bedre kan etablere sig. Når det er sagt, så kan det være svært at vælge en skyggefuld placering i drivhuset, men vælg gerne den mindst solrige placering eller forsøg at skabe et mørkere miljø, hvor kævlen ikke udsættes for direkte sollys. Når der ikke er chance for nattefrost, kan du flytte din kævle ud i haven. Du kan både vælge at stille din kævle op, så svampene kan vokse ud hele vejen rundt på kævlen, men den kan også lægges ned, så er der mindre chance for at den tørrer ud. Det er vigtigt, at du holder kævlen fugtig ved løbende at vande den, særligt hvis de placeres i drivhuset, hvor de ikke naturligt får regn.

Når du dyrker svampe i fast træ, kan der godt gå et-to år, før svampens frugtlegemer kan høstes. Til gengæld er der meget mere næring i kævlen til svampen, end hvis du fx dyrker i halm eller kaffegrums. Det betyder, at du over en flerårig periode vil kunne høste spiselige svampe fra kævlen – hvor mange år afhænger bl.a. af størrelsen på kævlen.

Hvilken type træ kan man bruge

Du kan dyrke de fleste spiselige svampe i de fleste slags løvfældende træer, så brug gerne det du eller din nabo lige har liggende. Er du i tvivl, så forhør dig der, hvor du skaffer dit mycelium, hvilket træ de forskellige svampe trives bedst i. Bruger du en kævle, anbefaler vi, at du bruger en størrelse på min. 10 cm i diameter og min. 30-40 cm i længde, men prøv dig frem med det, du har. Lad gerne en friskskåret kævle tørre i en-tre måneder inden podning, eller brug et gammelt tørt stykke brænde, som der endnu ikke gror andre svampe i. Bruger du en stub, anbefaler vi at pode i løbet af de første 9-12 måneder efter fældning. Jo mere frisk stubben er, jo færre konkurrerende svampe, men selv en ældre stub kan bruges, hvis den ikke ser sort og nedbrudt ud.

Har du ikke dyvler liggende, kan du sagtens lave dem selv ved at snitte grene af fx bøg eller birk til. Det er op til dig, hvor mange dyvler du borer ind i din kævle, men jo flere, jo bedre. Så lad tålmodigheden afgøre, hvor mange dyvler, du vil bruge. Vi plejer at bruge ca. 100 g mycelium (inkl. de korn, det er dyrket på) til omkring 60 dyvler, men du kan sagtens nøjes med mindre. Så går der måske bare lidt længere tid, før de er klar til podning.

 

Se forum.tagtomat.dk og tagtomat.dk/guides for mere inspiration og vejledning eller find dit dyvelkit og mycelium til at komme i gang med svampedyrkningen. 

God svampedyrkning!

1 Kommentarer til dette indlæg

...

Finn Jensen

11 apr 2023 19:31

Jeg har flere tørre 60 cm lange stykker af stamme fra et pæretræ (ca 25cm i diameter). Vil de kunne bruges til formålet?
Vh. Finn

...

Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub

12 apr 2023 15:50

Hej Finn.

Ja, som udgangspunkt kan det godt bruges. Som TagTomat skriver i artiklen, er løvfældende træer på en størrelse på min. 10 cm i diameter og min. 30-40 cm i længde bedst. Det er bare vigtigt at den ikke ser sort og nedbrudt ud og at der ikke er svampe på den i forvejen. Måske du også kan undersøge om den svampe du gerne vil dyrke, foretrækker bestemte træer. Held og lykke med projektet!

Mvh. Drivhusklubben

Om TagTomat

Bag TagTomat står et hold med en bred vifte af grønne fagligheder, der deler passionen om at skabe grønne fællesskaber og inspirere til grønne gør-det-selv og gør-det-sammen projekter. I dag har TagTomat alt fra økologiske frø, som pakkes på vores frøpakkemaskiner fra 1895, produktion af plantekasser, undervisningsmaterialer til dyrkningskits af svampe og mikrogrønt. Det hele startede med fem selvvandende plantekasser på et skraldeskur tilbage i 2011.

Bliv klogere på TagTomat