Der var engang hvor pampasgræs var den mest anvendte prydgræs variant i de britiske haver. Det er ikke det nemmeste prydgræs at have med at gøre. Det er en kraftig græsart, hvis den har de rette vækstbetingelser og bladene har skarpe kanter. Den har brug for masser af plads og kan nogle gange blive for stor og dominere haven. Dog i halvfemserne voksede ”The New Perennial Movement” frem i Belgien, Holland og Tyskland. Det var en ny måde at tænke haver på, og som er gået hen at blive den mest udbredte måde at designe sin have i de sidste årtier. Bevægelsen har ændret synet på græsarter og hvordan arterne bruges i en have samt åbnet op for nye arter.

Prydgræsser er med til at give haven struktur og forlænger interessen for haven helt frem til den sidste del af året, hvor mange af dem kommer til deres ret sidst på sommeren og i efteråret. Deres aks på toppen og deres blomsteraks med frøkapsler vil kunne stå hele vinteren igennem. De fleste er nemme at få til at vokse, og dem jeg har i min have, har klaret sommerens varme og mangel på regn. De ser smukke ud på deres egen måde og har et let udtryk og er mindre voluminøse sammenlignet med buske. ”The New Perennial Movement” var fortaler for brugen af græsser og kombinerede dem gerne med stauder typisk fra prærierne i Nordamerika. For eksempel solhat, solbrud og purpursolhat. De er dog meget mere alsidige og kan nemt inkorporeres i plantebede med hortensiaer, georginer og etårige planter såsom stolt kavaler. Det har stor betydning at vælge de rigtige græsarter til din have, da der er et bredt udvalg af alt fra høje og prægtige græsser til bunddækkeplanter.

I min egen have har jeg flere Calamagrostis 'Karl Foerster', som nok er min yndlings. Den kan klare en del regn og vandmættet jord om vinteren samt tørke om sommeren. Den er også en af de bedste til at klare efterårs- og vintervejr uden at falde sammen. Derudover er den hurtig til at producere ny vækst om foråret og er ikke selvsående.

Anemanthele lessoniana er også et udmærket valg. Det er en hårdfør plante, der er velegnet i bede eller i en potte med en god størrelse. Bladene er slanke og bueformet i en frisk olivengrøn farve. I efteråret skifter de til en smuk kobberorange. Den eneste ulempe er dog at den er selvsående. Hvis du ønsker at stoppe dette, kan du fjerne blomsterstilken (det er forholdsvis nemt) før de har mulighed for at danne frø.

Koreansk diamant rørhvene blomstrer først i september, men det er ventetiden værd for de pjuskede fjer, som har et rosa skær. De glitrer på efterårsmorgener, når de er dækket af dug.

Stipa tenuissima (også kaldt Thorvaldsens hår) er ikke den nemmeste græsart at dyrke, da den har brug for en magre jord og frit at kunne dræne, hvis den skal kunne trives. Den tunge lerjord i mine bede er ikke ideel, men i sommers satte jeg nogle planter, som jeg havde ladet overvintre i mine mistbænke, hvor jeg havde beholdere med gammel kompost og masser af sand og grus. Jeg plantede dem ved siden af mine lavendler, som kan lide lignende forhold, og de har alle klaret sig rigtig godt.

Blåtop (Molinia Caerulea) også kendt som pibegræs, vokser vildt på heden nær mit hjem og jeg ønskede at forbinde landskabet med planterne i min forhave. Derfor har jeg plantet forskellige sorter af pibegræs bl.a.’Moorhexe’, ’Poul Petersen’ og ’Dauerstrahl’. De har nogle fine tynde blomsterhoveder, som er skønne at se på fra august til oktober. De står ikke oprejst så længe som andre græsarter, og de har tendens til at falde sammen i begyndelsen af vinter. Men de kan klare sig med lidt skygge og fugtig jord. I min nordvendte forhave trives de fint.