Blog
Ny blogger til Drivhusklubben
Kære Drivhusklubmedlemmer.
Hos TagTomat er vi glade for at være en af Drivhusklubbens nye bloggere, og vi har glædet os til at gå på opdagelse i nemme gør-det-selv løsninger- og grønne idéer til drivhuset.
I vores kommende blogindlæg vil du kunne finde håndgribelig drivhustips og guides, der er lige til at komme i gang med.
Vi synes selv, det er sjovt at upcycle sodavandsflasker til selvvandende plantekasser, mælkekartoner til svampedyrkning, gå på jagt i haven efter ukrudt til hjemmelavet gødning eller finde nedfaldne grene og kogler til at lave et insekthotel til drivhuset. Vi håber på at kunne inspirere jer til at kaste jer over nye spændende drivhusprojekter.
Lidt om TagTomat: Det startede med tomater på et skraldeskur
Bag TagTomat står arkitekt og bybonde Mads Boserup Lauritsen, der tilbage i 2011 fik den ide at dyrke grøntsager i selvvandende plantekasser på taget af et skraldeskur i sin baggård på Nørrebro. Fundamentet for TagTomat blev skabt gennem den fælles taghave, og siden er TagTomat vokset ud af baggården og har bredt sig til andre baggårde, fortove, grønne lommer og sprækker mellem husene. I dag laver vi også alt fra skolehaver, grønne workshops og udvider løbende vores svampeunivers og frøkollektion med spændende nye frø, der pakkes på vores gamle frøpakkemaskiner, Bertha og Benny, fra 1895.
Et grønt tomathold
TagTomat består i dag af et hold på 5-10 ansatte, sammensat af forskellige grønne fagligheder og interesser, der omfavner alt fra planteviden, havedesigns, grøn undervisning og workshops, produktion, borgerinddragelse og meget mere - der gør, at vi kan følge de grønne projekter fra start til slut.
Fælles for os alle i TagTomat er, at vi ønsker at skabe flere grønne fællesskaber, inspirere til grønt gør-det-selv og til at flere får lyst til at dyrke egne grøntsager og så flere blomster for biodiversiteten. På vores webshop kan du derfor finde alt fra økologiske frø, dyrkningskits til svampe og mikrogrønt, selvvandende plantekasser samt en masse grønt læringsmateriale, som du gratis kan downloade.
Grøn front,
Team TagTomat

Om TagTomat
Bag TagTomat står et hold med en bred vifte af grønne fagligheder, der deler passionen om at skabe grønne fællesskaber og inspirere til grønne gør-det-selv og gør-det-sammen projekter. I dag har TagTomat alt fra økologiske frø, som pakkes på vores frøpakkemaskiner fra 1895, produktion af plantekasser, undervisningsmaterialer til dyrkningskits af svampe og mikrogrønt. Det hele startede med fem selvvandende plantekasser på et skraldeskur tilbage i 2011.
Bliv klogere på TagTomat- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster