Blog


...

Spirekassen

14 sep 2022 11:16

Efterårssåning af blomster i drivhuset

 

Klimaet har ændret sig, og det er blevet varmere. Det mærker vi særligt i efteråret og om vinteren. Vinteren er typisk mere grå og våd i stedet for klar og kold. Med en lunere gennemsnitstemperatur kan du bruge dit drivhus hele året. Om vinteren skal du bruge dit drivhus anderledes end om sommeren. Du kan eksempelvis forspire blomster i efteråret/vinter og få tidlig blomstring i skærehaven i juni året efter.

Før i tiden var det kun englænderne, der såede blomster i efteråret for at få tidlig blomstring året efter. I England er klimaet en smule mere mildt end i Danmark. Klimaforandringerne har gjort, at vi i Danmark og i Tyskland også kan så blomster om efteråret.

 

 

 

Efterårssåning – hvornår?

Det er vigtigt at så på det helt rigtige tidspunkt. Man skal ramme det tidspunkt, hvor planterne når at spire og komme i god vækst, men ikke blive så store at de begynder at sætte blomster. En huskeregel er at så lige omkring efterårsjævndøgn, da planternes vækst er meget afhængig af dagslængden. I 2022 er jævndøgn 23. september. Såning et par uger på begge sider af jævndøgn plejer at være fint.

Hvilke blomster kan efterårssås?

Til efterårssåning vil vi hos Spirekassen anbefale følgende blomster. Dem har vi selv afprøvet under danske forhold med gode resultater:

  • Kornblomster, Centaurea cyanus
  • Jomfru i det grønne, Nigella damascena
  • Sommerridderspore, Delphinium consolida
  • Kongekommen, Ammi majus
  • Tandstikkerurt, Ammi visnaga
  • Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora
  • Hjertegræs, Briza maxima
  • Hareøre, Bupleurum rotundifolium
  • Prydgulerod, Daucus carota
  • Løvemund (men der er risiko for, at blomsterstænglen ikke bliver så lang som ved forårssåning)

Hvordan dyrkes Hardy Annuals i drivhuset?

Sidste år lavede jeg selv et par begynderfejl med såning af Hardy Annuals i drivhuset. Jeg såede en masse frø tæt sammen. Det man også kalder at ”Bredså”. Det kan jeg ikke anbefale at gøre. Jeg fik for mange planter, og de stod for tæt hele vinteren. Jeg måtte give dem en ekstra omplantning, som ellers ville have været unødvendig.

  • Så omkring jævndøgn den 23. september 2022
  • Find en forspringsbakke med celler
  • Fyld den med så- og priklemuld
  • Vand bakken så mulden er gennemvædet
  • Lav et hul der er et par millimeter dybt
  • Så 1 til 2 frø i hver celle
  • Dæk kun let med muld eller vermiculite

Spirebakken holdes fugtig, og inden for nogle uger vil du se spiring. Husk skærmblomster som kongekommen, prydgulerod og tandstikkeurt kan være lang tid om at spirer. I de næste måneder vil dine Hardy annuals blive omkring 5 cm høje. Herefter kommer kulden for alvor, og planternes vækst går i stå.

Vær opmærksom på at spirebakken ikke må være for våd gennem vinteren i drivhuset. I meget kolde vintre kan det være en god ide at dække spirebakken med fiberdug i frostvejr. Planterne tåler sig fint frost gennem hele vinteren.

Det bliver forår

Vinteren i drivhuset hærder naturligt planterne, og allerede i midt af april kan de begynde at flytte ud i din skærehave. Selvom dine planter som udgangsgangspunkt er meget robuste, er det en god idé at af hærde dine planter over nogle dage, inden de flytter fast ud på deres voksested. Lad planterne besøge voksestedet nogle timer dagligt, og lad dem overnatte inde i drivhuset om natten. Efter 3 til 4 dage kan du udplante på det blivende sted. Brug evt. fiberdug om natten. Det gør ikke noget, hvis der kommer frost.

Hvorfor efterårssåning af blomster?

Efterårssåning er genvejen til tidlige blomster i skærehaven. Normalt bliver der en lille pause, hvor det er svært at finde noget til buketter i slutningen af maj. Fra tulipaner og andre forårsløg takker af, til sommerblomsterne kommer i blomst. Med efterårssåning vil der komme blomster at plukke allerede i juni, og tiden uden blomster vil derfor blive mindre.

Om Spirekassen

Christine Wiemann, er udlært væksthusgartner og Jordbrugsteknolog og ejer af frøhandlen Spirekassen. Christine er forfatter til flere bøger om livsstil, haveliv og plantedyrkning. I dag blogger hun og deler generøst ud af sin viden og drivhuspassion. Christine er drivhusekspert og ambassadør for Juliana drivhuse.

Bliv klogere på Spirekassen