Blog


...

Johanne Mosgaard

17 nov 2022 11:33

Vintersalat med bagte rødbeder, æble og beluga linser

 

Der findes en række af forskellige salatsorter, som er særligt velegnet at dyrke i drivhus om vinteren, og så er der selvfølgelig kål. Begge dele er skønne at bruge i denne salat med bagte rødbeder, linser, ristede græskarkerner og en cremet dressing.

 

Tilbehør til 4-6 personer

 

Ingredienser:

700 g rødbeder

1 æble

½ citron

50 g græskarkerner

½ tsk røget paprika

½ tsk salt

1 dåse beluga linser (svarer til 240 g kogte linser)

½ hoved vintersalat eller 3-4 stængler kål

Tahindressing:

2-3 spsk tahin (gerne lys)

½ citron

0,5-1 dl vand

Salt efter smag

 

Lav tahindressing ved at køre tahin, citronsaft og vand lidt efter lidt sammen i en minihakker. Der er stor forskel på konsistensen af de forskellige mærker tahin, så det er vigtigt, at du selv justerer med tahin og vand efter den ønskede konsistens. Smag til med salt.

 

 

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Skrub og skræl rødbeder og skær dem i grove tern. Vend rødbedestykkerne i et ovnfast fad med olivenolie, rosmarin, salt og peber. Bag dem i ca. 35 minutter, så de er nemme at stikke en kniv igennem, men de må stadig gerne have bid. Lad dem køle af.

Skær æble i små tern og læg dem i en lille skål med vand og saften fra en halv citron. På den måde undgår du, at æblet bliver brunt. Rist græskarkernerne på en lille tør pande og tilsæt røget paprika og lidt salt. Lad dem riste til de popper og dufter skønt, tag dem af panden og lad dem køle af.

Dræn væsken fra dåsen med beluga linser og skyl dem i en sigte. Brug ca. et halvt salathoved (afhængig af størrelse) og skær det ud i grove stykker. Alternativt kan du bruge kål, her fjerner du stængel og snitter det groft.

Vend nu alle ingredienserne sammen: salat/kål, bagte rødbeder, linser, æble og de ristede græskarkerner. Server med tahindressing.