Blog


...

Lars Lund

10 maj 2022 15:39

Kompost i køkkenskabet

 

Simple metoder til genbrug af dit grønne affald

Tekst & foto: Lars Lund

l@rslund.dk

 

Jeg har meget glæde af min thailandske nabo, især fordi hun bringer så meget nyt med sig inden for havekultur. Hendes mand Willy, ryster lidt på hovedet ad hende. Thailænder kan ikke tåle at se et frimærke af jord, så skal der dyrkes på det, er hans svar, når jeg spørger ind til, hvad det nu er hun har gang i. Han mener selv, jord er til græs. På den anden side kan han godt lide alt det, der er gratis, og kan der komme noget spiseligt gratis ud af det, så har han ikke noget imod, at hun boltrer sig. 

Jeg lavede for nogle år siden en video med hende på YouTube, hvor hun viser, hvordan hun formerer roser. Foreløbig er den set af 40.000 personer. Selvom hun ikke bor i Thailand længere, men i det noget koldere Danmark, så går hun ikke af vejen for at gå mod alle regler for dyrkning, og det lykkes altid for hende. For eksempel kan hun sagtens finde på at formere roser i november.

 

Hendes seneste påhit er at lave kompost inde i huset af køkkenaffald. Det er der måske ikke så meget nyt i, men hendes metode har jeg aldrig før set. Sar, som min nabo hedder, bruger en stor malerspand som beholder. Hun starter med at hælde et kilo rørsukker i tre liter vand og koge det, så det opløses helt. Sukker er gavnligt for de bakterier, der nedbryder det grønne affald. Herefter afkøles sukkeropløsningen og hældes i spanden. Efterfølgende kommer hun alt grønt affald i spanden med låg på. Jævnligt rører hun lidt rundt i den. Det grønne affald opløses efterhånden, og trækker næring ud af grøntsagerne. Det bliver til en gullig beigefarvet væske, der lugter en anelse surt, når man rører i den. Efter tre til fire uger tager hun et glas væske fra spanden, som hun blander med en liter vand. Nu er den færdige gødning klar til brug. Vigtigst for hendes mand Willy er, at det er gratis.    

 

Et andet system jeg har set, er lige så enkelt. Her tager man en plast opbevaringsboks. Hælder lidt savsmuld i og herefter et tyndt lag jord. De bakterier, der er i jorden, er med til at omdanne det grønne affald. Efterhånden fyldes det grønne køkkenaffald i, og da det afgiver en del væske under forrådnelsen, blander man efter behov op med lidt savsmuld. Efter nogle måneder har man en brugbar kompostjord.

 

Den tredje metode er en metode kaldet Bokashi-ban. Det er en japansk metode hvor et organisk basismateriale kaldet kompostgær med særligt udvalgte mikroorganismer tilsættes det grønne køkkenaffald. Efter fem til seks uger er affaldet gjort til muld. Bokashi-ban systemet forhandles af flere netbutikker, og priserne for et system ligger fra 440 kr. og for visse typer op til 800 kr.