Blog
Gødning og vanding af vinterdyrkning
Efteråret er virkelig kommet - også i drivhuset. Du kan bruge dit drivhus til at spare penge på madbudgettet, selvom det er efterår. Vi skriver oktober, men du kan forsætte med at dyrke bladgrønt og grøntsager i drivhuset i hele vinterhalvåret. Du skal dyrke andre ting end om sommeren, og ikke mindst bruge andre vandings- og gødningsteknikker end om sommeren.
Når du vinterdyrker, vil du opleve, at væksten går langsommere og langsommere frem til årsskiftet. Det er fristende at begynde at gøde sin planter for at gøre noget ekstra godt planten og få væksten i gang. Det skal man ikke.
En plantes vækst afhænger ganske simpelt af, at nogle grundlæggende vækstfaktorer er til stede. Fuldstændig som et menneskes eksistens afhænger af få grundlæggende elementer som mad og vand. Med planter er det helt det samme. De grundlæggende vækstfaktorer skal være til stede i de rette mængder, før væksten er sund og optimal.
Få elementer men vigtige elementer
Lys, vand, Co2, Ilt, varme og næringsstoffer
Gennem hele vinteren mangler der både lys og varme. Du skal alligevel ikke hjælpe din vinterdyrkning på vej med ekstra varme i drivhuset eller plantelys. Brug, hvad naturen giver af gratis solskin og lune i drivhuset på smukke vinterdage.
Kend minimumsloven
Det er vigtigt at kende til denne ene lov, når du dyrker planter. Det giver dig nemlig en forståelse af, hvad du skal gøre og ikke gøre med plantedyrkning i vinterhalvåret.
Den vækstfaktor, der er i minimum (underskud), begrænser udnyttelsen af de øvrige vækstfaktorer.
Vækstfaktorer er som nævnt: Lys, vand, Co2, Ilt, varme og næringsstoffer. I alle vintre (også i denne), vil de vinterdyrkede planter få underskud af lys og varme. Det betyder med andre ord, at planterne ikke vil få gavn af tilsætning af ekstra gødning og vand. Planterne vil ikke kunne udnytte det. Da temperaturen er så lav i drivhuset i vinterhalvåret, fordamper planterne meget lidt fra bladene. Derfor har vinterdyrkede planter ikke det store behov for vand. På de lune vinterdage med sol vil planterne vokse, bare ikke så hurtigt som om sommeren.
Planter, som kan vinterdyrkes
- Salat (Kortdagssorter)
- Hestebønne
- Bladcikorie
- Asiatisk kål
- Kål
- Ærter
Gode råd til vinterdyrkning
- Kend minimumsloven
- Brug ikke gødning i drivhuset i vinterhalvåret (Efterår og vinter)
- Vand meget lidt fx kun én gang om ugen
- Genbrug gerne mulden fra om sommeren
Energikrise i Europa
Alt er dyrt i den kommende vinter. Fødevarepriserne stiger og stiger. Det samme gør energipriserne. Hvis du har et drivhus, så udnyt det i vinterhalvåret. Du kan nemt starte din vinterdyrkning her i oktober.
Spar penge på budgettet ved at vinterdyrke. Hos frøhandlen Spirekassen har vi vinterdyrket i drivhuset gennem 5 år. Hvis du har omkring 10-25 kvm drivhus, er det muligt at være stort set selvforsynende med bladgrønt i 4 ud af 6 måneder af vinterhalvåret for 2 personer. Vi bruger ingen penge på hverken tilskudsvarme eller plantelys. Vi bruger regnvand til vanding og nyder de lune dage i drivhuset, når vintersolen er fremme. Det gør planterne også.

Om Spirekassen
Christine Wiemann, er udlært væksthusgartner og Jordbrugsteknolog og ejer af frøhandlen Spirekassen. Christine er forfatter til flere bøger om livsstil, haveliv og plantedyrkning. I dag blogger hun og deler generøst ud af sin viden og drivhuspassion. Christine er drivhusekspert og ambassadør for Juliana drivhuse.
Bliv klogere på Spirekassen- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster