Blog
Fem haveopgaver i marts
Vejret i England var rimelig dårligt her i februar. Der var en række storme der resulterede i stærk blæst, kraftig regn og sne. De fleste dage sad jeg og stirrede ud i haven fra mit skrivebord, og håbede på tørt vejr så jeg kunne få lavet lidt i haven – men det skete ikke. Nu er jeg bare glad for at jeg i januar klippede mine stauder ned mens vejret stadig holdt tørt.
Jorden i min have er meget svær lerjord og med flere uger af regn, er det ikke en god idé at gå på jorden i øjeblikket, da det bliver for kompakt og al luft trykkes ud af jorden. Så jeg må være tålmodig, men jeg ved også at planterne begynder at vokse igen og der er masser af ting der skal gøres før de begynder at skyde. Hvis du også har lerjord og det er vådt, men alligevel gerne vil lave lidt i have, så er det en god idé at lægge nogle træplanker på jorden – gamle stilladsplanker er perfekte til formålet – og gå på plankerne i stedet. Det skåner jorden og dine støvler bliver heller ikke beskidte.
Beskær roserne
Det første på min liste er at beskære roserne. Jeg har kun nogle få rosenbuske og den sidste jeg mangler at trimme er kobberrosen (Rosa Glauca). Blomsten er svag pink med smukke blågrå blade. Stilken er ca. 1,5 m høj, men jeg er nødt til at holde den nede, da den ellers vil vokse og sprede sig for meget. Med en skarp rosensaks beskærer jeg hver stilk til omkring 60 cm fra jorden. Dernæst spreder jeg en håndfuld tangmel omkring foden af planten, hvilket giver planten nærringsstoffer og styrker den.
Del stauderne
Nogle af de urteagtige stauder og græstyper har i løbet af tre år spredt sig så meget, at det er nu tid til at gøre noget ved det. Det er også en oplagt mulighed for at lave flere planter, der kan udfylde de bare områder rundt i haven. De planter jeg har planer om at dele er helenium, den høje græssort Calamagrostis ’Karl Foerster’, Nepeta ’Walker’s Low’ og Aster ’Monch’. Den nemmeste måde at dele dem på er at grave rundt om planten og løfte plantens rodklump op af jorden. Læg den på en presenning og opdel rodklumpen i sektioner. Tre eller fire sektioner vil være passende. Brug gerne en skarp spade eller en havesaks. Fjern den midterste del af planten hvis den er blevet træagtig. Plant de nye sektioner og giv planterne godt med vand.
Vedligeholdelse af hegn
Nu er et godt tidspunkt at reparere eller male hegnet mens det stadig er nemt at komme til uden der er for mange planter der blokerer. Hvis træhegnet er umalet, kan du overveje at male det i en mørk farve som mørkegrå eller helt sort. Jeg brugte en dejlig mørk blågrå kaldt ’Urban Slate’. Det er måske et vovet valg, men den mørke farve giver en pragtfuld baggrund til blomster og blade. Derudover giver det også en effekt af at haven har mere dybde, når du kigger på afstand.
Jorddække
Ved at lægge et lag af kompost med træspåner og bladjord, laver du et jorddække som får dine bede til at se pæne ud og som samtidig holder på fugten fra regnvandet. Så slipper du for at vande så meget til sommer. Jorddækket bør være på ca. 5 cm. Spred det rundt om dine planer, men undgå at det kommer for tæt på kronen da du kan risikere planten rådner.
Giv din buksbom næring
Jeg har et par buksbom i mit plantebed, og for at holde dem sunde og undgå plantesygdommen buksbomkvistdød, giver jeg dem tangmel på den her tid af året. Jeg foretrækker at bruge en pulverform, som kan drysses ud på jorden omkring planten. Brug en planteske til nænsomt at indarbejde det i jorden, og hvis det er tørt, vand jorden så tangmelet absorberes.

Om Louise Curley
Louise er engelsk haveekspert, havejournalist og forfatter til den prisvindende bog The Cut Flower Patch. Louise er passioneret omkring planter, er fortaler for økologisk havearbejde og det vilde liv i haver.
Bliv klogere på Louise Curley- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster