Tekst og foto: Udkansk

Sikke en skøn tid vi befinder os i netop nu. Haven er virkelig vågnet fra sin lange vintersøvn, og der grønnes overalt omkring os. Vi har haft travlt med at finde havemøblerne frem, sået sommerblomster, køkkenurter, sat vinteropbevarede planter til drivning og nydt at se vores forholdsvis nye have blot blive smukkere år for år.

Haven har for mig altid været et eksperimentarium, hvor nye ting må afprøves. Jovist, ting går galt og arter sig ikke, som man havde ønsket sig, men det er lige præcis det, som holder mit grønne plantehjerte kørende. Jeg synes, det er så spændende både at være aktør og tilskuer i min egen lille naturforestilling, derude i haven.

Hvert år gør jeg mig nye opdagelser, bliver klogere på hvad der fungerer, og hvad der må rettes op på. En af de ting, der optager mig meget for tiden er, hvordan jeg kan gøre havens planter og dyr til medspillere mod en flottere og sundere have. Eksempelvis nyder jeg at betragte den blåmejse, som jeg fodrede i vinters, sidde og spise bladlus af de nye rosenskud. Det er da intet mindre end fantastisk, og det giver mig følelsen af naturlig forbundethed, som jeg værdsætter meget højt i en stresset hverdag. 

Sidste år eksperimenterede jeg en del med planter, der kan få stor glæde af hinandens selskab. Måske ikke i en symbiotisk forstand, men på et niveau hvor i hvert fald den ene plante drager nytte af den andens tilstedeværelse.

 

Naturligt svampemiddel

Et kompagniskab jeg afprøvede sidste år, som virkede fortrinligt, var at placere roser side om side med salvie. Roser er notorisk kendte for at blive ramt af forskellige svampeangreb. Dette kunne være stråleplet, meldug eller rust, der sætter sig på rosens blade, som får dem til at se triste ud, inden de falder af.

Jeg har tidligere kæmpet med svampeangreb i mine roser, men med hjælp fra salvien havde jeg ikke en eneste plet på dem sidste år. Måske det bare var året, men jeg sætter min lid til salvien.

Salvie udskiller svovl fra deres blade i takt med de varmes op af solen. Køber man svampebekæmpelsesmidler, vil man kunne læse bag på pakningen, at én af hovedingredienserne er svovl. Sprøjtemidler til havebrug bliver mindre populært i takt med vores stigende miljøbevidsthed, så her får man det altså ganske naturligt ved at gøre roserne naboer til salvieplanterne. Udover det praktiske formål, passer de små læbeblomster perfekt til de pompøse roser både i farve og facon.

Jeg brugte de små bladede salvietyper, der også er kendt som solbærsalvie `salvia microphylla Greggii`.  

Solbærsalvie er en flerårig busk, som blomstrer utroligt smukt og længe. Solbærsalvie trives glimrende i krukker, men sæt den lidt beskyttet hen over vinteren. Udover deres skønhed og deres gavnlige effekt er solbærsalvie også spiselig. Både blad og blomst er vidunderlige til desserter og i salatskålen, hvor de smager himmelsk af solbær. Virkelig en undervurderet plante!

Et par sorter af solbærsalvie jeg varmt kan anbefale er: Nachtvlinder, Hot Lips og Cerro Potosi.     

Klassikeren med de mange evner

Der findes mange andre gode planter, som ikke blot er kønne at se på, men også tilfører noget ekstra til haven udover pomp og pragt. Sådan en plante kunne også være den gamle klassiker ’tagetes’ - eller fløjlsblomst, som den også kaldes på dansk.

Tagetes har været lidt ude af havebilledet det seneste årti, da mange påberåbte den som dårlig havesmag. I dag ser billedet lidt anderledes ud, da planteudviklere har lavet mange nye sorter, som passer bedre ind til de plantetrends, der kører netop nu. Jeg må nok indrømme, at de gamle varianter blev lidt for kommunale til mig, men de nye høje enkeltblomstrende sorter er vidunderlige.

Selvom tagetes stadigvæk lider under udtrykket ”elsker, elsker ikke”, har planten fænomenale egenskaber i haven.

Tagetes er først og fremmest kendt for sine jordforbedrende egenskaber, idet planten udskiller et stof, som nedkæmper skadelige nematoder (mikroskopiske orm som æder af planternes rødder). Nogle nematoder er gode nyttedyr, mens andre er nogle forbistrede skadevoldere, som lever af planternes rødder og derfor svære at få bugt med.

Skadelige nematoder kan forekomme, hvis man dyrker den samme type plante i lang tid på samme jord. Dette kunne være i køkkenhaven, hvis man ikke sædskifter. Tagetes er derfor en glimrende selskabsplante, og som en bonus tiltrækker de enkeltblomstrende sorter et hav af nyttefulde bestøvende insekter til haven.

Jeg har ladet mig fortælle af flere dygtige havebekendte, at skadedyr, som gulerodsfluen, løgfluen og bladlus ikke bryder sig om duften fra tagetesblomsten. Jeg har aldrig selv undersøgt sagen, men måske nogle af jer gjort samme erfaringer?

Tagetes er meget nemme at så fra frø, som kan gøres netop nu. Jeg vil anbefale, at de forspires frem for at så dem på friland. Jeg plejer at plante dem ud i haven fra omkring Grundlovsdag, for da er chancen for nattefrost forbi.

Sorter jeg kan anbefale, som alle er enkeltblomstrende og forholdsvis høje:

Alumia Vanilla Cream, Lemon Gem, Ursula eller Disco Red.

 

Slut med myg

Inde I drivhuset eksperimenterede jeg også med planter, som skulle kunne noget ekstra end blot at være spiselige eller se flotte ud.

Duftpelargonier er én af dem, jeg kastede min kærlighed over. På engelsk bliver de kaldt ’mosquito plant’, fordi myggen ikke bryder sig om duften fra plantens meget aromatiske blade. Der findes hundredvis hvis ikke tusindvis af forskellige duftpelargonier, og udover deres fantastiske prydværdi og lækre pift til salaterne holder de altså myggene ude. Jeg har omtrent ti temmelig store eksemplarer ude i drivhuset, og jeg mindes ikke, at vi fik et eneste stik hele sidste år derude. Dette til trods for, at vi har drivhusdøren samt vinduer på vid gab fra juni frem til september. 

Duftpelargonier tåler ikke frost, men er en flerårig plante, som fint overlever vinteren inde i huset placeret i et sydvendt vindue. Når foråret vender tilbage, får de en kraftig beskæring for at undgå ranglet vækst, og hvert andet år får de en ompotning. Fra midten af april kommer alle mine pelargonier igen ud i drivhuset og pryder derude indtil efteråret.

Skulle jeg anbefale et lille udpluk af mine ynglings sorter, må det være: Lady Plymouth (Rosenduft), Angels Perfume Hybrid (Stærk citrus) og Lavender Lindy (lavendelduft).   

Det gamle makkerpar

Et sidste plante-makkerpar, jeg vil fremhæve, er måske for mange et kendt kammeratskab, men om ikke andet værd at fremhæve endnu en gang. Det drejer sig nemlig om drivhusets dronning, tomaten og den højt elskede krydderurt, basilikum. To planter der virkelig hører sig til i drivhuset, fordi de elsker varmen, luftfugtigheden og sætter samme krav til jordbundsforhold.

Udover at deres vækstkrav er ens, tilfører de hinanden et ekstra pift, nemlig smag. Plantes basilikum i samme kapillærkasse eller pottes tæt ved tomaten, vil den afgive duftaromaer, som angiveligt skulle påvirke tomaternes smagsnoter.

Udover smag, klæder de to planter også hinanden æstetisk. I takt med tomatplanten vokser til, fjernes de nederste blade for at give lys og luft til de første tomatranker. Efterhånden bliver tomatplanten en smule langbenet og nøgen forneden og dette tomrum udfyldes smukt af basilikumplantens mørkegrønne eller røde løv.

Der findes så utroligt mange fantastiske kompagniskaber i planteverden, så hvis du kender nogle, der er værd at fremhæve, så smid gerne en kommentar.

Jeg håber, I alle sammen nyder varmegraderne, lyset og fuglesangen og får en dejlig maj måned ude i haverne.

 

De bedste hilsner

Frede

//@Udkansk