Blog
Foderkogler til fuglene – tiltræk fugle nær drivhuset
Hæng foderkugler og -kogler op til fuglene nær dit drivhus, så du en smuk vinterdag kan sidde i drivhuset og nyde fuglene omkring dig. Samtidig er du med til at give fuglene lækker mad i de kolde vintermåneder.
Læs med videre og få guides til, hvordan du nemt laver dine egne foderkugler og -kogler til havens fugle.
Lav dine egne foderkugler og -kogler til fuglene
Ved at lave dine egne foderkugler undgår du de grønne plastnet, som kan være farlige for småfugle og andre dyr i naturen og en kilde til plastforurening, da de ofte ender i naturen når fuglene har fortæret indholdet.
Samtidig har du mulighed for selv at vælge, hvad der skal i dem, og dermed sikre variation i frøblandingen og hvilke fugle du gerne vil have kommer på besøg.
De små fugle som bogfinker, musvitter, mejser og spurve kan fx godt lide olieholdige frø og nødder, mens blandinger med mange brødkrummer og korn tiltrækker fx duer og krager.
Det er en god idé at hænge foderkugler ud tidligt om morgenen, da det er her, fuglene er mest sultne og har brug for energi efter en kold nat. Når fuglene har spist, er de tørstige, og det er derfor nødvendigt at have et lille fad med vand stående ved drivhuset, så de kan skylle de tørre frø ned, særligt når vi nærmer os dage med hård frost, hvor det kan være sværere for fuglene at finde vand.
Hæng ikke for mange foderkugler ud på én gang, og husk at rydde op efter fuglene, hvis der ligger mange spildte krummer og frø.
Brug hvad du har af frø eller dyrk dit eget fuglefoder
Brug hvad du har af (rest)fedt, krummer og frø derhjemme eller du kan gå all in og dyrke dit eget korn og frø af fx solsikke eller amarant, som du kan lave til foderkugler eller fugleneg, ligesom de kan pryde omkring drivhuset indtil de bruges til fuglefoder.
Sådan laver du foderkugler selv
Det skal du bruge
Materialer
- 1 kg. fedt, f.eks. palmin eller restfedt fra madlavning af svin, and eller okse.
- 1 kg. blandede fuglefrø af f.eks. solsikke, hampefrø, eller rester af brødkrummer, tørret frugt, gryn og nødder.
- Snor, f.eks. 1,5 mm. jutegarn.
- Beholdere til at støbe fuglekuglerne i, f.eks. små glas eller kopper (ikke for brede).
- Små pinde, der passer i bunden af glassene
Redskaber
- Saks
- Varmekilde, f.eks. kogeplade eller blus
- Gryde
- Grydeske
- Øse eller suppeske
Sådan gør du
- Bind en 20-40 cm. lang snor i hver af de små pinde (afhængigt af hvor du ønsker, at dine fuglekugler skal hænge).
- Læg en pind med snor på i bunden af hver kop eller glas
- Smelt langsomt fedtet i en gryde. Fedtet må ikke koge. Tilsæt blandingen af fuglefrø og krummer, og rør det sammen.
- Øs fedtblandingen op i glassene. Sørg for, at snoren sidder ca. i midten.
- Stil glassene til afkøling, gerne udenfor. Når blandingen er kølet helt af og fedtet er stivnet, trækkes fuglekuglerne op af glassene, og hænges op til fuglene.
Sådan laver du foderkogler af fyrrekogler selv
Det skal du bruge
Materialer
- 1 kg. fedt, f.eks. palmin eller restfedt fra madlavning af svin, and eller okse.
- 1 kg. blandede fuglefrø af fx solsikke, hampefrø eller rester af brødkrummer, tørret frugt, gryn og nødder.
- Snor, f.eks. 1,5 mm. jutegarn.
- Fyrrekogler (de skal være åbne).
- Æggebakker.
Redskaber
- Saks
- Varmekilde, f.eks. kogeplade eller blus
- Gryde
- Grydeske
- To skeer
Sådan gør du
- Bind en 20-40 cm. lang snor i hver af fyrrekoglerne (afhængigt af hvor du ønsker, at dine fuglekugler skal hænge)
- Blødgør langsomt fedtet i en gryde. Fedtet må ikke koge eller blive flydende. Tilsæt blandingen af fuglefrø og krummer, og rør det sammen. Ælt det godt igennem med grydeskeen.
- Læg en fyrrekogle op i blandingen, og mas fedt og frø ind mellem kogleskællene med to skeer. Der må også gerne sidde et lille lag uden på koglen.
- Læg koglerne til afkøling på æggebakker. Når de er kolde og fedtet er stivnet er de klar til ophængning.
Vi håber I får en masse gode fugleoplevelser derude!
Grøn Front,
Team TagTomat

Om TagTomat
Bag TagTomat står et hold med en bred vifte af grønne fagligheder, der deler passionen om at skabe grønne fællesskaber og inspirere til grønne gør-det-selv og gør-det-sammen projekter. I dag har TagTomat alt fra økologiske frø, som pakkes på vores frøpakkemaskiner fra 1895, produktion af plantekasser, undervisningsmaterialer til dyrkningskits af svampe og mikrogrønt. Det hele startede med fem selvvandende plantekasser på et skraldeskur tilbage i 2011.
Bliv klogere på TagTomat- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster