Blog


...

Lars Lund

18 jul 2022 11:07

Driv den af på altanen og nyd planterne i et minidrivhus

Altaner er i byområderne lige så populær som havudsigten fra strandvejen.

 

Af Lars Lund

l@rslund.dk

 

Vores trang til at have jord under neglene og omgås planter ligger dybt i os. Det ligger også i os at indrette vores bolig, så den bedst fungerer for vores forskellige behov.

Den mindste have er vel nok haven i drivhuskarmen. I nogle hjem er den på visse årstider fyldt med kartofler til spiring og godt pakket med en række planter, hvis spiringstiden er lang. Her kan man måske ikke tale så meget om en have men mere hylder til forspring.

Andre, der vil gå længere, men måske ikke har en have, dyrker rent faktisk have i vindueskarmen. Det er lige fra gulerødder til persille, tomater og naturligvis blomster.

Er man så så heldig, at man tilmed har en altan, eller blot en balkon, åbner mulighederne sig pludselig for at have både en udendørs have og et haverum, man kan indrette. Man kunne kalde det en form for hængende haver, selv om det ikke skal forveksles med haver, der dyrkes i altankasselignede beholdere op ad en husmur.

 

Haver i skyhøjde

Lejligheder med tilhørende altan er lige så eftertragtede som hus eller lejlighed med havudsigt, og helt i top bliver det, hvis man har et lille drivhus, hvor man kan dyrke tomater eller hvor f.eks. ens yndlingspelargonier kan stå.

Har man for eksempel en fælles tagterrasse, er et drivhus på taget højt hævet over alt et paradis. Ofte blæser det jo lidt mere på toppen, men sidder man i ly, er det sommer hele året. En altan med et drivhus bliver pludselig et leverum – et ekstra rum til boligen og den lille lejlighed. Det kræver selvfølgelig, at man må finde et andet sted at placere alt det, der ikke hører til en altan et andet sted eller overveje, om man skulle sælge det til genbrug, hvis det nu er noget, man blot har stående uden at bruge det.

Tips fra designeren

Den store haveudstilling Cph Garden er lige afviklet, og her mødte jeg Havedesigner Nina Ewald på Julianas stand og fik en god snak med hende om, hvordan man kan integrerer et drivhusmiljø på en terrasse. Nina Ewald har lige skrevet en bog med titlen ”Design din altan og tagterrasse”, og på Julianas stand med mange forskellige typer af drivhuse fik hun næsten julelys i øjnene.

-Her er jo rigtig mange gode muligheder til alle slags altaner, siger Nina Ewald og kaster ikke mindst blikket på de små modeller med hjul. Vi starter dog samtalen lidt fra bunden.      

 

-Når du skal indrette din altan, er gulvet måske det første, man skal se på, siger Nina Ewald. De fleste gulve på en altan er beton, og selv om betongulve er moderne inde i huset, er det ikke den samme polerede beton, der er på en altan. Hvis man gerne vil gøre altanen mere indbydende, så skal man nok ty til andre midler.

Et af disse er et trægulv. Det kan lægges som et fast gulv, oven på betonen eller som træfliser. Som på en terrasse er det de hårde trætyper, der holder bedst, og da arealet ikke er så stort, kan det være et godt valg. Fliser af komposit kan være et andet valg. Mens træ og især de blødere træsorter kræver vedligeholdelse, så slipper man helt for vedligeholdelse med komposit.  Drømmer du om din egen græsplæne, der tilmed aldrig skal slås, kan alternativet være kunstgræs. Det findes i meget skrigende grønne, ja kunstige farver og med en mere dæmpet naturlig farve. Kunstgræs bliver snavset, men kan spules rene. I samme boldgade er vævede plastiktæpper, hvor der i dag findes smukke farver og mønstrer i plasttæpper. Tæpper af uld eller bomuld bliver våde og kommer til at lugte og få skimmel, men kludetæpper er heldigvis lette at vaske i vaskemaskinen. En mulighed er selvfølgelig at male gulvet med en specialmaling.

Spejl dig til større plads

Væggene er både husmuren og rækværket. Består de af glas, er mulighederne for at ændre naturligvis begrænsede, men det giver også en god kontakt mellem inde og ude. Er der mur uden for meget glas, er der mange muligheder. Er altanen rykket lidt ind, vil der også være nogle mindre sidemure, man kan bruge. Vægge kan bruges til at hænge hylder på, til belysning, til espalier, måske til at hænge klapstole eller klapborde op på, til tørrestativet når de ikke bruges, til spejle der kan skabe en fornemmelse af et meget større rum og til at sætte en fastgjort stige op ad, som kan bruges til hængende planter. På altanen kan der også op ad væggen netop placeres et vægdrivhus, og har du meget plads og har en tagterrasse, så kan du selvfølgelig bruge de samme drivhusmodeller, som du bruger i haven, siger Nina Ewald. Hun råder dog lige at søge råd hos Juliana med hensyn til en eventuel fastgørelse af fundamentet, når vi ikke taler de små vægdrivhuse.  

 

Rækværket kan anvendes til de traditionelle plantekasser. Det kan også bruges til tørrestativet, så det ikke tager plads på altanen eller til noget, hvor en klatreplante kan dække tremmerne alt efter, hvordan udformningen nu er.

Hvis terrassen ikke har et naturligt loft, måske terrassens gulv ovenover, er der selvfølgelig begrænsninger for, hvad man ikke mindst må lave af loft uden tilladelse, men har man muligheden, kan loftet bruges til kroge til hængekøjen, hyggelige lamper og hængende potter. I nogle ejendomme er det muligt at lave et solsejl fra den øverste del af vinduesrammen på bagvæggen ned til rækværket på altanen, måske lave en markise, og ellers er muligheden altid for at bruge en parasol.

 

Lette møbler

Når det gælder møbler, skal man se på materialevalget. De skal tåle et udendørs liv. Løse sidevægge, der skaber lidt læ og hindrer indsigt, fås i smukke bambus- eller pilevægge. Havemøbler er med tiden blevet lettere og fylder mindre. Populære materialer er træsorter af eg, robinie og teak samt metal og polyrattan. Igen skal du se på din altanplan. Der skal være plads til, at du kan komme rundt og flytte lidt rundt på tingene. Nina er også begejstret for nogle af de møbler Juliana har med på deres udstilling, som møbler der netop er inde i tiden.