Blog
Drivhusklimaet om vinteren
Du ved det sikket. Om sommeren kan der være dage, hvor det næsten ikke at til at holde ud at være i drivhuset, fordi det er så varmt. Om vinteren er det lige omvendt, her er der koldt i drivhuset, meget koldt! Kommer vintersolen frem, bliver drivhuset alligevel hurtigt lunt og nemt over 20 grader på en smuk solrig vinterdag.
Vinterdrivhuset er derfor generelt præget af store temperaturudsving. Hvis du vinterdyrker, er det vigtigt, at dine planter fra det tidlige efterår har vokset i drivhuset og langsomt vænnet sig til vinterkulden. Det kræver nemlig robuste planter at overleve i et massivt omskifteligt klima.
Teori om dagslængder og årstider
Vores planet drejer rundt om solen. Det tager ca. 365 dage for jorden at komme hele vejen rundt. Imens at jorden drejer rundt om solen, drejer jordkloden også rundt om sin egen akse. Den tur klarer jorden på ca. 24 timer. Det er dét, som skaber dag og nat.
Vi har skiftende årstider på grund af jordens rotation om sig selv, plus den hældning på 23,5° jorden har, når den bevæger sig i sin bane rundt om solen. Om kort tid begynder vinteren for alvor. Vintermånederne hedder officielt december, januar og februar.
Jo tættere på ækvator, man befinder sig, jo mere konstant vil dagens længde være. I Danmark er vi relativt langt fra ækvator, og derfor er der stor forskel på dagens længde igennem året. Den korteste dag i Danmark er i december ved vintersolhverv, hvor dagen kun er ca. 7 timer. Omvendt i juni ved sommersolhverv vil den længste dag være ca. 17½ timer. I landene tæt omkring os er forskellene stort set den samme. Planters væksthastighed og trivsel er fuldstændig tilpasset årstidens lysmængde og temperatur.
Viste du…
At temperaturen i dit drivhus om vinteren er altid lavest lige inden solopgang. På det tidspunkt har varmeudstrålingen til himmelrummet nemlig varet hele natten og udstrålingen er størst inden solopgang. Det er varmeudstråling til det åbne himmelrum, der danner rim i græsset og is på vejene. I hobbydrivhuset sker der forunderlige ting. Normalt er temperaturen i et hobbydrivhus 2 til 3 grader højere end udetemperaturen, men nu kommer endnu et naturfænomen på banen.
Luften i drivhuset står stille i modsætningen til luften i det fri, som hele tiden er i bevægelse. Typisk er plantetemperaturen 2-3 grader under drivhusluftens temperatur, men kan være op til 5 grader lavere. Det vil sige, der kan ske frostskader på planterne, selvom der slet ikke er frost i drivhuset. Kilde: http://plantevejledning.dk/?p=288
Skyer kan hjælpe dig og dine planter
Nætter med overskyet vejr er gode for dine planter. Skyer fungerer nemlig som en dyne. Skyer nedsætter varmeudstrålingen til himmelrummet og forebygger temperaturfald i drivhuset og i planterne. Det er ofte meget koldt og skyfrit omkring fuldmåne, så her skal du passe ekstra på dine planter.
Fiberdug er din hjælper
Hos Spirekassen har vi vinterdyrket i en del år i vores hobbydrivhuse. Én ting der kan lune planterne, er at huske fiberdug over planterne, inden solen går ned. Det hindrer igen varmeudstrålingen og vil give en temperaturøgning under fiberdugen på omkring 2 grader i forhold til drivhusluften. Det kan være lige nøjagtigt de to grader, som gør, at dine planter overlever en kold vinternat. http://plantevejledning.dk/?p=457
Skab omrøring i luften
Måske har du hørt, at det hjælper at tænde stearinlys i drivhuset for at undgå frost. Mange tror fejlagtigt, at det handler om at varme luften op. Det gør det ikke.
Ved at tænde stearinlys skaber du omrøring i luften, som ellers er stillestående i drivhuset. Dette forebygger frostskader. Du kan også sætte en stor spand varmt vand i drivhuset eller åbne et vindue eller to. Begge ting skaber bevægelse i luften.
Skyggegardinerne
Du har sikkert skyggegardiner i drivhuset, som bruges flittigt hele sommeren. Brug dem om vinteren også. Træk skyggegardinerne for, inden solen går ned, og lad dem være for til godt op på formiddagen næsten dag. Skyggegardiner virker som en dyne. Varmeudstålingen mod himmelrummet forhindres, og varmen bliver i stedet i drivhuset.
Kombiner det hele
Brug skyggegardiner, fiberdug, omrøring i luften på samme tid. Det forebygger, at vinterkulden taget livet af dine planter. Samme metoder kan også bruges i overgangen til sommerdyrkning. Altså i den periode hvor tomaterne lige er udplantet i drivhuset. Vejret i april og maj kan nemlig være lunefuldt, og her vil metoden, jeg har beskrevet være nyttig. Tomatplanterne vil elske dig for det.

Om Spirekassen
Christine Wiemann, er udlært væksthusgartner og Jordbrugsteknolog og ejer af frøhandlen Spirekassen. Christine er forfatter til flere bøger om livsstil, haveliv og plantedyrkning. I dag blogger hun og deler generøst ud af sin viden og drivhuspassion. Christine er drivhusekspert og ambassadør for Juliana drivhuse.
Bliv klogere på Spirekassen- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster