Blog


...

TagTomat

05 apr 2022 10:49

Gode naboplanter og blandingskultur i drivhuset

 

Forebyg plantesygdomme og generende drivhusdyr ved at indrette drivhuset med gode naboplanter

Nu hvor drivhussæsonen er skudt i gang, er mange af jer sikkert begyndt at forspire og tænke i, hvordan I skal indrette jeres drivhus. Derfor synes vi, det er oplagt at se på, hvilke planter der trives godt ved siden af hinanden, og hvilke der derimod er bedst at placere med lidt afstand i drivhuset. For det er nemlig ikke alle planter, der er lige gavnlige for hinanden.

Hvorfor tænke i gode naboplanter og blandingskultur i drivhuset?

Der er flere fordele ved at indrette drivhuset efter, hvilke planter der er gavnlige for hinanden. Udover at optimere drivhuspladsen, kan de både give energi og næring til hinanden og dermed fremme væksten, ligesom de kan hjælpe hinanden med at forebygge plantesygdomme og generende dyr i drivhuset.

Gode naboplanter behøver ikke kun at være andre grøntsager, men kan med fordel indebære at samplante flere forskellige plantearter såsom blomster, urter og grøntsager – også kaldet at dyrke efter blandingskultur. Det er nemlig særligt blomster og de skærmblomstrende urter, der kan hjælpe en med at holde generende dyr væk fra drivhuset, ligesom tagetes, honningurt, blodkløver mfl. også kan være med til at forbedre jorden i drivhuset.

Fordele ved at dyrke efter gode naboplanter og blandingskultur i drivhuset:

- Gode naboplanter kan naturligt tilføre hinanden næringsstoffer

- Bedre udnyttelse af vand og næringsstoffer i jorden

- Du kan udnytte dyrkningsarealet i drivhuset bedre og dermed optimere høsten

- Fungerer som bunddække, der mindsker fordampning og hjælper imod ukrudt

- Mindsker plantesygdomme og generende dyr i drivhuset

- Øger mikrolivet i jorden og insektlivet

- Kan give højere udbytte

Hvis du gerne vil blive lidt klogere på, hvilke planter der trives særlig godt med netop dem, du har planer om at fylde dit drivhus ud med, kan du tage et kig på oversigten over gode og dårlige naboplanter herunder.

Gode og dårlige naboplanter i drivhuset

Hvis man er ny i det med at tænke i gode naboplanter og blandingskultur, kan det være noget af et puslespil at finde rundt i hvilke planter, der er gode for hinanden. Med inspiration fra Havenyt.dk og egne dyrkningserfaringer, har vi samlet en oversigt over hvilke planter, der er gode og dårlige naboplanter for nogle af de klassiske drivhusplanter over sæsonen.

 

Planteart

Gode naboplanter

Dårlige naboplanter

 

Tomat

Tagetes, basilikum, koriander, dild, morgenfrue, tallerkensmækker, buskbønne, hovedsalat, spinat

Agurk, melon, ærter, fennikel, kartofler

Agurk og melon

Tagetes, basilikum, koriander, dild, kommen, bønner, buskbønne, salat, morgenfrue

Tomat, radiser, kartoffel

Peberfrugt og chili

Tagetes, basilikum, dild, oregano, persille, rosmarin, squash, aubergine, agurk

Tomat, fennikel, bønner, kål

Aubergine

Tagetes, basilikum, koriander, timian, almindelig katteurt, morgenfrue, salat, peberfrugt, buskbønne

 

Squash

Dild eller fennikel, oregano, persille, morgenfrue, tallerkensmækker, kløver, honningurt, almindelig katteurt, amarant, stangbønne

Umiddelbart ingen dårlige naboplanter

Spinat

Kål, radise, ræddike, selleri, stangbønne, tomat

Umiddelbart ingen dårlige naboplanter

Salat

Dild, fennikel, karse, mynte, timian, kørvel, rødkløver, kål, bønne, radise, tomat, agurk

Selleri, persille

Kål

Tagetes, koriander, dild, kamille, rosmarin, salvie, malurt, kommen, mynte, blodkløver, morgenfrue, hjulkrone bønne, bede, selleri, hovedsalat, pluksalat, spinat, tomat

Tomat, stangbønne, jordbær, hvidløg, gul sennep

Som I måske har bemærket, er koriander, basilikum og tagetes blandt de planter, der er gode at dyrke sammen med de fleste drivhusplanter – særligt er de gode for tomat, agurk og melon. Så virker det noget uoverskueligt at planlægge efter gode naboplanter, er det en god start at indføre disse i drivhuset.

 

Tagetes er generelt en virkelig god blomst at dyrke i drivhuset sammen med dine afgrøder. Udover at være en smuk spiselig blomst, er den god til at modvirke jordtræthed og nematoder, ligesom den med sin noget specielle ”duft” kan afskrække generende dyr i drivhuset.

 

Om TagTomat

Bag TagTomat står et hold med en bred vifte af grønne fagligheder, der deler passionen om at skabe grønne fællesskaber og inspirere til grønne gør-det-selv og gør-det-sammen projekter. I dag har TagTomat alt fra økologiske frø, som pakkes på vores frøpakkemaskiner fra 1895, produktion af plantekasser, undervisningsmaterialer til dyrkningskits af svampe og mikrogrønt. Det hele startede med fem selvvandende plantekasser på et skraldeskur tilbage i 2011.

Bliv klogere på TagTomat